onsdag den 9. juli 2014

ROSKILDE-GLIMT FRA EN ERFAREN FESTIVALGÆNGER

Ørevoks har modtaget disse mangfoldigt modererede meninger fra en trofast læser; CARSTEN AABO (f. 1961)
Privatfoto

Jeg købte først billet i sidste øjeblik, og var mildest talt skeptisk over for programmet, men jeg må sige, jeg blev positivt overrasket, og det er jo det, som Roskilde fortsat kan, og som aldrig ville kunne ske på f.eks. Northside: hyre en masse også relativt ukendte navne, som man kan opdage.

Torsdag
Kunne ikke komme ind til Jambinai fra Sydkorea, så det blev to heavykoncerter i stedet med Electric Wizard som den første og bedste, og svenske Bombus, der mest fungerede som baggrundslarm for mig og en kollega, der stod udenfor teltet.
Aftenens store og positive oplevelse var Stones. Den anmeldelse, der var i Berlingske Tidende af Lars Rix svarer helt til min oplevelse. Og så var det altså fedt at se og høre Mick Taylor på et nummer - han er virkelig en større guitarist end de to i bandet.

Fredag
En dårlig dag for mig, det bedste var vejret. Begyndte med Warpaint, som jeg havde glædet mig til, siden jeg i maj hørte dem i Barcelona, men Avalon-teltet har en ringe lyd, og pigerne formåede slet ikke at komme ud over rampen. Jeg kunne ikke slæbe mine venner med til Haim (hørte også dem i maj i Barcelona og i august sidste år i Oslo, så det var ikke et must), så gik ind og hørte lidt Black Pus - en heftig trommeslager iført maske, der sad i en spejlsal med playbacklarm til sit spil. Syret!
Jeg kendte ikke Deftones, og det hørte vi lidt af, men også det var for meget heavy for mig, og så prioriterede vi en tidlig hjemtur til fordel for Colombia-Brasilien. Og nej jeg hørte så ikke Albarn, men jeg tror heller ikke, han er noget for mig. Er hverken til Gorillaz eller hans solo.

Lørdag
Så kom der heldigvis en god dag igen. Begyndte med Psyched Up Janis, der i den grad kunne spille Orange op og gav en times god og medrivende koncert - dog burde de nok finde på nogle flere nye numre, hvis de skal fortsætte, for det er nok kun godt halvdelen af materialet, som holder.
Dernæst fransk-spanske Manu Chau, der fik skabt en veritabel fest foran Orange, og som nok havde et i længden for ensartet udtryk, men til gengæld meget mere knald på den elektriske guitar mv. end jeg ville have gættet på. Så gik det videre med Die Nerven - godt tysk heftigt, til tider lidt hardcore, indieband, over til Spids Nøgenhat, som desværre spillede på den elendige Avalonscene med dårligt lydbillede nede bagved, så det blev ikke den samme store oplevelse, som de anmeldere, der sikkert har stået oppe foran, har beskrevet. I øvrigt kunne Spids Nøgenhat godt have fyldt det meste af Arena, og de burde havde været der.
Dernæst ned til The Men, også noget nærmest hardcore, så over til Interpol, som jeg kun kendte fra en lidt kedelig skive fra ’05 eller ’06, og som jeg derfor ingen forventninger havde til, men de var brandgode. Kunne også læse i anmeldelse, at de primært havde spillet fra deres første cd.
Endelig fik jeg hørt en halv time med Hookworms, som var fede, og som jeg skal høre igen, når de kommer til byen. Men derefter blev det nattoget, og angående Slowdive måtte jeg nøjes med at mindes den supergode koncert, jeg havde med dem i Barcelona i maj.

Endelig søndag
Normalt en dag, jeg springer over, men i de sidste par år har jeg gjort en undtagelse, og heldigvis også igen i går for der var smæk for skillingen. Begyndte med EMA, som til tider var en smule for pæn, men også havde nogle seje indie guitarnumre, hvor jeg i momenter blev mindet lidt om et touch Dream Syndicate. Dernæst Deerhunter, der var langt mere syret og guitardomineret, end sidst jeg så ham - i Barcelona i maj sidste år. Alt i alt ok, men også lidt tomgang i nogle af passagerne. Hørte så for mig helt ukendte Merchandise, en kvartet med en Jam-agtig energi for højere lydstyrke. Gode! MØ ville jeg godt have hørt, men Roskilde-ledelsen har lavet flere fejlsceneplaceringer, og hun var nok den største, for hele området indenfor og langt udenfor Arena var totalt fyldt. Hun burde have været på Orange i stedet.
Så den nok største overraskelse for mig, britiske The Horrors, som jeg på ingen måde havde hørt om, men de har altså udgivet mindst tre skiver siden ’07. Indie, lidt 60'erne, men mere start-80'erne, Echo and The Bunnymen på speed måske. Hvis du kender deres plader, så giv mig gerne anbefalinger. Og til sidst Jack White med et brag af en koncert. Og hvor White sidste gang i 12 spillede lidt for lavt, var der fuld knald på lyden under alle rocknumrene. Et brag af en afslutning og så hen til nattoget.

onsdag den 2. juli 2014

TIM CHRISTENSEN BLIVER I DAG 40 ÅR

af Dennis Otte


Det er ikke mange tidløse sangskrivere i absolut verdensklasse, vi har her i Danmark. En af dem, en af de mest slidstærke, runder i dag et skarpt hjørne. Han er forsøgt rubriceret som alt muligt i sin professionelle karriere, som har varet over halvdelen af hans liv; den grønne bølges gulddreng fra det hedengangne 90’er-band Dizzy Mizz Lizzy, popgenial ballademager med moderne evergreens som ”Love Is A Matter Of…”, ”Kings Garden”, ”Stranger”, ”How Far You Go” og ikke mindst ”Right Next To The Right One”, som både i kraft af status som titelmelodi til TV-serien Nikolaj & Julie og fordi en vis Celine Dion indspillede sin version af sangen til sit album Taking Chances (2007) blev så (over)eksponeret, at ophavsmanden selv gav den en velfortjent pause.
Men i bund og grund af Christensen en klassisk sangskriver af den gamle skole; ikke én, der løber efter tidens nyeste trends – selvom han netop har skrevet og udsendt en sang sammen med Mads Langer. Hans udogmatiske tilgang til musik stråler også ud af æteren, når han sidder som radiovært i Tims Top 3 på P6 Beat (et program, som havde sin indtil videre sidste udsendelse i søndags). Han er glødende passioneret musikelsker og har en bred smag; kan finde kvaliteter i de fleste genrer, blot der er noget på hjerte. Et godt eksempel på hans tro på egen dømmekraft er hans favntag med noget så potentielt cheesy som Michael Boltons tåreperser ”How Am I Supposed To Live Without You”, som han udgav på en EP i 2012. For som han sagde; nedenunder al staffagen ligger der jo en rigtig fin lille sang. Ligeledes har han givet tilladelse til, at børnekanalen Ramasjang bruger en af hans overskudssange, den stærkt fængende perle ”Caught In The Arms”, som til lejligheden er udstyret med en dansk børnetekst. Ærgerligt, kan man sige, for sangen fortjener i det mindste også at blive indspillet i originalversion af ophavsmanden selv.
De to albums, som det blev til i den hårdrockede drengerøvstrio Dizzy Mizz Lizzy, har for længst indskrevet sig som moderne klassikere og soundtrack til såvel teens som andre med hang til melodiøs rock af høj kaliber (og bemærkelsesværdigt nok viste det sig, da bandet i 2010 gendannedes for en række koncerter i Danmark og Japan, hvor de også var og er store, at det ingenlunde blot var 90’ernes teens, som skulle på nostalgisk genhør; nej, unge mennesker, som knap nok var født dengang, troppede begejstret op og sang med på hver en strofe). 2 albums, ”one guitar, one bass and a drummer, that’s really all it takes” før Dizzy sejrede sig ihjel; presset var hårdt, og uenigheden om den musikalske linje førte til bruddet. Vejen til solokarrieren var banet. Solodebuten fra 2000, Secrets On Parade, indeholder ikke én mindre god sang; der er fuldt hus fra start til slut, stor inderlig nødvendighed og et hold, som bare spiller blændende.
Tim Christensen er mildt sagt multiinstrumentalist, og har i en række tilfælde indspillet alle instrumenter selv på sine egne sange. Derudover er han i kraft af sine evner som arrangør, komponist og instrumentalist en efterspurgt herre på andre musikeres plader. Blandt disse Kashmir, Mew, Swan Lee, Lars H.U.G., Tue West, Rasmus Nøhr, Kim Larsen og Mads Langer. Rent faktisk spiller Tim også med på Celine Dions genindspilning af sangen, hvorefter sangerinden til slut indsang vokal i Las Vegas.
Da Paul McCartney 18. juni 2012 blev 70 år, fejrede den store Beatles-fan Tim Christensen det med en overbevisende genopførelse af hele eks-beatlens andet soloalbum, Ram, fra 1972, plus en række højdepunkter fra McCartneys øvrige soloår. Han havde allieret sig med sit fremragende band, The Damn Crystals, og sine to musikalske legekammerater, amerikanerne Tracy Bonham og Mike Viola. Resultatet udsendtes på DVD’en Pure McCartney i 2013. Ni år forinden, i 2004, havde Tim Christensen ligeledes gået i The Beatles’ fodspor – bogstaveligt talt – da han indspillede Live at Abbey Road, som udkom på DVD og CD. Det var med hans daværende tour-band, hans bedste til dato, bestående af blandt andre den uforlignelige trommeslager Olaf Olsen og multiinstrumentalisten Nicolai Munch-Hansen. Tim Christensen havde dog allerede tidligere indspillet plade i de legendariske Abbey Road-studier i London, da han indspillede den anden og sidste plade med Dizzy Mizz Lizzy, Rotator, fra 1996.  
Foruden de fire mesterlige soloalbums, Secrets On Parade (2000), Honeyburst (2003), Superior (2008) og The Damn Crystals (2011), har Tim Christensen i 2012 udsendt EP’en The EP Series - Volume 1: Acoustic Covers, som tager udgangspunkt i de såkaldte Low Key/Late Night Sessions, hvor musikeren bevæbnet med sin akustiske guitar i sin egen dagligstue spiller versioner af såvel egne som andres sange, til stor glæde for fanskaren, der ofte får lov at byde ind med forslag.

tirsdag den 1. juli 2014

Månedens gæst er klummeskribent og journalist Anders Højberg Kamp (f. 1985).


Af Dennis Otte

Han er i en ung alder blevet fast klummeskribent for Berlingskes københavnerside, AOK, hvor han ugentligt udspyder sin kulturliberale kulturkritik (www.aok.dk/klummer). Man kan af og til se ham på TV2 Lorry, hvor han uddyber sine klummer.
Han ser en tiltagende udrensning af hovedstadens brogede skæbner: rygeren, alkoholikeren, vagabonden, husbådejeren og dagdriveren. Han ser flere og flere glasfacader, flere og flere firkantede huse og flere og flere højtbelagte kombi-barnevogne.
Den kulturelle udrensning er ved at ødelægge det københavnske frisind.
Samtidig skriver den unge Højberg Kamp portrætter, features og reportager fra udkanten af Europa, hvor han har mødt ludfattige sigøjnere, rumænske anarkister, polske højrenationalister og krigsveteraner fra Balkan.
--- Øresnask, P3 og førsteverdensproblemer


Af Anders Højberg Kamp
Mandag-eftermiddagsblues klokken lidt over de 16. En smule udkørt efter weekendens rom og cuba-cigarer, en smule nedkørt af gårsdagens reperationsbajere. Kaffen på mit bord er lige så sort som udsigterne til at høre god musik på P3. Ikke desto mindre er det, hvad jeg har tænkt mig.
At skrive mine tanker om P3 ned, mens jeg lytter.
En spade er en spade, men jeg er nysgerrig efter, hvad fanden P3 er for en sag? Og om der findes spader på P3? Denne store, samlende mainstream radiokanal, som særligt skal fange de unge lyttere. Må denne mandag eftermiddag bryde mine fordomme om en radio fyldt med letpoleret dåsepop.
Jeg giver den en time. Eller lidt mindre. Til klokken 17. Alt, jeg kan klare. Tænder.
“I’m a man, I’m a man, I’m a man”, lyder et sukkersødt omkvæd. Radioværten fortæller, at nummeret hedder “The Man”. Det tror jeg gerne.
Efterfølgende er der noget brasiliansk fodboldsnak. Dernæst Amy Wineshouse:
“De vil have mig til at gå på afvænning, men jeg siger nej, nej, nej”, lyder den nasale stemme. Stemningsfuldt, må man indrømme. En anelse poleret og dog vellydende.
Men jeg er på jagt efter spader, ikke iørefaldende slagere. På jagt efter pedaler, wah, wah, skingre g-strenge, øresnask der bryder med Palle Pops foretrukne muzak.
Amy bliver til et eller andet ligegyldigt indiepopnummer med lidt støj i omkvædet, lige så firkantet og forudsigeligt som fesen fredagsunderholdning.
Og så er der radionyheder. En app, der kan give et lift, som politikerne kalder for piratkørsel. Et par tyrkere i Danmark, dem kan politikerne heller ikke lide. Og så har 16 palæstinensiske raketter ramt Israel.
Intet Nyt fra Vestbredden. Nu til sporten:
“Fifa er en bande af dumme svin”, lyder det nu fra Uruguays præsident, der forsvarer Suarez blodsugninger. Bedste vampyr siden Klaus Kinski.
Tilbage til musikken. En kvinde synger noget med “I think about you all the time”, og det er ikke det der 00er hit, man har hørt et utal af gange. Man falder lidt i søvn af kedsomhed, var det ikke for den inerverende stemme, den banale 90er synth og den dominerende tomgang.
Status på P3’s sendeflade efter 10 minutter: Mere kaffe!
Og så er der (c)rap:
“Vi kunne blive kærester, jeg har prøvet det før, men aldrig en som dig, har prøvet at forstå, hvorfor vi går hver for sig”.
Hold nu kæft, mand. Endnu et banalt kærlighedsnummer om manglende kys i Kongens Have.
Man giver sgu snart op. Dansktop forklædt som rap. Dansktop er bare bedre.
Det er helt fint med kærlighedssange og stramt produceret pop (så længe det har Amys niveau), men man bliver lidt træt i sjælen, når det tilsyneladende er det eneste, P3 har at byde på. I over en halv time har jeg kun hørt mere eller mindre enslydende, velfriseret pop. Man fornemmer lidt, at p3 ikke tør spille god musik. Men den sang er jo hørt før. Den kritik har P3 modstået før. 4 minutter lange guitarsoli og underlige mellemstykker er passé på p3.
“Jamen så skift dog kanal”, lyder den logiske opfordring.
Skal ske. Men jeg begræder, at mainstream-fladen skal være så pæn, konform og fantasiløs.
Så industriel og segment-orienteret, at der ikke er plads til det anderledes lydende lydniveau.
At der ikke er plads til det kunstneriske og afsender-orienterede, som bryder med de kommercielle, ensrettede standarder. Sandsynligvis en stor grund til, at rockmusikken har forladt mainstream-radioen. Den er for uforudsigelig og beskidt.
Jeg er sikker på, at populærkulturen afspejler sig i samfundet, hvis ikke ligefrem påvirker samfundet.
Påvirker samfundet i en retning, hvor der kun bliver plads til håndboldspillende middelklassepiger, middelmådigt tv2-serie crap og Hellerupske gader, hvor vi luger ud i ukrudtet:
Et samfund, hvor rygere står for skud, hvor hjemløse står for skud, hvor narkomaner og alkoholikere skal væk fra gadebilledet.
Her mens musikken spiller, går den mere og mere i tomgang, og jeg skal nok sige til, når de spiller noget tilnærmelsesvis interessant, der ikke ligner det, vi hørte lige før.
Som en kæmpe kulturinstitution, der vil ramme bredt, burde P3 spille noget mere alsidigt, turde spille det vi måske ikke lige er vant til at høre i stedet for bare at gøre lytterne vant til at
“høre det samme nummer igen og igen og igen. Det skulle være så trendy, jeg kalder det perverst”, som Tømrerclaus sang på en plade for en 10 års tid siden, allerede dengang var den kulturelle udrensning i fuld gang.


( … ) Klokken 16:50:
Så kom der endelig en markant, lidt skinger guitar: Den gamle 90er klassiker, den soulede The Seed af The Roots.


Og nu: Noget i den grad Natasja-inspireret rap. Noget med småproblemer, din nedtur og din stener.


“Fuck dine småproblemer”, synger han i omkvædet. Måske det er mig, han synger til, denne Kaka.
Meget passende sunget. Klokken er slagen fem, og jeg slukker for mine førsteverdensproblemer.

tirsdag den 24. juni 2014

Den engelske guitarist JEFF BECK (Geoffrey Arnold Beck) bliver i dag 70 år.

af Dennis Otte
Beck er en af de bedste guitarister rocken var set, og ligger nr. 5 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste guitarister nogensinde.


Grupperne
Selvom Beck har udgivet 11 regulære soloalbums, hvoraf især Blow by Blow (1975), og Wired (1976) - begge produceret af den tidligere Beatles-producer George Martin - var store succeser, er han måske bedst kendt fra sine gruppesammenhænge, hvor han først var lead guitarist i The Yardbirds. Han overtog pladsen efter Eric Clapton og i løbet af kun 20 måneder indspillede Beck gruppens bedste singler og medvirkede på den mesterlige LP, Roger the Engineer (1966).
Beck blev herefter fyret fra Yardbirds grundet personlige uoverensstemmelser, og blev efterfulgt af Jimmy Page, om end Page og Beck i nogle måneder faktisk deltes om rollen som lead guitarist. Page dannede som bekendt senere The New Yardbirds, som hurtigt, efter en debut i Brøndby Pop Club på den københavnske vestegn, skiftede navn til Led Zeppelin.
Herefter dannede Beck i 1967 The Jeff Beck Group, med hvem han udgav fire fantastiske LP’er: (Truth, 1968, Beck-Ola, 1969, Rough and Ready, 1971 og Jeff Beck Group, 1972), inden gruppen udviklede sig til Beck, Bogert & Appice (Tim Bogert på bas og Carmine Appice på trommer, begge tidligere medlemmer af såvel Vanilla Fudge som Cactus).
Især pladerne med The Jeff Beck Group står i dag som milepæle i tidens bluesbaserede rock og dannede grobund for den spirende heavy rock, som senere blev udfoldet så markant af britiske bands som Deep Purple, Led Zeppelin og Black Sabbath. The Jeff Beck Group har i alt haft 13 musikere skiftevis i sine 5 år, heriblandt notabiliteter som Ron Wood, Rod Stewart og Nicky Hopkins.


Den grænsesøgende
Over årene har Beck udforsket mange genrer, heriblandt jazz fusion, electronica, blues og heavy metal – meget af det rent instrumentalt og ganske innovativt. Denne kompromisløshed og nysgerrighed overfor mange udtryk har imidlertid været lidt af en hæmsko for at nå det store brede rockpublikum. Mainstreampublikummet har så til gengæld kunne nyde Becks bidrag på plader med så forskellige musikere som Jon Bon Jovi, Mick Jagger, Morrissey, Les Paul, Donovan, Kate Bush, Brian May, Stevie Wonder, Rogers Waters, Tina Turner og ZZ Top.
Især var det en ære for Jeff Beck at medvirke på et album med sin store inspirator Les Paul, som han i sine unge år havde set kraftigt op til. Andre vigtige inspirationskilder var ifølge Beck selv Chet Atkins, Django Reinhardt, Ravi Shankar, Roy Buchanan, Cliff Gallup, Lonnie Mack og Steve Cropper.
Jeff Beck blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame den 4. april 2009. Talen blev holdt af Jimmy Page.  


Diskografi:


1968 – Truth (features the Jeff Beck Group)
1969 – Beck-Ola (by the Jeff Beck Group)
1971 – Rough and Ready (by the Jeff Beck Group)
1972 – Jeff Beck Group (by the Jeff Beck Group)
1975 – Blow by Blow
1976 – Wired
1980 – There and Back
1985 – Flash
1992 – Frankie's House (with Jed Leiber)
1993 – Crazy Legs
1999 – Who Else!
2003 – Jeff


torsdag den 19. juni 2014

Den danske digter MICHAEL STRUNGE (1958-1986) ville i dag være fyldt 56 år.

af Dennis Otte
Billede er lånt fra denfri.dk 
Den stærkt symbolistiske digter var i starten stærkt optaget af det gryende punkmiljø og lancerede sig selv som punkens digter - til stor fortrydelse for punkens in crowd i København, der ikke havde behov for en bedrevidende opkomling som talsmand for den i sin natur mere anarkistiske scene. Mange fremtrædende folk på den danske punkscene tog således kraftigt afstand fra unge Strunge og han blev således næsten outsider i dobbelt potens.
Som fanatisk fan af David Bowie debuterede han som kun 20-årig i 1978 med digtsamlingen Livets Hastighed, som helt ud i titlen rummede kraftige henvisninger til Bowie. Strunge var med i kredsen omkring digteren og kritikeren Poul Borums forfatterskole, som ledtes fra dennes bibliotekslignende lejlighed i Havnegade. Andre notabiliteter i denne kreds af unge digtere var FP Jac og Søren Ulrik Thomsen.
Desperation og dødsbevidsthed (dødslængsel) blev hurtigt et gennemgående tema i den angstplagede og depressive digters arbejde. Påvirket af især Arthur Rimbaud søgte han mod et generationsskifte i dansk litteratur, hvor han utvetydigt offentligt hånede hvad han betragtede som ”brugslitteratur” fra særligt Lola Baidel, Vita Andersen og folk fra den gamle garde fra 60’erne og 70’erne. Mere beslægtet følte Strunge sig med meget ældre danske koryfæer som Ole Sarvig og Gustaf Munch Petersen. Af samtidige danske digtere kunne han dog især knytte sig til navne som Asger Schnack og netop Poul Borum, ligesom han beundrede Inger Christensen.
Den unge romantiske digter førte et højspændt liv med mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger, heriblandt Sankt Hans, hvor mange digte blev skrevet. Han havde forsøgt selvmord med piller og blev rasende, da han blev reddet fra dette forsøg ud i tidlig død.
9. marts 1986 lykkedes det imidlertid den unge digter at springe i døden, da han fra et fjerde sals vindue endte sit 27-årige liv. Inden da skulle han angiveligt havde sagt til kæreste Cecilie Brask, ”nu kan jeg flyve”.
Da var Strunge allerede en markant figur i det danske digtermiljø og med hele 11 generationsdefinerende digtsamlinger af rigt varierende tilsnit på samvittigheden, foruden sine skriverier for undergrundsbladet Sidegaden, havde han for længst indskrevet sig i dansk litteratur og blev særligt posthumt en ledestjerne for mangen ulykkelige teenageres eksistentielle overvejelser (åh, jo).
Af biografiske værker om Strunge kan stærkt anbefales den grundige og velskrevne Michael Strunge. En biografi af Knud Munck, Lindhardt og Ringhof 2001 samt En Bog Om Michael Strunge red. Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, Borgen 2008, i forbindelse med Strunges 50 års fødselsdag.
Bibliografi:
Strunges bidrag til undergrundsbladet Sidegaden er udgivet i den fine Michael Strunge. Sidegader, Prosa 1978-1986, Borgen 1996.
For de mere litteraturvidenskabelige hoveder kan anbefales samtalebogen Mai Strunge med Anne-Marie Mai, Borgen 1985.
Strunges samlede digte udkom for 10 år siden på Borgen og rummer samtlige samlinger:
Livets Hastighed (1978)
Fremtidsminder (1980)
Skrigerne! (1980)
Vi Folder Drømmens Faner Ud (1981)
Ud Af Natten (1982)
Nigger 1 (1982)
Nigger 2 (1983)
Popsange (1983)
Væbnet Med Vinger (1984)
Verdenssøn (1985, oprindelig udgivet under pseudonymet Simon Lack)
Billedpistolen (1985)