torsdag den 16. maj 2013

Kerouac (Beat-portræt)


af Dennis Otte
Jack Kerouac (1922-1969) blev født i Lowell, Massachusetts som Jean-Louis Lebris de Kerouac og havde, som fødenavnet røber, franske aner. Han var en evigt rastløs sjæl, der rejste USA rundt som moderne pilgrim eller vagabond, med den væsentlige forskel, at hans rejser typisk blev foretaget i bil eller som blind passager på et godstog, drønende gennem det enorme land. Han var en umættelig eventyrer, der aldrig fandt sin borgerlige plads i det konforme og konservative amerikanske samfund. Han forkastede hurtigt det traditionelle amerikanske værdisæt, som det tog sig ud i 1950’erne, og henslæbte i stedet en tilværelse som outsider, og boede en stor del af sit voksne liv hjemme hos sin mor, når han ikke var på farten.


On The Road De lange rejser on the road på de amerikanske highways og i bjergene var en evig søgen efter en højere mening med livet, end den som borgerligheden udstak. Han meldte sig i 1943 til marinen, men blev hurtigt smidt ud igen med henvisning til hans mentalitet og livsindstilling; begrundelsen var, at han ”led af ligegyldighed”. Hans bøger er ofte blevet karakteriseret som en del af fundamentet til den amerikanske modkultur, der blev så synlig i løbet af 1960’erne med hele hippielivsstilen og ungdomsoprøret, der afstedkom og bevirkede en sand samfundsmæssig og kulturel revolution i den vestlige verden. Kerouacs evigt søgende sind resulterede i eksperimenter med stoffer og ikke mindst et massivt og kronisk alkoholmisbrug, der i 1969 ved indre blødninger forårsagede hans død i en alder af blot 47 år. I øvrigt præcis samme levealder som Dan Turèll, der ligeledes bukkede under som følge af et livslangt misbrug af diverse stimulanser.

Hans debutroman, den Thomas Wolfe-inspirerede The Town and the City fra 1950, udgivet under navnet John Kerouac, afstedkom en beskeden anerkendelse, men han havde på dette tidlige tidspunkt endnu ikke udviklet den flydende skrivestil, der skulle blive hans kendetegn og i høj grad definere beatstilen. Efter i 1945 at have læst Dwight Goddards bog, The Buddhist Bible, blev han erklæret buddhist, hvilket i udpræget grad påvirkede hans skrivestil og hele mentalitet og tilgang til forfattergerningen. Hans store gennembrudsroman - som på mange måder også blev et gennembrud for hele beatgenerationen - var flere år undervejs, idet han havde problemer med at finde et forlag, der ville udgive denne minoritetsdyrkende og antiautoritære eksperimentalroman. Han havde påbegyndt manuskriptet til On The Road allerede i 1951, men først i 1957 kunne den, såfremt der blev foretaget en række revideringer, udkomme på forlaget Viking Press. Først så sent som i 2008 udkom bogen i ucensureret form som det oprindelige manuskript. Ifølge myten skrev han det oprindelige manuskript til On the Road i en benzedrinrus på kun tre uger. Han udviklede den genredefinerende skrivestil, spontan prosa, der skulle blive et kendetegn for store dele af beatlitteraturen. Dette var en særligt frit flydende skrivestil, der ofte blev til under påvirkning af jazzmusik, og altså således var skrevet på rytme og flow i samme improviserede form som man kender det fra jazzmusikken. Kerouac er ligefrem kendt for citatet om, at han ønsker sig opfattet som jazzpoet, der blæser sin lange blues i en jam session.


Litteraturens rockstjerne Ligesom Burroughs første romaner var On The Road primært selvbiografisk, det vil sige, at den tog udgangspunkt i Kerouacs eget liv, men forsynede hovedpersonen med navnet Sal Paradise, fra hvis synsvinkel romanen er skrevet. Som titlen røber, er der tale om en decideret road movie i romanformat, der beskriver Kerouacs mange halsbrækkende ture tværs igennem Amerika og Mexico sammen med vennen og åndsfællen Neal Cassady, som i romanen er udstyret med navnet Dean Moriarty. Efter udgivelsen af romanen fik Kerouac og det nye begreb beatlitteratur en ganske pæn mediedækning.

Dette skyldtes velsagtens i høj grad, at den kom på det helt rigtige tidspunkt og lagde sig i slipstrømmen af den gryende musikalske eksplosion med den elektriske guitar og en rock and roll musik, som rent faktisk i starten af tresserne skulle få betegnelsen beatmusik. Denne betegnelse har imidlertid intet at gøre med den amerikanske litterære betydning af ordet, men sigter i langt højere grad til den især engelske rockscene med navne som The Beatles, The Rolling Stones og The Kinks som foregangsmænd. Men allerede i 1954 havde rock and roll pioneren Bill Haley indspillet den revolutionerende sang ”Rock Around The Clock”, der af mange betegnes som den første rock and roll indspilning i historien, om end eftertiden ikke har været helt blid ved den aldrig helt hippe og lidt opportunistiske Haley. Sande rock and roll pionerer talte i øvrigt navne som Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis og den tidlige Elvis Presley. Med sine musikalske referencer til amerikansk blues og countrymusik fik den nye musik med sin insisterende rytmesektion et solidt tag i den vestlige verdens ungdom, som ellers var hensunket i efterkrigstidens konforme pænhed.

Et helt nyt og købedygtigt segment dukkede op i form af teenagere, der, inspireret af blandt andet James Deans rebelske fremtræden i filmen ”Rebel Without a Cause” fra 1955 og Elvis Presleys hoftevrikkende rock and roll attitude på sine legendariske Sun Records indspilninger søgte en ny og friere tilværelse. Med James Dean havde filmen fået sin første rebelske teenager, med Elvis Presley havde rockmusikken fået sin. Nu var det Kerouacs tur til at indtage samme position på det litterære domæne. Han blev hurtigt udråbt til ”King of The Beats”, et tilnavn, der stadig hænger ved. Senere, da ungdomsoprøret var på sit højeste, fik han tilmed betegnelsen ”hippiernes fader”. Pludselig at blive gjort til talerør for en hel modkultur, var ikke noget der passede Kerouac, og han afviste flere gange denne position, med bemærkningen om at han ikke var nogen beatnik, men blot almindelig katolik. Denne bemærkning havde givetvis til hensigt at forvirre meningsdannerne, eftersom Kerouac jo var erklæret buddhist. Men hans opdragelse havde ganske rigtig været katolsk, og dette foranledigede ham muligvis til den asketiske livsstil han i lange perioder førte.  


Spontaneous bop prosody Kerouac udviklede sin skrivestil ud fra devisen om, at den første ide altid er den bedste ide. Dette er så i praksis en sandhed med modifikationer, eftersom vi ved, at Kerouac rent faktisk ofte redigerede og foretog ændringer i sine manuskripter. De bedste eksempler på denne rent spontane skrivestil er nok The Subterraneans (på dansk De underjordiske) og Visions of Cody. Sidstnævnte inspirerede i øvrigt Bob Dylan til at skrive sangen ”Visions of Johanna” fra den skelsættende og banebrydende LP Blonde on Blonde fra 1966. Denne spontane skrivestil – spontan prosa, som han kaldte det – minder om nedskrivningen af en bevidsthedsstrøm, stream of consciousness, hvor improvisation og spontanitet var i hovedsædet. Denne skrivestil udsprang i høj grad fra hans buddhistiske studier med det signifikante fokus på åndedrættet. Således er hans prosa tit bestående af lange sætninger uden punktum, men med brug af kommaer og tankestreger. På denne måde får prosaen et præg af ustandselighed og tempo. Hertil kommer, at han ofte skrev under indflydelse af jazzmusik og var heftigt påvirket af bebopjazzens mestre som Charlie Parker og Dizzy Gillespie.
De første linjer af On the Road lyder således i dansk udgave (Vejene) ved Arne Herløv Petersen: ”Jeg mødte Dean ikke så længe efter, at mig og min kone var gået fra hinanden. Jeg var lige kommet over en alvorlig sygdom, som jeg ikke gider snakke om, bortset fra at sige at den havde noget at gøre med det forfærdelig udmarvende opbrud og min fornemmelse af, at alting var dødt. Da Dean Moriarty kom til begyndte den del af mit liv, som man kunne kalde mit liv på vejen”.
Man hæfter sig især ved det ligefremme og komplet uhøjtidelige hverdagssprog, der har karakter af en fortrolig sludder mellem læser og forfatter. Der er opbrud i luften. Fortælleren kommer fra en sygdomspræget tilværelse i opløsning; en tilværelse som er død og som han end ikke orker at redegøre for. Måske er det ”sygdommen” som det konforme amerikanske sindelag der sigtes til, ligesom Burroughs gør det, når han taler om ”virus”. Under alle omstændigheder er det ikke nogen let sag at frigøre sig fra dette tidligere liv ved at foretage det ”udmarvende opbrud”. Men umiddelbart forude annonceres friheden; de åbne vidder tilbagelagt i høj hastighed i bil tværs over Amerika. Det nye liv skal leves på vejene sammen med åndsfællen Dean Moriarty, med hvem fortælleren har et spil kørende med spirende homoseksuelle undertoner, som det ligeledes tog sig ud i virkelighedens verden mellem Kerouac og Neal Cassady.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar