af Dennis Otte
22 juli 2013
RUFUS WAINWRIGHT (f. 1973) bliver i dag 40 år.
Det lå sandsynligvis i generne at den canadiske
singer-songwriter skulle blive musiker: hans forældre er folk-musikerne Kate
McGarrigle og Loudon Wainwright III. Hans lillesøster Martha Wainwright er
ligeledes en succesfuld musiker. Forældrene blev skilt da Rufus var tre år og
han flyttede fra Rhinebeck, New York, til Montreal i Canada, hvor han voksede
op begyndte at spille klaver allerede som seksårig og som 13-årig begyndte at
turnere med moderens The McGarrigle Sisters and Family – også med Martha (f. 1976).
Han blev interesseret i opera foruden sangere som Edith Piaf og Judy Garland.
Disse inspirationskilder er hørbare på hans indtil
nu 7 regulære studiealbums og mere direkte på live-pladen Rufus Does Judy at
Carnegie Hall (2007), hvor han smukt fortolkede Garlands sange. I 2011 kom
boksen House of Rufus med 19 plader indeholdende de da 6 studiealbums, DVD,
live-plader og rariteter. Hans sangcyklus, leveret med den karakteristiske
tenorstemme ofte akkompagneret af hans klaver, handler ofte om opera, litteratur,
populærkultur, politik og homoseksuel kærlighed.
En kærlighed, der i 2011 resulterede i, at han og
Jörn Weisbrodt blev forældre til en velskabt pige, født af Leonard Cohens
datter, Lorca Cohen, som gennem mange år har været Rufus’ nære veninde.
Rufus Wainwright medvirker bl.a. på Antony and the
Johnsons plade I Am A Bird Now og Burt Bacharachs At This Time foruden den
storslåede hyldestkoncert til Leonard Cohen, I’m Your Man.
23 juli 2013
ROCKSELVBIOGRAFIER vol II:
Patti Smith:
Just Kids. 278 sider. 2010.
Med Just Kids hævede punkrocksangerinden og digteren
Patti Smith (f. 1946) barren for rockselvbiografier i tiden; med sin
overstrømmende poetiske flair er bogen andet og mere end ”blot” en gængs
erindringsbog – det er et selvstændigt kunstværk.
Man når næsten ikke at ærgre
sig over, at Smith ikke i så rigt mål dækker de sene perioder i sin karriere,
så levende og hamrende velskrevet er fortællingerne om det at være ung sulten
kunstner i USA i 1960’erne; og at være en yderst bevidst en af slagsen. Om at
skabe sig tilhørsforhold, valgslægtskaber, danne sin egen poetik, sit eget
kunst- og livssyn, i dette tilfælde i nært samspil med åndsfællen og kunstneren
Robert Mapplethorpe om hvem bogen også i høj grad drejer.
Vinklingen er i sig
grad lagt an på de tos fælles skabertrang og vej til ørenlyd, fra ludfattige og
periodisk hjemløse bohemer, og til nogle af sin generations fremmeste
repræsentanter for den nye hybrid mellem beatlitteratur, symbolistisk digtning,
præpunk, billedkunst og et umage sammenrend af udskud, heroinskud og
stjerneskud på Chelsea Hotel. Om at sove på strande, stjæle for at have til
dagen, indprente sig tidens kunstneriske strømninger fra hippiekultur i Haight
Ashbury over jazzmusik og hvor man var, da meldingen om John Coltranes utidige
død kom, og til punkens eksplosive kræfter i hedengangne GBCB Club på Manhattan
med The Ramones, Television, Talking Heads og – nåh ja – The Patti Smith Group.
23 juli 2013
Det er i dag 40 år siden KIM LARSENs debutplade
Værsgo udkom.
Det ærkedanske mesterværk blev til på baggrund af
strid om kursen i Gasolin’: skulle der synges engelsksproget rock and roll, som
guitarist Franz Beckerlee foreslog – eller skulle der fortsat synges på dansk i
den nu klassiske hybrid mellem garagerock, visesang og Højskolesangbog?
Dette
spørgsmål var faretruende tæt på at kuldsejle korpsånden i Gasolin’. Manden i
midten blev producer og pladeselskabsmand Poul Bruun, som diplomatisk foreslog,
at Larsen fik afløb for den perlerække af dansksprogede sange, som ikke passede
ind i Gas-regi og som de andre ofte reagerede lettere hånligt på.
Løsningen
blev en soloplade med Larsen, parallelt med Gasolin’. Beckerlee spiller moog på
”Sylvesters Drøm” og Wili Jönsson spiller piano og orgel på ”Nanna” og ”Jacob
den Glade” – herudover er guitaristen Thomas Grue det helt store trumfkort på
pladen, som er blevet kaldt Danmarks første unplugged album. Sangene er for
størstedelens vedkommende Larsen-sange som er ”jammet” sammen med vennerne Stig
Møller (tidligere Steppeulvene), Thomas Grue og Ole Frø omkring
dagligstuebordet hos Larsen, når ”dagens hit” skulle præsenteres.
Larsen havde materiale nok til en dobbeltplade, en
slags musical om karakteren Sylvester, men Bruun syntes nok at en almindelig
plade med 17 sange kunne gøre det – og helst på et skrabet budget. Foruden
Larsens egne sange dykkedes der ned i gamle folkemelodier: bl.a. ”Hubertus”
hvis oprindelse fortaber sig i tågerne, ”Det er i dag et Vejr” af Ludvig
Holstein (1895, musik af Poul Schierbeck 1939) ligesom melodien til ”Byens
Hotel” stammer fra den engelske folkesang ”The House Carpenter”, som bl.a. er
sunget af Joan Baez – som også sang ”Geordie”, hvis melodi Gasolin’ brugte til
deres ”Langebro”. Tekstlig assistance til ”Byens Hotel” fik han af Thomas Grue
og Ib Oskar Hansen, ligesom Gasolin’s husdigter og ”guru”, Mogens Mogensen,
bidrog med tekster til ”hvis Din Far Gir Dig Lov” og ”På En Gren I Vort
Kvarter”. Den fantastiske fantasivise ”Joanna” er skrevet af Larsen, men sunget
af den 13-årige Søren Bernbom, som også synger med Larsen på ”De Fjorten
Astronauter”. Således optræder Larsens venner som medkomponister her og der.
Det er fx Flemming Quist Møller – musiker, forfatter, tegner, filmmager og
ophavsmand til ”Bennys Badekar” og ”Jungledyret Hugo” – som har skrevet teksten
til det afsluttende nummer, ”Christianshavns Kanal”.
- Og nu vil jeg sætte nålen i LP’en, for det er i
dag et vejr, et solskinsvejr!
23 juli 2013
Vores lille side er nu nået 250
"medlemmer" og vi vil gerne takke Jer alle for kommentarer og
positive tilkendegivelser.
Vi håber I nyder sommeren, og husk - I er altid
velkomne til at invitere venner ombord på Ørevoks; det kan ske inde på selve siden.
25. juli 2013
THURSTON MOORE bliver i dag 55 år.
Den amerikanske musiker er bedst kendt som sanger,
sangskriver og guitarist i Sonic Youth, med hvem han har udsendt 15
studiealbums.
Moore figurerer som nr. 34 på Rolling Stone
magazine’s liste over alle tiders bedste guitarister og hans signaturlyd må
siges at være den signifikante noise rock guitar han har udviklet med afsæt i
bl.a. The Velvet Underground. Han mestrer imidlertid også bas, piano, saxofon
og synthesizer og kan genremæssigt klassificeres som no wave, noise rock,
alternativ/eksperimenterende rock og post punk.
Foruden sine indtil nu tre regulære soloalbums –
Psychic Hearts (’95), Trees Outside the Academy (’07) og Demolished Thoughts
(’11) – har Moore været involveret i et hav af sideprojekter og bl.a. været
medlem af Dim Stars (med bl.a. Richard Hell), To Live And Shave In L.A., black
metal-gruppen Twilight og senest Chelsea Light Moving, som udgav det
selvbetitlede debutalbum 5. marts i år inkl. singlen ”Burroughs” om den gamle
beatforfatter. I 2012 udgav Moore pladen YOKOKIMTHURSTON sammen med Yoko Ono og
Kim Gordon (som han var gift med fra 1984-2011 og som også var/er et centralt
medlem af Sonic Youth).
Moore har skabt musik til fire film og har udgivet
et hav af limited edition-udgivelser med dronebaseret/eksperimenterende
avantgardemusik.
Thurston Moore deltog i 6. august 2012 i en Artist
Talk med den danske forfatter Lars Movin (hvor Ørevoks’ Dennis Otte fik
lejlighed til at hilse på ham). Dette interview – i dansk oversættelse – er
bragt i sin fulde længde i det af Asger Schnack udgivne tidsskrift Cool nr. 1.
26. juli 2013
I dag er det 119 år siden den engelske forfatter
ALDOUS HUXLEY (1894-1963) blev født.
Huxley er bedst kendt for romanen Brave New World
fra 1932 (d. Favre Nye Verden) og The Doors of Perception fra 1954 (d.
Erkendelsens Døre), som rockbandet The Doors senere tog navn efter. Han har
imidlertid også udgivet et hav af essaysamlinger, børnebøger, digtsamlinger,
novellesamlinger, filmmanuskripter, dramatiske værker og en lang række romaner.
Huxley, som var en stor humanist og pacifist, regnes
blandt et af sit århundredes skarpeste intellekter. Om end Huxley flirtede med
bl.a. spiritisme og mysticisme, så beskrev han sig selv som agnostiker. Han
blev allerede med The Doors of Perception kendt for sit åbne eksperimenterende forhold
til psykedeliske stoffer, mere end et årti før det for alvor udbredtes med
hippiebølgen – tag dén, Timothy Leary!
På sit dødsleje, hvor han var frataget
evnen til at tale, skrev Huxley en seddel til sin kone med ønsket om LSD. Han
døde af kræft som 69-årig den 22. november 1963. En historisk dato; John F
Kennedy blev som bekendt myrdet samme dag, hvilket ganske overskyggede
meldingen om Huxleys død – og i øvrigt også forfatteren C.S. Lewis’, som
tilfældigvis døde samme dag.
27. juli 2013
NEKROLOG. Den amerikanske singer-songwriter og
multiinstrumentalist JJ CALE er død. Han blev 74 år.
John Weldon Cale (1938-2013) var en af de vigtigste
musikere i udviklingen af den særlige Tulsa Sound; en original ”tilbagelænet”
blanding af old school rockabilly, country, tidlig rock and roll, jazz og
blues, der udvikledes i Tulsa, Oklahoma. Cale var selv født i Oklahoma City og
opvokset i Tulsa, Oklahoma.
Cale’s sange er blevet fortolket af så forskellige
koryfæer som Eric Clapton, Captain Beefheart, Tom Petty, Lynyrd Skynyrd og
Waylon Jennings. Blandt hans bedst kendte sange er ”Cocaine”, ”After Midnight”,
”Cajun Moon” og ”Call Me The Breeze”.
kønt JJ Cale (som ikke må forveksles med musikeren
John Cale) aldrig slog rigtig bredt igennem, fik han hurtig status af en slags
”sangskrivernes sangskriver”. En respekteret herre, der fra debutpladen
Naturally i 1972 og til Roll On i 2009 nåede at udgive 15 albums. Han arbejdede
i 1960’erne som studietekniker i Los Angeles og havde i årene 1966-67 bandet
The Leathercoated Minds, som i 1966 udgav deres eneste album, A Trip Down The
Sunset Strip. Cale var tæt på at opgive sin egen musikalske karriere, indtil
Eric Clapton i 1970 indspillede hans ”After Midnight”.
Cirklen blev sluttet, da
Cale i år medvirkede på Claptons nyeste album, Old Sock, hvor han spiller
guitar og synger på nummeret ”Angel”. Allerede i 2006 havde Cale og Clapton
sammen udsendt den fine plade The Road To Escondido.
JJ Cale døde i går, den 26. juli, af et hjerteanfald
i La Jolla i Californien.
28. juli 2013
ROCKSELVBIOGRAFIER vol. III:
Pete Townshend: Mit liv og The Who. 562 sider. 2013.
Jeg elsker den næsten barnlige forventningsglæde man
kan føle, når man ser frem til en særlig bogudgivelse. Sådan havde jeg det op
til udgivelsen af Pete Townshends (f. 1945) omfangsrige selvbiografi. Og dét af
mange divergerende årsager.
Mestendels fordi manden som hovedkraft i rockbandet
The Who har stået bag så vigtige pladeudspil som generationsmanifestet My
Generation (1965), verdens første ”rockopera” i miniformat på titelnummeret til
A Quick One (1966), pop art og kommerciel radio udsøgt udtænkt på The Who Sell
Out (1967), den episke fuldblods ”rockopera” Tommy (1969), det gennemsolide
potente rockalbum Who’s Next (1971), bandets smukke opsummering af mods-årene
på dobbeltpladen Quadrophenia (1973) og Townshends ”terapiplade” The Who By
Numbers (1975).
Foruden det hårdtslående livealbum Live at Leeds (1970). Men
også fordi Townshend velsagtens placerer sig blandt rockens mest velformulerede
frontkæmpere, fordi det simpelthen bare er interessant at høre om mods-dagene,
Monterey Pop Festival 1967, den artistiske begrundelse for at så mange guitarer
måtte lade livet (auto destruktion!), tankerne bag de til tider søgte, til
tider smågeniale konceptalbums, både solo og med The Who, samt i den mere
prekære afdeling; Townshends version af historien om hans anholdelse for
besiddelse af børnepornografisk materiale i 2003 (Townshend fortæller om egne
oplevelser med misbrug i sin barndom og den research til en bog om emnet der,
ifølge musikeren, ledte ham til at betale sig adgang til en helt forkert
hjemmeside).
Townshend fremlægger og fortæller åbent om såvel dette som sit
forhold til kvinder, elskerinder, sin religiøse guru, sine managers og ikke
mindst de øvrige bandmedlemmer (sjældent har et rockband bestået af fire så
forskellige individer). At der, efter min smag, dvæles lige lovlig detaljeret
og ved kvinder, alkohol og managers ændrer ikke ved, at det er en uomgængelig
og velskrevet rockselvbiografi.
Photos are found
on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar