af Dennis Otte
Nico udgav 6 regulære soloplader, hvoraf de 4 første er uomgængelige mesterværker – særligt The Marble Index (1969) og Desertshore (1970). Vi befinder os musikalsk i delikatesseafdelingen, hvor man ofte enten elsker Nicos art rockede, punkede avantgardemusik udsat for hendes insisterende harmonium – eller løber skrigende bort med en finger boret solidt i hver øregang. På Ørevoks er hun noget nær en yndlingssangerinde. Er man ikke bekendt med Nicos solomateriale – hvor bl.a. John Cale, Brian Eno og Phil Manzanera medvirker – så kender man højst sandsynligt ”banan-pladen”; The Velvet Undergrounds vanvittige mesterværk af et debutalbum fra 1967. Betitlet The Velvet Underground & Nico, hvor Nico – på foranledning af manager og ”pladeproducer” Andy Warhol som også engagerede Nico til flere af sine egne kunstfilm – agerede chanteuse for orkestret og sang lead på tre Lou Reed-numre: ”Femme Fatal”, ”All Tomorrow’s Parties” og ”I’ll Be Your Mirror”. Alle tre udødelige numre som i sig selv ville have sikret Nico en plads i rockhistorien, havde hun ikke senere udfoldet sit betydelige talent for egen sangskrivning og dybt originalt sangforedrag og musikalsk univers.
Inden Nico i 1965 mødte Brian Jones fra The Rolling Stones og derigennem ad forskellige omveje lærte cremen af tidens rock at kende (særdeles intimt), var den 16-årige Christa under et modeshow i Berlins KaDeWa blevet opdaget af fotografen Herbert Tobias, som navngav hende ”Nico” – efter sin ekskæreste, Nikos Papatakis. Nico arbejdede nu som model for giganter som Vogue, Elle og Coco Chanel, ligesom hun medvirkede i TV-reklamer og havde roller i en lang række kunstfilm, mest berømt Fellinis La Dolce Vita (1960) og prydede coveret til jazzmusikeren Bill Evans album Moon Beams (1962). Den første single ”I’m Not Sayin’”/”The Last Mile” kom i 1965 (skrevet af Gordon Lightfoot og produceret af Jimmy Page). Alle disse musikalske bekendtskaber resulterede i, at da Nico i oktober 1967 udgav sit første og meget folk-orienterede debutalbum Chelsea Girl, var det med kompositioner af Bob Dylan, Lou Reed, John Cale, Jackson Browne og Tim Hardin. Nico bifaldt ikke ubetinget sit Tom Wilson-producerede debutalbum og udtalte med sin karakteristiske germanske røst i 1981: ”The first time I heard the album, I cried and it was all because of the flute”.
Så var der straks tale om kunstneriske landvindinger af helt andre dimensioner på The Marble Index og Desertshore, hvor Nico selv stod for tekst og musik. I takt med sit eskalerende heroinmisbrug fik hun sværere og sværere ved at opretholde samme kunstneriske niveau, og pladerne Drama of Exile (1981) og Camera Obscura (1985) var ikke så vellykkede.
Nico levede gennem sit liv nærmest som nomade, talte mange sprog og så sig selv som boheme med rødder i 1800-tallets romantik. Hun blev født i Tyskland, boede i Italien og Frankrig i 1950’erne, i Amerika i 1960’erne og senere i sit liv i Manchester og London. Hun døde 18. juli 1988 på en ferie med sin søn Ari på Ibiza. Efter i over 15 år at have været afhængig af heroin, var hun i metadonbaseret terapiforløb og var begyndt at motionere på cykel. Det var på en af sine cykelture at Nico fik et hjerteanfald, slog hovedet i faldet fra cyklen og aldrig rejste sig igen.
En af rockens mest enigmatiske og særegne sangerinder var død og inspirerede senere store navne som Siuoxsie and the Banshees, Björk, Morrissey, Bauhaus og Patti Smith.
Diskografi solo:
1967: Chelsea Girl
1969: The Marble Index
1970: Desertshore
1974: The End…
1981: Drama of Exile
1985: Camera Obscura
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar