Facebook Voks uge 29

af Dennis Otte

19. juli 2013

Queen-guitaristen BRIAN MAY bliver i dag 66 år. I den forbindelse bringer vi en top 10 over facts om musikeren.

1. Udover at være en stilskabende guitarist, skrev May mange sange til Queen, bl.a. ”We Will Rock You”, ”Save Me” og ”Who Wants To Live Forever”. Han var også hovedsangskriver på ”The Show Must Go On”.

2. May er uddannet astrofysiker. Han påbegyndte sin Ph.D. allerede i starten af 70’erne, men efter Queen tog fart, neddroslede han studiet og blev først Ph.D. i 2007.

3. I 2008 fik han en asteroide opkaldt efter sig: Asteroid 52665 Brianmay.

4. May har udgivet fire soloalbums; Star Fleet Project (’83), Back to the Light (’92), Another World (’98) og Furia (’00, soundtrack).

5. Han benytter oftest sin hjemmebyggede elektriske guitar, som han har døbt “Red Special”.

6. May figurerer som nr. 26 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste guitarister nogensinde. På Planet Rocks liste ligger han nr. 7 og på Guitar World stemte bladets læsere ham ind på en flot andenplads.

7. May er dyreaktivist og har oprettet organisationen Save Me, som arbejder for generel dyrevelfærd og overholdelse af jagtbestemmelser.

8. Han fik i 2005 en CBE (Commander of the Most Excellent Order of the British Empire) for sit arbejde i musikindustrien samt velgørenhedsarbejde.

9. May stiftede sit første band, Smile, i 1968. Trommeslageren Roger Taylor, som også senere tog sig af trommerne i Queen.

10. May dannede i oktober 1991 The Brian May Band. Materialet var hovedsageligt fra Mays soloplader og de nåede kun at indspille en liveplade, Live at the Brixton Academy (’93), inden de gik i opløsning i samme år.

21. juli 2013

I disse år udgiver nogle af rockens største navne deres SELVBIOGRAFIER. I den næste tid vil vi bringe anbefalinger af disse til sommerlæsningen.

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL I

Eric Clapton: Clapton: en selvbiografi. 400 sider. 2007.

Eric Clapton (f. 1945) er nu om stunder en af verdens fremmeste fakkelbærere af den mere traditionelle del af bluesmusikken; fast forankret i Robert Johnson, hvis sange han i 2004 fornemt indspillede på pladen Me and Mr. Johnson. Men han var været omkring, den gode Clapton; allerede inden han i 1970 debuterede overbevisende med sin første soloplade, Eric Clapton, havde han haft hvad mange med rette vil betegne som sin storhedstid.

Som en af de vigtigste engelske guitarister i 1960’erne havde han sat sit umiskendelige præg på store grupper som The Yardbirds, John Mayall & The Bluesbreakers, The Powerhouse, Cream, Blind Faith og Delaney, Bonnie & Friends. Udover disse grupper arbejdede Clapton mere flygtigt – somme tider blot ved enkelte lejligheder – sammen med John Lennon, The Beatles, The Rolling Stones, The Band, George Harrison og utallige andre.

Claptons touch er tilnærmelsesvist allestedsnærværende i den engelske rock fra 1960’erne.

Efter solokulminationerne med først 461 Ocean Boulevard (1974) og Slowhand (1977) er Clapton efter min mening stagneret en smule; bevares, der er kommet fine albums, men udviklingen er det så om så med. Her gælder indvendingen om at være tro imod bluestraditionen ikke: mange af de store bluesmænd og –kvinder som Clapton står på skuldrene af og hyppigt citerer og fortolker, var garanter for den udvikling i bluesmusikken som er skyld i, at vi i dag kan opdele blues i et væld af undergenrer og fusioner med andre genrer; noget Clapton jo selv var foregangsmand for i 1960’erne. Nuvel, kun de færreste kan forny sig og holde sig på toppen i 50 år, og Clapton har da også cementeret sin position som bluesens grå eminence. Tager man de i selvbiografien udpenslede beretninger om alkohol- og stofmisbrug i betragtning, skal vi være glade for, at han overhovedet stadig lever og udgiver plader. For det er en betydelig selvbiografi men en både rørende og yderst informativ gennemgang af karriere, kollegaer, kærlighed og katastrofer Clapton udgav i 2007 – faktisk en af de bedste i disciplinen fra en så indflydelsesrig musiker. Hjerteskærende fortælles om den fireårige søn Conors død ved fald fra et vindue fra 53. sal, Claptons alvorlige alkoholisme og den følgende oprettelse af sit eget rehabiliteringscenter for stof- og alkoholafhængighed, Crossroads Centre. Og vejen frem til den tørlagte tilværelse, hvor han nu, i sit 50 års jubilæumsår efter et par årtier uden alkohol, udgav pladen Old Sock (2013) – titlen på foranledning af David Bowie: efter dennes fine comeback i år var Clapton blevet imponeret over førstesinglen, ”Where Are We Now” og skrev til Bowie og lykønskede ham. De to legender har aldrig kendt hinanden (ret godt) privat, men Bowie replicerede i jovial tone: ”thank you for the shout-out, old sock!”, hvorefter Clapton, efter på en ferie at have taget et foto af sig selv med sin mobiltelefon, straks valgte af lade sit nye album, med omtalte foto som cover, døbe Old Sock!

21. juli 2013

NYT ALBUM FRA PAUL MCCARTNEY

McCartney sender splinternyt album på gaden i midten af oktober 2013. Derudover en single allerede i september.

Det er 6 år siden McCartney sidst har udgivet et regulært studiealbum med lutter eget materiale (Memory Almost Full), ser man bort fra den McCartney-komponerede ballet, Ocean's Kingdom fra 2011. På hans seneste udspil, den fine standards-plade Kisses on the Bottom, har han også et par fornemme selvskrevne numre med.

Herudover forlyder det, at halvdelen af et Fireman-album (McCartney og Youth) skulle være indspillet med henblik på nyt album 2014-2015.

Paul McCartney påbegynder dette efterår sin verdensturné, "Out There".

22. juli 2013

GEORGE CLINTON (f. 1941) bliver i dag 72 år.

Amerikanske Clinton er, sammen med James Brown og Sly Stone, blandt de mest innovative funkmusikere verden har set. Som sanger, sangskriver og bandleder er han især kendt som primus motor i de to funkbands Parliament og Funkadelic, som vandt stor popularitet i 1970’erne. De to bands bestod hovedsageligt af de samme medlemmer, men hvor Parliament med sin blødere r&b-orienterede funk stod overfor Funkadelics mere rå og rockede funk. Clinton arbejdede i en periode i 1960’erne som sangskriver hos Motown udover at have sit eget band, The Parliaments – som efter juridiske forviklinger ikke måtte kalde sig dette og transformeredes til Funkadelic. Da det juridiske igen var udredt, blev også Parliament stiftet. De to bands udgav med deres mikstur af Jimi Hendrix, Sly and the Family Stone og især James Brown over 40 singler, hvoraf tre blev nr. 1, foruden en række skelsættende og genredefinerende albums.

I starten af 1980’erne gik Clinton solo og har udgivet over 20 albums og medvirket på plader med så forskellige navne som Michael Bolton, Prince, Ice Cube, Snoop Dogg, 2Pac blandt mange flere, og har produceret albummet Freaky Styley for Red Hot Chili Peppers. Sammen med James Brown regnes Clinton for en af de mest samplede musikere nogensinde.

Clinton blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Parliament-Funkadelic.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.