søndag den 11. august 2013

Facebook voks uge 32

af Dennis Otte
4. august 2012

Det er i dag 102 år siden at verdens måske bedst kendte jazzmusiker gennem tiderne, LOUIS ARMSTRONG, blev født i New Orleans. 

I den forbindelse fokuserer vi her ganske kort på ”Satchmos” forhold til Danmark. 


Louis Armstrong gæstede hele 10 gange Danmark for at give koncerter – ofte flere koncerter pr. besøg. Første gang så tidligt som 1933, hvor han blev modtaget på Københavns Hovedbanegård af blandt andre den danske jazzmusiker Leo Mathisen; denne begivenhed er foreviget på fotografiet ovenfor. 

Ved besøget i 1933 gav han hele 8 udsolgte koncerter i Tivoli samt 2 i Odense. Armstrong afsatte også tid til at medvirke i et dansk lystspil; ”København, Kalundborg og - ?” (i biograferne 1934), hvor han optrådte i den vellignende rolle som garvet showmand og orkesterleder. I filmen medvirkede bl.a. Ludvig Brandstrup, Ib Schønberg og Arthur Jensen. I 1959 var der igen bud efter verdensstjernen i en dansk film: ”Kærlighedens Melodi”, hvor også danske Nina & Frederik, Karl Stegger, Jørgen Ryg (som jo selv var trompetist) blandt mange andre medvirkede.

Armstrong var regelmæssigt i Danmark (1933, 1949, 1952, 1955, 1956, 1957, 1959, 1961, 1962, 1967) og spillede i KB Hallen, Odd Fellow Palæet, Falkonercentret og Tivoli, men nåede også at blæse danskerne et stykke i både Odense, Aarhus og Aalborg.

Efter en opvækst i fattigdom blandt kriminelle og prostituerede blev han som 12-årig anbragt på opdragelsesanstalt og modtog sin første musikundervisning. Han forlod i 1922 New Orleans til fordel for et job som kornettist i King Olivers Creole Jazz Band i Chicago. Efter debuten på grammofonplade i 1923 gjorde den unge Armstrong sig for alvor bemærket som orkesterleder i sine Hot Five og senere Hot Seven i sidste halvdel af 1920’erne. Han blev stildannende og skoledannende som jazzens første væsentlige solist og opfandt (ved tilfældets magt, da sangteksten under pladeindspilning røg af stativet) sangformen scat, som han blev vidt berømmet for. 

Bredest offentlig popularitet har Armstrong fået med sine varmt indlevende fortolkninger af tidens populære melodier afsunget med den karakteristiske sprøde stemmeføring og frasering.


9. august 2012

WHITNEY HOUSTON ville i dag være blevet 50 år. 

I den forbindelse bringer vi en liste over 10 ting du måske ikke vidste om sangerinden.







1. 
Hun har udsendt 6 studiealbums og medvirket i 6 film. Herudover julealbum og soundtracks.

2.      
Som den eneste artist nogensinde har Whitney haft hele syv #1 hits på Billboard Hot 100 i træk. Da hun i 1985 debuterede med sit selvbetitlede album, blev pladen det bedst sælgende debutalbum nogensinde fra en kvindelig artist.
  
3.     
 Whitney opvoksede i New Jersey i en særdeles musikalsk familie: hendes mor var gospelsangerinden Cissy Houston, hendes kusiner var Dionne Warwick og Dee Dee Warwick, hendes gudmor var Darlene Love og Aretha Franklin var så nær en ven af familien at Whitney kaldte hende sin tante. Således fik Whitney soul, r&b, pop og gospel ind med modermælken.

4.      
Som 11-årig begyndte hun at optræde solo i New Hope Baptist Church’s børnekor, hvor hun lærte at spille klaver. Herudover optrådte hun senere ved enkelte lejligheder med sin mor på scenen, når Cissy havde sin teenagedatter med på klubturne.

5.  
Som 14-årig startede hun en karriere som korsanger på forskellige pladeudgivelser, herunder singlen ”Life’s a Party” med Michael Zager Band (1977) og ”I’m Every Woman” med Chaka Khan (1978).

6.     
Whitney stiftede i 1989 The Whitney Houston Foundation For Children med det formål at rejse midler til nødlidende børn, herunder hjemløshed, kræft eller AIDS.

7.     
I 2001 underskrev Whitney den største pladekontrakt nogensinde i musikkens historie. Kontrakten var med Arista/BMG og lød på 100 millioner dollars.

8.      
”I Will Always Love You” er næsten en signatursang for Whitney, men sangen blev oprindelig skrevet og indspillet af Dolly Parton i 1973 og udsendt på albummet Jolene i 1974.

9.      
Ifølge Guinnes World Records er Whitney den mest prisbelønnede sangerinde nogensinde: i 2010 optaltes hendes awards til i alt 415 statuetter. Heriblandt 30 Billboard Music Awards, 22 American Music Awards, 6 Grammy Awards og 2 Emmy Awards.

10. 
Hvis man skulle betvivle Whitneys indflydelse og betydning, kan man blot se på listen over kvindelige arvtagere, der har udpeget hende som stor inspirationskilde: Kelly Clarkson, Britney Spears, Celine Dion, Mariah Carey, Christina Aguilera og talrige andre. 


7. august 2012

ROCKBIOGRAFIER Vol IV:

Ozzy Osbourne: I Am Ozzy. 415 sider. 2012.

Uanset om du er Ozzy-fan, Black Sabbath-discipel eller generelt til heavy metal, så vil du elske denne veloplagte og usandsynlige selvbiografi. Usandsynlig fordi den - som Ozzy allerede er inde på i de første sider, inden bogen går rigtig i gang – er skrevet af en mand, som ikke troede at kunne huske noget som helst, og som mange betragter som en omvandrende reality-bedstefar, som MTV-generationen kan grine af. 

I denne bog genvinder Ozzy Osbourne sin værdighed og status, i det omfang man altså måtte mene, han havde mistet disse: man griner med ham og ikke af ham. Ozzy styrer suverænt hvornår der skal grines og hvornår der skal grædes. Og der er rig lejlighed til begge dele gennem dette fantastisk morsomme, gruopvækkende, angstmartrede, kærlige, sindssyge, familiære, og ekstremt læseværdige vidnesbyrd fra et liv i overhalingsbanernes nødspor.

Fra teenageårene som latterligt elendig kriminel med fængselsstraf til følge, ordblindhed, de første musik-kickstartende Beatles-singler og endelig – efter alle disse nederlag og ydmygelser – musikkens katharsis og frelse. Når der altså ikke lige skydes hele hønsegårde i vildt alkoholiseret nervesammenbrud, sniffes baner på bredde med guitarens gribebræt, når tømrermændene og refleksionen sætter nådesløst ind og venner og bandmedlemmer dør i natlige flystyrt. Eller hovedpersonen selv – i bogstaveligste forstand – brækker halsen i høj fart fra firhjulet motorcykel og ender i coma. 

Osbourne er trods alt dette uhøjtideligheden og ydmygheden selv. Dramaerne fortælles nøgternt og uden selvynk, men med kærligt blik for den frelsende forsoner i skikkelse af hustru, manager og partner in crime, Sharon Osbourne. Og så ikke et ord om flagermus i denne boganbefaling; det står alt sammen at læse i Ozzys hæsblæsende rørende erindringer.

10. august 2012

Hvordan ville det mon lyde, hvis 10 AF LANDETS BEDSTE GUITARISTER alle leverede deres solo på ét og samme nummer, én efter én? 

Tanken er ikke længere en hypotetisk drengedrøm, når guitarrødderne Søren Andersen og Mika Vandborg den 9. september i år udgiver deres fælles plade ELECTRIC GUITARS.

Udover d’herrer selv medvirker et sandt overflødighedshorn af danske guitarlegender – hvoraf det største scoop velsagtens er den gamle Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee, som lagde musikken på hylden i 1991 for at hellige sig sin malerkunst og sine skulpturer.

De øvrige guitarister på albummets tolvte sang, ”Hero Of Mine”, er i kronologisk rækkefølge:

Solo 1: Mika Vandborg
Solo 2: Søren Andersen
Solo 3: Per Møller
Solo 4: Poul Halberg
Solo 5: Billy Cross
Solo 6: Jacob BinzerSø
Solo 7: Tim Christensen
Solo 8: Franz Beckerlee
Solo 9: Uffe Steen
Solo 10: Jens Runge
Solo 11: Aske Jacoby
Solo 12: Mikkel Nordsø

Udvælgelsen beroede på, at guitaristerne hver især skulle have betydet noget særligt for Andersen og Vandborg. De skulle, efter Vandborgs udsagn, have haft en effekt på dem og de skulle have haft en oplevelse med dem.

En sådan idé er aldrig før ført ud i livet i dansk rock, men kan minde om Paul McCartneys ”Rockestra Theme” fra 1979-albummet Back To The Egg, hvor et festfyrværkeri af stjernestøv medvirkede på deres respektive instrumenter: bl.a. David Gilmour, Hank Marvin, Pete Townshend, John Bonham, John Paul Jones, Gary Brooker, Paul McCartney og mange andre. 

Pladen Electric Guitars udkommer 9. September 2013 på CD og LP fra Target Records.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar