mandag den 26. august 2013

Facebook voks uge 34

af Dennis Otte
21. august 2013


JOE STRUMMER (John Graham Mellor, 1952-2002) ville i dag være fyldt 61 år.
Strummer er bedst kendt som forsanger og rytmeguitarist i punkgruppen The Clash, med hvem han udsendte seks regulære albums fra 1977 til 1985. Undervejs med udvikling fra den rene simple punk til senere klædeligt at implementere elementer som reggae, ska, rockabilly og et hav af andre stilarter – mest demonstrativt på den tredobbelte LP Sandinista fra 1980. The Clash nåede manegen rundt: fra små punkspillesteder med indforstået følge og materiale af stærkt politisk tilsnit til store stadionkoncerter og radiohits på begge sider af Atlanten. Dog altid med en vis portion integritet i behold.
Inden The Clash var Strummer medlem af gruppen The 101ers og havde senere i soloårene de to backingsbands Latino Rockabilly War og - op til sin pludselige død af en uopdaget hjertefejl – The Mescaleros. I starten af 1990’erne var Strummer tilmed kortvarigt frontmand for The Pogues, da deres ikoniske forsanger Shane MacGowan forlod bandet grundet sine massive alkoholproblemer. Udover soloalbums og soundtracks nåede Strummer også at fungere som radiovært og skuespiller.
Joe Strummer blev posthumt, sammen med The Clash, optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. 

21. august 2013


SID BERNSTEIN er død, 95 år gammel.
Den legendariske koncertarrangør og impresario var den første i verden til at arrangere store stadionkoncerter og stod ligeledes bag den første rockkoncert i Madison Square Garden. Som promoter var han den første, der fik The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Moody Blues og et hav af andre engelske navne til USA. På denne måde var han en afgørende brik i the ”british invasion”. Han var koncertarrangør for alle fra Frank Sinatra til Jimi Hendrix og det er ikke en overdrivelse at sige, at han ændrede musikindustrien i sine velmagtsdage. 







23. august 2013


KEITH MOON (1946-78) ville i dag være fyldt 67 år. Moon var en ganske afgørende force i et af alle tiders største rockband, The Who: ligesom en stol har fire ben og ville tilte uden det ene, var hans originale, uortodokse og vanvittige spil noget nær uundværligt for bandets lyd. Dette skulle også vise sig efter hans død: bandet udgav et par plader uden stor succes og magien var væk. Moon’s trommespil var monumentalt. Hvor Ringo Starr’s force snarere var det solide backbeat og en distinkt lyd, der ikke kan købes for penge, tillod Moon sig at være lige så meget frontmand som Daltrey og Townshend og blev en rock and roll persona på højde med de allerstørste i branchen. Ørevoks bringer her en liste over 10 ting du måske ikke vidste om Keith Moon:  


1) Moon var stor fan af amerikansk surfmusik som fx Dick Dale (kender du ham ikke, tjek ham ud) og The Beach Boys.

2) Netop Dick Dale var blandt de mange gæster på Moon’s eneste soloalbum, verdens måske mest kitschede LP fra en seriøs rockstjerne, Two Sides of the Moon (1975), hvor hovedpersonen selv sang alle sange – heriblandt Beach Boys’ ”Don’t Worry Baby”. Øvrige medvirkende tæller fx Ringo Starr, David Bowie, Spencer Davis, Suzi Quatro, Klaus Voorman og Bobby Keys.

3) Blandt Moon’s forbilleder var den geniale jazztrommeslager Gene Krupa og rocktrommeslagere som DJ Fontana (Elvis Presley) og Tony Meehan (The Shadows).

4) Selvom man umiddelbart ikke skulle tro Moon var klassisk skolet, så tog han rent faktisk timer hos trommeslageren Carlo Little, der var med i en meget tidlig konstellation af The Rolling Stones og senere  Screaming Lord Sutch & The Savages og Cyril Davies All Stars.

5) I modsætning til samtidige trommeslagere som John Bonham (Led Zeppelin) og Ginger Baker (Cream) kunne Moon ikke fordrage trommesoloer. For at drille ham, og måske af musikalsk nysgerrighed, besluttede det øvrige band ved en koncert at stoppe med at spille pludseligt og overlade pladsen til en trommesolo. Moon stoppede imidlertid også brat og råbte: ”drum solos are boring!”

6) Pete Townshend var som bekendt hovedsangskriver i The Who, men Moon’s bidrag til sangskrivningen omfatter følgende 7 kompositioner: ”I Need You” (som han også synger), ”Cobwebs and Strange”, ”In The City”, ”Dogs Part Two”, ”Tommy’s Holiday Camp”, ”Waspman” og ”Girl’s Eyes”.

7) Hvor Townshend’s bevæggrunde for at smadre sit instrument var en del af hans auto destructive art, havde Moon mere jordnære motiver for at smadre sit trommesæt; det var simpelthen sjovt. Var knofedt ikke nok, supplerede han gerne med eksplosiver og havde under TV-udsendelsen ”Ready Steady Go!” fyldt så meget krudt i stortrommen, at Townshend fik lagt kimen til sin livslange høreskade.

8) Moon inspirerede angiveligt til navnet Led Zeppelin, da han i 1966 overvejede at forlade The Who og starte en supergruppe med John Entwistle og Jimmy Page. Forslaget blev stemt ned som en ”lead zeppelin”.

9) Det skete flere gange med års mellemrum at Moon besvimede under koncerter som resultat af massivt stof- og alkoholmisbrug. Under Quadrophenia-turnéen i 1973 besvimede han ind over sit trommesæt midt under ”Won’t Get Fooled Again”, blev båret ud af roadies, fik en hurtig indsprøjtning cortisone og kunne spille en halv time mere, inden han én gang for alle gik ud som et lys under ”Magic Bus”. Townshend spurgte publikum om nogen kunne spille trommer – og en lokal trommeslager hoppede spontant op på scenen og spillede resten af koncerten.

10) Moon’s excentriske adfærd, showmanship og humor kom til udtryk i en række kuriøse filmroller, bl.a. Frank Zappa’s 200 Motels og Buddy Holly-filmen That’ll Be The Day.

25. august 2013

I morgen, mandag 26. august, udkommer det fjerde og længe ventede album fra skotske FRANZ FERDINAND. Opfølgeren til 2009’s Tonight-album har fået titlen Right Thoughts, Right Words, Right Action og lægger sig i naturlig forlængelse af de tre foregående plader (foruden den fine dub-plade Blood fra 2009), der både er forsøgt karakteriseret som ”indie”, ”post punk”, ”dance punk” og ”new wave” – Franz Ferdinand lyder dog fortsat hovedsageligt som sig selv og er selvrefererende frem for – som fx Coldplay – hovedløst at jagte den til enhver tid mest populære lyd. Dette tjener Alex Kaprano og hans kumpaner til ære på et fornemt album, der ganske vist ikke lever op til den mesterlige debut fra 2004, hvilket da også ville være lidt af en bedrift al den stund debuten vitterligt er et af forrige årtis mest friske pust på en stadig hensygnende alternativ rockscene.
Dengang for snart 10 år siden havde medlemmerne netop fået deres første instrumenter og havde lært sig selv at spille med en hensigtserklæring om at lave musik, der kunne få de unge damer på dansegulvet. Dette synes stadig at være opskriften, men der er, ligesom på de to foregående albums, føjet stadig nye nuancer og aspekter til det selvproducerede lydbillede. Det er fornemt, velspillet, oplagt, intelligent og tounge-in-cheek med dét ekstra lag, der har gjort Franz Ferdinand til det måske mest postmoderne band efter årtusindeskiftet. Alene navnet! Det rigt varierede album er kun 35 minutter langt, rummer 10 velskrevne og velleverede numre, hvoraf afslutningsnummeret, ”Goodbye Lovers & Friends” giver tydelige associationer til Talking Heads og David Byrne – hvilket bestemt er positivt ment. ”Evil Eye” er årgangs-Franz Ferdinand, titelnummeret og ”Love Illumination” er som de to første singler fra pladen begge slagkraftige dansable perler og ”Stand on the Horizon” har klare disco-reminiscenser. Den lydmæssige legesyge i ”The Universe Expanded” og ”Brief Encounters” bør også fremhæves. 

Right Thoughts, Right Words, Right Action er produceret af bandet selv og udkommer på selskabet Domino som digitalt download, CD, deluxe limited edition dobbelt CD, LP og deluxe dobbelt LP. Bonus-pladen er i LP- såvel som CD-versionen en live session optaget i Konk Studios i London og har fået titlen Right Notes, Right Words, Wrong Order.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar