torsdag den 5. september 2013

BOB DYLAN: Another Self Portrait (1969-1971), The Bootleg Series Vol.: 10. Anmeldelse.

af Dennis Otte
Læser De liner notes, kære læser? Altså den tekst i den lille booklet, der somme tider ledsager en pladeudgivelse. Oftest er disse holdt rent informativt og er yderst sparsomme. Andre gange – især i bokssæt eller genudgivelser og opsamlinger – kan liner notes antage karakter af små værker i sig selv og være en ikke ubetydelig del af nydelsen omkring en plade.
Hvorfor trætter jeg nu med det, når det skulle handle om den nye og fremragende udgivelse fra Bob Dylan; Another Self Portrait (1969-1971), The Bootleg Series Vol. 10? Jo, fordi også denne udgivelse rummer fremragende liner notes og på fornem vis slutter cirklen tilbage til dengang de oprindelige tre plader fra perioden udkom: Nashville Skyline, Self Portrait og New Morning. Hvis den førstes favntag med countrymusikken og Dylans bløde indsmigrende stemme vakte (i første omgang negativ) opsigt, så var det et sandt ramaskrig, der gik igennem fanskaren, da Self Portrait udkom året efter. ”WHAT IS THIS SHIT?”, spurgte en forbavset og fortørnet Greil Marcus i overskriften til sin anmeldelse i Rolling Stone. Nu, 43 år efter, har den amerikanske forfatter, musikskribent og kulturjournalist modereret sit sprog og revurderet sit syn på pladen (og Dylan-perioden):
“Listening to this collection of Bob Dylan’s demos, undubbed masters, alternate takes, New Morning arranging experiments (”If Not For You” with a gypsy violin? Sure. “Sign on the Window” with strings? How about a harp? “New Morning” with “Got to Get You Into My Life” horns? Why not?), and other performances from 1967 to 1971, but focusing mostly on 1970, the year Self Portrait and New Morning were made – I’m tempted to immediately dive back into the burr of some of the songs, to get lost in the tangles of the previously unheard versions (….) There are rivers of voices here – passionate, crafty, plumy, probing, hollowed-out…”
Det er nu ikke fordi Greil Marcus komplet har vendt på en tallerken og nu ukritisk skamroser; han skriver detaljeret om såvel benovelse som forbehold og bringer en masse god information til torvs. Og jeg er enig med ham meget langt hen ad vejen. Det er virkelig en fremragende udgivelse, der med intet mindre end 35 sange fordelt på to plader (i normaludgaven) bringer et sandt overflødighedshorn af ikke tidligere udsendt materiale, gamle kendinge i demoversioner, med og uden diverse overdubs, alternative takes og en live version af klassikeren ”Highway 61 Revisited” fra Dylans koncert på Isle of Wight med The Band fra august 1969. Denne sang burde måske ikke være inkluderet; den er som bekendt fra 1965 fra en stilmæssigt ganske anden periode i Dylans oeuvre og virker lidt malplaceret på denne udgivelse – hvad andre koncertoptagelser fra samme koncert også gjorde på den oprindelige Self Portrait-plade fra 1969, hvilket var medvirkende til at give indtrykket af rodebutik. Alternativt kunne man have udsendt en live plade fra koncerten. Årsagen er nok, at selvom det var en historisk koncert af flere grunde (Dylan havde ikke optrådt live længe og Isle of Wight er i dag en legendarisk festival), så er det næppe mange der mener, at Dylan den dag levede op til sit ry og niveau.

Højdepunkter
Et helt stort højdepunkt på denne dobbeltplade er imidlertid ”Pretty Saro”; en traditional som Dylan har arrangeret og som han aldrig har udsendt i nogen version før nu. Hvilket siger en hel del om, hvor stor en skattekiste af uudgivet materiale Dylan har haft og stadig har liggende. Han er notorisk kendt for at være svær at blive klog på i et pladestudie: flere har gennem årtierne påpeget, at man endelige ikke måtte rose en sang for meget – så gad Dylan nemlig slet ikke have den med på pladen! Om nogen skamroste ”Pretty Saro” i sin tid, skal jeg være usagt. Men det blev skæbnen for mesterværker som fx ”Blind Willie McTell” og ”Series of Dreams”, der blev fravalgt på de regulære studiealbums for årtier senere at dukke op på den første (tredobbelte) bootleg i den serie som hermed har givet sin tiende afkast. I øvrigt alle med rigt informative og velskrevne liner notes af forskellige musikskribenter. Dette gælder i øvrigt ikke kun den mere end fremragende og imponerende serie af officielle bootlegs; der tegner sig samme omhyggelige kærlighed til gode liner notes (om end i noget kortere format) i en lang række af Dylans regulære albums. Nashville Skyline har endda liner notes af selveste Johnny Cash på bagsiden. Cash, som i perioden sang en lang række duetter med Dylan og inviterede ham med i sit populære The Johnny Cash Show - en Bob Johnson-produceret udgave af den klassiske Dylan-sang ”Girl From the North Country” indleder Nashville Skyline. Og nu vi er ved Nashville Skyline og højdepunkter fra den nye plade, så må versionen af den mesterlige ”I Threw It All Away” fremhæves. Bedst som man troede originalen ikke kunne toppes! På spørgsmålet om, hvilken sang han ville ønske, han havde skrevet, svarede Nick Cave engang straks: ””I Threw It All Away” by Bob Dylan!”.
Af andre ikke tidligere udgivne sange (som ikke ”blot” er andre versioner af tidligere udgivne sange, men sange, som Dylan aldrig før i nogen version officielt har udgivet) bør også fremhæves:
“Spanish is the Loving Tounge” (traditional arrangeret af Dylan)
“Annie’s Going to Sing Her Song” (Tom Paxton)
“Railrow Bill” (traditional arrangeret af Dylan)
“Thirsty Boots” (Eric Anderson)
“This Evening So Soon” (traditional arrangeret af Dylan)
“These Hands” (Eddie Noack)
“Working on a Guru” (Bob Dylan)  - med George Harrison på guitar!
“Bring Me A Little Water” (traditional arrangeret af Dylan)
“Tattle O’ Day” (traditional arrangeret af Dylan)

Sidst men ikke mindst skal den i plademæssig sammenhæng relativt sjældne “When I Paint My Masterpiece” også nævnes. Her i en demoversion kun udsat for Dylan og hans klaver. Blandt musikerne på indspilningerne er gengangerne bl.a. så talentfulde folk som David Bromberg, Al Kooper, Garth Hudson, Rick Danko, Charlie Daniels og Russ Kunkel.

De øvrige officielle bootlegs
Til sidst blot et kort signalement af de øvrige bootlegs i serien, alle smukt illustreret med fotos fra de respektive perioder og minutiøse informationer:
The Bootleg Series Vol.: 1-3: Rare & Unreleased 1961-1991 (1991). Uundværlig i enhver Dylan-samling.
The Bootleg Series Vol.: 4: Bob Dylan Live 1966 (1998). En af de vigtigste rockhistoriske koncerter!
The Bootleg Series Vol.: 5: Bob Dylan Live 1975 (2002). Koncertoptagelser fra The Rolling Thunder Revue, hvor Dylan sammen med andre musikere og digtere rejste som en karavane med rockcirkus i bedste americana-stil.
The Bootleg Series Vol.: 6: Bob Dylan Live 1964 (2004). Den tidlige akustiske Dylan live. Inkl. sjældenheder på repertoiret.
The Bootleg Series Vol.: 7: No Direction Home (2005). Soundtrack til Martin Scorseses dokumentarfilm om Dylan af same navn. Indeholder bl.a. meget tidlige sjældenheder.
The Bootleg Series Vol.: 8: Tell Tale Signs. Rare & Unreleased 1989-2006 (2008). Rummer tidlige versioner af senere kendte numre, særdeles oplagte live versioner og ikke tidligere udsendte numre.  
The Bootleg Series Vol.: 9: The Witmark Demos 1962-1964 (2010). Demoindspilninger af klassiske Dylan-sange og sjældenheder for Leeds Music og M. Witmark & Sons.


1 kommentar: