Facebook voks uge 36

af Dennis Otte

2. september 2013

Den amerikanske avantgardemusiker JOHN ZORN fylder i dag 60 år.

Zorn er komponist, producer og multiinstrumentalist. Udover hovedinstrumentet altsaxofon mestrer han fx klarinet, fløjte, trommer, keyboard, bas, theremin og sang. De genremæssige favntag er lige så mangfoldige og har i årenes løb resulteret i jazz, klassisk (herunder kompositioner for kammermusik), metal, hardcore punk, rock og alskens impro. 

Zorn var en hovedfigur i den såkaldte punk jazz, som også talte navne som bl.a. Lounge Lizards og James Chance and the Contortions. Han gjorde sig først gældende i downtown-scenen i New York City fra 1970’erne og frem og har senere arbejdet 10 år i Japan fra 1986-96.

Zorn er en usædvanlig musiker på mange parametre. Også det kvantitative er bemærkelsesværdigt: Zorn har udgivet 56 regulære soloalbums. Valgslægtskaberne og hilsnerne til andre kunstnere er tydelige helt ud i albumtitlerne, der fx hedder Rimbaud, Duras: Duchamp, Godard/Spillane eller Nova Express og Interzone (med reference til Burroughs). Hertil kommer eksempelvis en hel plade, Spy vs Spy, hvor Zorn fortolker Ornette Colemans musik. Han medvirker på lige under 60 plader med andre kunstnere. Over 20 albums er blevet til i samarbejdende konstellationer, bl.a. en række plader med Fred Frith. Læg hertil knap 150 plader i kategorierne live-plader, filmmusik og ikke mindst bandorienterede plader med bl.a. grupperne Naked City, Painkiller og Masada.

Ørevoks anbefaler dokumentarfilmen A Bookshelf on Top of the Sky: 12 Stories About John Zorn fra 2002. 

7. september 2013

SONNY ROLLINS er en af jazzens sidste store kæmper. Han bliver 83 år i dag. Han har skrevet mange kompositioner som er blevet klassikere i jazzen og har spillet sammen med gud og hver mand – mere end blot et par guder, faktisk. Engle med indlagt dæmoni i deres spil. Innovatorer i en tid, hvor jazzen totalt ændrede udtryk hvert årti.

Theodore Walter Rollins blev født i New York City i 1930. Han startede som pianist, blev så alt saxofonist, men har fra 1946 gjort tenor saxofonen til sit instrument - og er måske den fremmeste på det instrument overhovedet. Rollins karriere begyndte for alvor, da han som kun 19-årig i 1949 indspillede hard bop med Bud Powell, senere kom han for en kort bemærkning med i Miles Davis Quintet og udgav plade sammen med The Modern Jazz Quartet og spillede med excentrikeren Thelonious Monk (beboppens ypperste pianist og komponist til ikke så få standards). 

Det store gennembrud kom i 1953 med egne kompositioner som ”Doxy”, ”Oleo” og ”Airegin”. Inden da havde han også nået at spille med selveste Charlie Parker. Han spillede i The Clifford Brown-Max Roach Quintet og blev efter Browns tidlige død selv bandleder og udgav i 1956 milepælen Tenor Madness, hvor han havde lånt Miles Davis gruppe (Red Garland, Philly Joe Jones, Paul Chambers og John Coltrane). Herefter tog det fart i et sandt arbejdsraseri; over 50 regulære soloalbums er udkommet, en håndfuld live plader og et ocean af plader, hvor Rollins medvirker som sideman. Et af de mere kuriøse eksempler, som til gengæld nåede ud til en bred skare af musikfans, var hans medvirken på tre numre med The Rolling Stones på deres album Tattoo You (1981).

Rollins er den evigt nysgerrige musiker, der har udforsket bl.a. The Great American Songbook, latin, avantgarde, hard bop, bebop, r&b og funk. Han vandt en Grammy for bedste instrumentelle jazzalbum i 2001. Samme år opholdt den 71-årige Rollins sig få blokke fra de sammenstyrtende tvillingetårne og måtte flygte fra sin lejlighed – kun med sin saxofon!

Ørevoks anbefaler at lytte til pladerne Tenor Madness, Saxophone Colossus, Way Out West, East Broadway Run Down og The Bridge. Det kunne lige så vel have været fem andre: helt op til i dag udgiver Rollins stor musik.  

7. september 2013

Hans borgerlige navn var Charles Hardin Holley. Han figurerer som nr. 13 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste artister nogensinde. Han blev kun 22; døde i et flystyrt på vej fra en koncert til den næste. Don McLean’s ”American Pie”, om ”the day the music died”, handler om ham. Inden da havde han på kun halvandet år været en sand pioner i rock and roll med sit band The Crickets. Et band, der senere skulle inspirere The Beatles (helt ud i navnet, om end der var mange årsager hertil), Bob Dylan, The Rolling Stones og Eric Clapton. Både The Rolling Stones og Grateful Dead har spillet hans ”Not Fade Away” – Keith Richards overværede som teenager en koncert med ham. Det er naturligvis BUDDY HOLLY, som i dag ville være blevet 77 år.

Han vandt en lokal talentkonkurrence allerede som 5-årig: hans brødre havde lært ham at spille guitar, banjo og lap steel guitar. Han var tidligt optaget af bluegrass, country og senere rockabilly efter at have hørt Elvis live i hjembyen Lubbock i 1955. Allerede senere samme år havde Holly fået stablet en trio på benene og varmede op for Elvis. Senere åbnede han også showet for Bill Haley & His Comets.

Holly nåede at udgive tre albums i sin levetid. Udødelige sange som ”That’ll Be The Day”, ”Peggy Sue”, “Words of Love” og ”Not Fade Away” udgør en del af den arv, der var blandt de vigtigste fra den tidlige rock and roll, og hvor Holly skiller sig ud fra sine samtidige pionerer ved at være mere influeret af country end blues, om end han også optrådte med Little Richard og Chuck Berry og absolut ikke var døv overfor påvirkning herfra. Buddy Holly optrådte med The Crickets på det legendariske The Ed Sullivan Show 26. januar 1958. Bob Dylan har senere fortalt, at han oplevede Holly live blot to dage før flystyrtet.

8. september 2013

Fra San Francisco kommer en af disse års mest spændende noise rockere. Hans navn er TY SEGALL, han er født i 1987 og Ørevoks bringer her en anbefaling af garage-knægten, multiinstrumentalisten, singer-songwriteren, guitaristen, trommeslageren, lo-fi-punkeren, den psykedeliske Segall. En boullionterning af talent. Sin unge alder til trods, har han allerede udgivet mere end mange andre musikere når på et helt liv. 

Det er ikke nogen helt overskuelig opgave at danne sig et overblik over hans rigt facetterede output i diverse konstellationer med bands som Orange County, Fuzz, The Tradiotional Fools, Party Fowl, Sic Alps, The Perverts og The Epsilons. Han har udgivet otte soloalbums, EP’er med omtalte bands og live plader. Hvad Ty Segall i sin essens synes at være, er stramt spillet punk og garage retro med plads til eventyrlystne udforskninger af klang; et paradoks forenet i plader, som på én gang er både løse og faste og derfor bliver ved at drage med en herlig perversion for god støj. Han er både udfarende og introvert. Ofte samtidig. Er han en opdateret Syd Barett? Måske garneret med Sonic Youth? Noget i hans spraglede og alligevel helt nøgterne udtryk minder om Syd. Der er en 60’er sound over de fleste af hans ting, samtidig med, at de lyder dugfriske og nutidigt relevante. Ja, faktisk som noget jeg meget længe har ventet på i en strøm af overvurderede og hypede ”indiebands” og ”alternative rockbands”, som efter få numre som regel afslører sig som ren attitude hvor vindueskarmen på daglig basis må tørres ren for døgnfluer, så man kan få udsyn - til en fyr som Ty Segall. Også mere afdæmpede og skrabede indspilninger klæder ham. Der synes hele tiden at være noget dobbelttydigt; noget mere, som ikke findes hos mange andre af tidens unge stjernefrø. Det skulle da lige være Mikal Cronin, som Ty samarbejdede med på pladen Reverse Shark Tank (2009).

Ørevoks anbefaler pladerne Lemons (2009), Melted (2010), Goodbye Bread (2011), Hair (2012) og Twins (2012).

Ty Segalls nye album, Sleeper, udkom 19. august i år og er (også) fremragende.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.