af Dennis Otte
 |
| Foto: Gaffa |
Lars Haagensen blev født i Sorgenfri, men flyttede i sine ungdomsår til Aarhus for at gå på Kunstakademiet.
Her dannedes et af dansk rockhistories mest skelsættende bands, Kliché, i 1977. De var imidlertid for danske forhold så langt fra klichéen, man kunne komme: borte var alle tidens gængse normer lige fra påklædning til musikalsk udtryk, sangteknik, tekstunivers og hele fremtoning. Det er nok svært helt at forestille sig i dag hvor provokerende de uniformerede, Mao-besyngende og mekaniske art rockere var. Det var ikke egentlig punk som man netop havde lært at kende fra især Sods, ej heller var det klassisk new wave – det var snarere en original fortolkning af tyske Kraftwerk, engelske Roxy Music og amerikanske Devo.
Teksterne var ofte lakoniske, nogle af dem oversættelser af Mao, hvilket kun bidrog til den almindelige forvirring: var de seriøse eller var det ironi? Og så den robotagtige fromtoning, perfekt koordineret i ens uniformer og et sangforedrag der var skiftevis apatisk og bowie’sk krukket. De snakkede aldrig til publikum fra scenen. Havde med Hugs eget udsagn ikke ”lyst til at besmudse vores musik med alt muligt vrøvl”.
Den første LP hed Supertanker og kom i 1980 – den anden og sidste, Okay Okay Boys, kom i 1982. Der var tilløb til en tredje, men den kom aldrig Måske godt det samme; Joy Division udgav også kun to regulære albums og måske var det godt for begges eftermæle at stå så knivskarpt i erindringen inden eventuelle mindre gode plader.
Hug skulle vise sig at holde toårsintervallet; han gik solo og udkom i 1984 med City Slang. En i dag ikonisk plade, der både er udpræget barn af sin tid, men som også har vist sig vedkommende for nye generationer. Den ordblinde Hug, som ellers ikke læste bøger, havde forelsket sig i digteren Søren Ulrik Thomsens debutsamling fra 1981 af samme navn og sat musik til digtene. Musikken blev til ud fra et selvopfundet tilfældighedsprincip, hvor Hug med terninger lod sig guide rundt i en akkordbog; en hjemmelavet opdatering af Burroughs og Gysins cut up teknik.
Herefter ventede en særdeles succesfuld tid som det brede publikums darling, stadig med inspireret og god musik, men i en mere bredt appellerende form på Kysser Himlen Farvel (1987). Han provokerede sit nye publikum ved til Roskilde Festival 1988 ikke at spille et eneste af sine store hits, men udelukkende levere engelske covernumre til en stadig mere buhende forsamling. Han kunne ikke tage sig selv alvorligt ved at blive ved at spille de samme crowd pleasers igen og igen.
Til sidst forbarmede han sig imidlertid og gav sin endnu ikke udsendte nyfortolkning af ”Kvinde Min”, som året efter udkom på den fejende flotte opdatering af al landsens popsange, Kopy (1989). Gamle slagere og dansktopnumre fik nyt liv og arrangement og nye nuancer og tolkninger åbenbarede sig i de gammelkendte travere. Stilen fra Kysser Himlen Farvel blev genoptaget på Blidt Over Dig (1992), hvorefter Lars Hug igen rykkede de musikalske teltpæle op og i 1996 udgav den jazzede easy listening plade, Kiss & Hug (From A Happy Boy) med egne engelsksprogede sange. Den blev i 2003 fulgt op af hans seneste plade, Save Me From This Rock’n’Roll, men fødselaren har lovet os nyt dansksproget materiale i 2014.
Kan man ikke vente så længe, kan man allerede fra i morgen se en udstilling af Lars Hugs malerier på Designmuseum Danmark i Bredgade, København.
Her dannedes et af dansk rockhistories mest skelsættende bands, Kliché, i 1977. De var imidlertid for danske forhold så langt fra klichéen, man kunne komme: borte var alle tidens gængse normer lige fra påklædning til musikalsk udtryk, sangteknik, tekstunivers og hele fremtoning. Det er nok svært helt at forestille sig i dag hvor provokerende de uniformerede, Mao-besyngende og mekaniske art rockere var. Det var ikke egentlig punk som man netop havde lært at kende fra især Sods, ej heller var det klassisk new wave – det var snarere en original fortolkning af tyske Kraftwerk, engelske Roxy Music og amerikanske Devo.
Teksterne var ofte lakoniske, nogle af dem oversættelser af Mao, hvilket kun bidrog til den almindelige forvirring: var de seriøse eller var det ironi? Og så den robotagtige fromtoning, perfekt koordineret i ens uniformer og et sangforedrag der var skiftevis apatisk og bowie’sk krukket. De snakkede aldrig til publikum fra scenen. Havde med Hugs eget udsagn ikke ”lyst til at besmudse vores musik med alt muligt vrøvl”.
Den første LP hed Supertanker og kom i 1980 – den anden og sidste, Okay Okay Boys, kom i 1982. Der var tilløb til en tredje, men den kom aldrig Måske godt det samme; Joy Division udgav også kun to regulære albums og måske var det godt for begges eftermæle at stå så knivskarpt i erindringen inden eventuelle mindre gode plader.
Hug skulle vise sig at holde toårsintervallet; han gik solo og udkom i 1984 med City Slang. En i dag ikonisk plade, der både er udpræget barn af sin tid, men som også har vist sig vedkommende for nye generationer. Den ordblinde Hug, som ellers ikke læste bøger, havde forelsket sig i digteren Søren Ulrik Thomsens debutsamling fra 1981 af samme navn og sat musik til digtene. Musikken blev til ud fra et selvopfundet tilfældighedsprincip, hvor Hug med terninger lod sig guide rundt i en akkordbog; en hjemmelavet opdatering af Burroughs og Gysins cut up teknik.
Herefter ventede en særdeles succesfuld tid som det brede publikums darling, stadig med inspireret og god musik, men i en mere bredt appellerende form på Kysser Himlen Farvel (1987). Han provokerede sit nye publikum ved til Roskilde Festival 1988 ikke at spille et eneste af sine store hits, men udelukkende levere engelske covernumre til en stadig mere buhende forsamling. Han kunne ikke tage sig selv alvorligt ved at blive ved at spille de samme crowd pleasers igen og igen.
Til sidst forbarmede han sig imidlertid og gav sin endnu ikke udsendte nyfortolkning af ”Kvinde Min”, som året efter udkom på den fejende flotte opdatering af al landsens popsange, Kopy (1989). Gamle slagere og dansktopnumre fik nyt liv og arrangement og nye nuancer og tolkninger åbenbarede sig i de gammelkendte travere. Stilen fra Kysser Himlen Farvel blev genoptaget på Blidt Over Dig (1992), hvorefter Lars Hug igen rykkede de musikalske teltpæle op og i 1996 udgav den jazzede easy listening plade, Kiss & Hug (From A Happy Boy) med egne engelsksprogede sange. Den blev i 2003 fulgt op af hans seneste plade, Save Me From This Rock’n’Roll, men fødselaren har lovet os nyt dansksproget materiale i 2014.
Kan man ikke vente så længe, kan man allerede fra i morgen se en udstilling af Lars Hugs malerier på Designmuseum Danmark i Bredgade, København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar