Gæstevoks: 6 digte af Anne Katrine Bagai

Månedens Gæst i Ørevoks er Anne Katrine Bagai. Trods sine kun 19 år har hun allerede skabt fundamentet for et forfatterskab, som vi spår bliver blandt de mest interessante i den unge danske litteratur i de følgende år. Sidste år vandt hun Danmarksmesterskabet i Novelleskrivning for unge og har fået publiceret noveller i følgende antologier:

• En buket blyanter – noveller af eleverne fra Brønderslev forfatterskole 2008.
• Ret og slet – Slet og ret – noveller og kortprosa af eleverne fra Brønderslev Forfatterskole 2010.
• Veje har altid tiltalt mig – 21 noveller udvalgt ved novelleskrivning for unge, 2012.
  
  

Hun spiller klaver og synger, har spillet teater og er netop nu i gang med at skrive sit første teaterstykke. Hun er meget aktiv i det århusianske poetry slam-miljø og har vundet flere konkurrencer. Ørevoks har her æren af at bringe 6 ikke tidligere bragte digte af den unge digter.

af Anne Katrine Bagai

tankeluder at gå direkte ind i mennesker og ud gennem rygraden de ånder med vægges mellemrum de krymper sig sammen og krøller sig om hinanden de skider lydløst har telefonmøder her kan man snakke i mobil og bruge ledninger som navlestreng deres stemmer knækker på midten jeg tager tilbage hvad der er mit og giver dem lyd til at råbe med og jeg har glemt støn, og alt det nogen gange kradser jeg mig selv på ryggen kattegatcenteret er en fisse når du spørger: hvad har du på lige nu? svarer jeg at jeg er iført dykkerdragt at jeg befinder mig under havet sammen med korallerne, muslingerne, sneglene når man skriger fyldes munden lungernes kapillærer eksploderer, læberne bliver blå jeg fandt rav i går. se vi kommer fra det samme vores rødder slår knuder i affektion og afstand jeg går i usonderet terræn og træder små dyr ned alle blade rasler provins efter festen, vælger jeg at gå forbi dit hus på vej hjem. jeg ser ind ad dine vinduer. forstår ikke at du bor der, at dine blodsprængte øjne kan kigge ud når som helst. så sætter jeg mig ned på hug, og pisser i din garage. jeg ser op. foran mig bevæger kaninerne sig rastløst rundt i deres bure. jeg kan høre dem trække vejret ud gennem lågerne. rødglidende rødglødende en granskov jeg er sgu da ligeglad er du ligeglad jeg er sgu da ligeglad måske forsvinder konteksten når man stirrer direkte ind i sol og kastanjetræer jeg er sgu da ligeglad måske forestiller jeg mig en nyre i vand i en montre måske forestiller jeg mig en forkrøblet dværg i et akvarium rødglødende rødglidende men 
når vi sidder der med blødkogte æg i bægre, og du åbner alle vinduer selvom det skærer mod huden, og insisterer på at efteråret ikke har sat sig helt fast endnu, og jeg kigger ind i dine grønne, brune, blå, grå, øjne, smiler et ubestemmeligt smil, og lader dig gøre det - så er jeg altid en skulptur, og ikke et menneske. (højest en af de der baby borns der kan skide mekanisk.)
måske råber jeg dit navn, måske mit eget, måske råber jeg: hvem er kvinden, hvem er manden, hvem er kvinden, hvem er manden. 
jeg vil nikke når du fortæller mig om et radioprogram, en krig, en politisk begivenhed. jeg vil tænke på at rejse væk i et blåt tog. vinden kan skifte retning, drivhuset kan eksplodere. så gør dog noget, for helvede, råber jeg ind i porcelænet.