ULIGE NUMRE. Koncertanmeldelse.

af Dennis Otte

Lånt fra Soundvenue

Diskante Numre? Dét var, hvad publikum til den halvintime koncert blev trakteret med i aften. Og det var næppe hensigten med det danske band Ulige Numres ellers glimrende fremførelser af Carl Emil Petersen og co.’s ungdomshymner. Det var simpelthen svært at høre ordene uanset hvor i den lille sal man befandt sig, og det er selvsagt ærgerligt, når man står med et af danskrockens nye funklende skud på stammen. Ikke blot stemmen var svær at dechifrere, de enkelte instrumenter endte alt for ofte i et grødet sammenrend, så man kun kunne ane, hvor habile Carl Emil Petersen (guitar), Nick Lee (bas), Teis Lindeskov Søgaard (trommer) og Jacob Ulstrup (keyboards) faktisk er på deres instrumenter. Guitaren var ensidigt støjende og man måtte i passager uhøfligt placere fingrene godt inde i ørevoksen. Jeg er stor fan af noise rock, og lykkes det, er det en ædel kunstart, men dette var ikke meningen og det var ganske enkelt ærgerligt og ødelæggende for oplevelsen. Hertil kommer, at det samlede lydlandskab druknede i det massive opbud af lyde, som bandet helt unødigt tilsatte. Dissonansen gjorde det ofte umuligt at bedømme musikernes indsats. 

Når dette er sagt, må Carl Emil roses for sit gennembrændende publikumstække og levende sangforedrag. Anekdoterne mellem numrene og forsangerens direkte henvendelse til mentorerne Nikolaj Nørlund (som har produceret bandet) og Mikael Simpson, som begge stod blandt publikum, var med til at etablere en uhøjtidelig fællesskabsstemning mellem orkester og publikum. Med sig på scenen havde Ulige Numre et velspillende amerikansk basunensemble, der, ligesom på pladen Nu Til Dags, løftede sangene ekstra. 

Lyden var upåklagelig under opvarmningen; det fine norske pigeband Razika, hvor alle fire medlemmer er jævnaldrende med drengene i Ulige Numre. Razika, der har to albums på bagen, leverede en flot opvarmning, hvor især den Hank Marvin-inspirerede lead guitar lød overbevisende.

Forbrændingen i Albertslund, 17. 10. 2013.