torsdag den 24. oktober 2013

Wied og bid

af Dennis Otte

I dag er 99 år siden den legendariske danske forfatter og samfundsrevser GUSTAV WIED (1958-1914) begik selvmord med cyankalium. Det skete absolut ikke i affekt; allerede som ung havde Wied nøje fastsat datoen for sit selvmord. Eneste afvigelse fra denne plan var, at det skete 13 år tidligere end først nedskrevet. Gæsterne til hans stort anlagte 56 års fødselsdag undrede sig nok over, hvor meget forfatteren gjorde ud af netop denne fødselsdag, når han aldrig plejede at markere selv sine runde fødselsdage med store fester, men de fleste tilskrev det nok hans sædvanlige excentriske adfærd. Wied vidste imidlertid selv, at netop denne fødselsdag var hans sidste.
Efter alt at dømme var Wied i sin barndom på proprietærgården i Nakskov udsat for pædofile overgreb begået af en i øvrigt stærkt religiøs barnepige. Disse hændelser, som Wied skrev om ved flere lejligheder, var på flere måder skelsættende for hans liv og forfattergerning; de indlejrede såvel hans skepsis for organiseret religion og den udtalte kønsforskrækkelse i ham, som ofte er blevet fortolket som rent kvindehad. Dette holder dog ikke stik; Wied var gift, fik en stor børneflok og havde mange nære både private og professionelle venskaber med kvinder – på trods af de kendte satiriske sentenser om kvindekønnet. Selv i sit selvmordsbrev angav han som årsag, at der alligevel intet var tilbage at leve for, nu da der var brudt en verdenskrig ud og kvinderne stod til at få stemmeret! Hvor mange andre har overskud til at være vittig i deres selvmordsbreve? Barndomsoplevelserne var også indirekte medvirkende årsag til Wieds livslange antiautoritære holdninger; han var flittig leverandør til det rebelske blad Københavneren, der stod i klar opposition til tidens gængse moralkodeks og politisk korrekte stivhed og hykleri. Wieds novelle ”De unge og de gamle”, hvori overgrebene blev beskrevet, resulterede i en politianmeldelse for usædelighed i 1892 – Wied blev dømt og afsonede 14 dages fængsel og opnåede således samtidig at blive en slags ytringsfrihedens martyr blandt sine ligesindede.
Alle disse idiosynkrasier og genstridigheder fratog heldigvis ikke forfatteren hans humoristiske sans, om end den var kendetegnet af et galgenhumoristisk satirisk brod, som man kan læse i klassiske romaner som Slægten (1898), Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902), Fædrene Æde Druer (1908) og Pastor Sørensen & Co. (1913) – foruden et væld af veloplagte novellesamlinger, teaterstykker og de særlige satyrspil, som Wied opfandt, og som gav ham tilnavnet Satyren. Mange af disse hovedværker blev skrevet i det hus i Roskilde, som Wied selv fik opført i 1900, og som han konsekvent kaldte Kastellet. Huset var strengt opdelt; en fløj til kone og børn og en fløj med Wieds lejlighed – fløjene var adskilt af tykke mure og dørene beklædt med læder for at tage støjen fra familien (!).
Ørevoks anbefaler på det kraftigste at dykke ned i Satyrens værker – selvom sproget er et andet end det nudanske, er emnerne sørgeligt aktuelle. Afslutningsvist følger her Gustav Wieds eget lille CV, som han skrev til Gyldendals Boghandels katalog allerede i 1891:
Jeg er født let og hurtigt d. 6. marts 1858
Konfirmeret 1873.
Boghandler 1874.
Dumpet til Studentereksamen 1880.
Paa Sagførerkontor 1881.
Dumpet påny 1882.
Huslærer 1883.
En Dag paa Blaagaards Seminarium 1884.
Student 1885.
Cand. phil. 1886.
Timelærer 1887.
Digter 1889.
Pebet ud 1890.
I Tugthuset 1891.
Gift 1896.
Avlet Børn, dernæst bygget Hus;
og vil omsider dø elsket og savnet den 12. April 1927
Ærbødigst
Gustav Wied

Ingen kommentarer:

Send en kommentar