mandag den 25. november 2013

DAN TURÈLL + HALFDAN E meets THOMAS E. KENNEDY: AN INTRODUCTION

af Dennis Otte 
Dan Turèlls gamle musikalske makker, Halfdan E, har fået fint besøg af danskamerikaneren Thomas E. Kennedy – det er der blevet brilliant beat ud af.
For et halvt årti siden frekventerede jeg Booktrader i Skindergade på min vante rute gennem Indre Bys antikvariater, og da jeg spurgte til byens bedste boghandlers Turèll-beholdning, fik jeg at vide, at der intet nyt var fyldt på hylderne siden sidst, men at den ulastelige gentleman der stod ved siden af mig, var i færd med at oversætte en række af Turèlls digte til engelsk, således at de kunne publiceres i forskellige udenlandske tidsskrifter – hvilket de faktisk blev. Dér spidsede jeg ører! Manden præsenterede sig som Thomas E. Kennedy; en herboende amerikansk forfatter, der foruden arbejdet med Turèll-oversættelserne også kyndigt havde oversat Henrik Nordbrandt.
Baggrunden
På dette stadie drejede det sig udelukkende om at få den amerikanske inkarnation af Turèlls digte bragt i internationale skrevne medier. Endnu var det ikke (officielt i hvert fald) på tale, at Thomas E. Kennedy skulle indlæse oversættelserne ledsaget af Halfdan E’s nu legendariske musik fra de to oprindelige plader, som Halfdan i starten af 1990’erne udgav med Turèll. De to plader var Pas På Pengene (1993) og Glad i Åbningstiden (1996). Den første udkom et halvt år før digterens død og samlet opnåede de to plader et salgstal på svimlende 70.000 eksemplarer – uhørt for en dansk udgivelse med musikledsaget digtoplæsning. Men Turèll havde med den unge Halfdan fundet en kongenial lydarkitekt til at understøtte sin distinkte intonation. De to plader har for længst indskrevet sig i den danske folklore og er med sine stadige afspilninger i æteren og som pensum på uddannelsesinstitutionerne blevet moderne folkeeje. Beder man gennemsnitsdanskeren nævne et Turèll-digt, er der stor chance for, at enten ”Hyldest Til Hverdagen”, ”Gennem Byen Sidste Gang” eller ”Jeg Skulle Have Været Taxachauffør” nævnes – ikke mindst på grund af versionerne fra pladerne.
Thomas E. Kennedy’s plan
At formlen skulle kunne lykkes igen, når det gjaldt de velkendte Turèll-tekster på engelsk, ja det var jeg ærlig talt lidt skeptisk overfor. For er digtene ikke i virkeligheden alt for danske, til trods for Turèlls hengivne sværmeri for det amerikanske? Det lykkedes ikke just at oversætte Gasolin’s tekster til et vellykket og mundret amerikansk, selvom man også dengang allierede sig med en herboende amerikansk digter, Leonard ”Skip” Malone. Ikke et ondt ord om hverken ham er hedengangne Gasolin’ – kunne aldrig falde mig ind – men ham Thomas E. Kennedy er nu lidt af en kapacitet og ikke hr.-hvem-som-helst: han er født i Queens i 1944 (altså to år før Turèll), moren var grammar school teacher og faren bankansat med hang til poesi og selv lidt af en digterspire. Faren forærede den 15-årige Thomas et eksemplar af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, og det åbnede teenagerens øjne for litteraturen – han besluttede, at han ville være digter og droppede et par år efter ud af college (lyder det bekendt, Dan?). Der skulle dog endnu gå et par årtier, før han som 37-årig i 1981 fik trykt sin første novelle. Han boede nu i Danmark og var gift med en dansk fysiker. Herfra tog det fart med hundredvis af publikationer med hans essays, noveller, digte, interviews og oversættelser i amerikanske og europæiske tidsskrifter. Herpå fulgte romanerne, blandt andet de fire bind i serien Copenhagen Quartet, som hver udspiller sig i en af de fire årstider i den danske hovedstad, er skrevet med meget forskellige litterære greb, og som kan læses uafhængigt af hinanden.
Det var denne litterat, der i 2009 sendte Halfdan E et brev med sin idé; en ny plade med de nye oversættelser tilsat Halfdans mesterlige musik. Det var sød musik i komponistens ører; det havde i sin tid været et erklæret ønske for ham og Turèll, at digte og musik skulle så langt ud over landets grænser som muligt. Digterens død spændte imidlertid eftertrykkeligt ben for planerne.
Ny plade
Med Thomas E. Kennedy bag mikrofonen har digtene i dén grad fået nyt liv og står spillevende for lytteren, som var der tale om en gammel jazz & poetry-LP med Kerouac. Hvad der kunne frygtes umuligt åbenbarer sig for ørerne af én. Sproget flyder uforceret derudaf, det er ekstremt vellykket og skarpt skåret. Musikken er af høj kvalitet, det har vi vidst i tyve år, men det fine er, at det på ingen måder lyder som om de gamle indspilninger lige har fået klæbet lidt engelsk deklamation kunstigt henover sig. Det er top tunet, arkitekten Halfdan har været i gang med udboringerne af Turèlls vokal for at gøre plads til Kennedys. Kennedy, der brillerer som en overraskende god digtoplæser, hvad enten det drejer sig om fart-over-feltet-præstationer som ”I Should Have Been A Taxi Driver” og ”Total Euphoria” eller mere lavmælte mesterværker som ”My TV Drama” og ”Last Walk Through The City”. Det lyder så legende let, at man helt glemmer, hvor svært det uden tvivl har været at få det hele til at klappe.
Der er ikke tale om genindspilninger fra bunden af den gamle musik, men snarere ”ansigtsløftninger” og ”make over”, så numrene lyder dugfriske og så de smyr sig omkring Kennedys skridsikre digtforedrag. Som Kennedy selv messer i sin taxachaufførsoversættelse: ”I myself chattily drive with nonchalant perfection with one finger on the wheel” – det er lige præcis hvad han gør; i digtene og sin læsning. Det er forundrende lidt der synes krampagtigt oversat, og lige så få gange har en sproglig finurlighed været uoversættelig. I den oprindelige version af ”Hyldest til Hverdagen” siger Turèll til allersidst; ”hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen”, hvilket er behændigt udeladt i ”A Tribute To The Everyday Things”. Men det gør ikke spor, når musikken spiller. Vesterbrogade er blevet til West Bridge Street og Nytorv er New Square, men det kan ikke rigtig være anderledes.
Kennedy lyder ikke som Turèll. Det ville også være en misforståelse med en imitation og ganske unødvendigt, når han selv er forsynet med en så letforståelig og fleksibel stemme, der dygtigt tilpasser sig de forskelligartede tekster.  En lille bonus er den gennemførte cover art, hvor titlen Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy giver mindelser om de gamle ikoniske jazzcovers som Turèll holdt så meget af. Pyt så med, at ”Gennem Byen Sidste Gang” i teksthæftet fejlagtigt kaldes ”Sidste Tur Gennem Byen”.
Da Turèlls første krimi i 1986 blev filmatiseret og vist i biografen, var forfatteren så utilfreds med resultatet, at han resolut rejste sig fra forreste række og udvandrede i protest på premiereaftenen. Lignende ville næppe ske, hvis han havde været i live til at opleve denne udgivelse – han ville sandsynligvis derimod have råbt på ekstranummer.
Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy udkom 11. november 2013 på Plantsounds, både fysisk og digital.
Tracklist:
A Tribute To The Everyday Things
My TV Drama
I Should Have Been A Taxi Driver
All These Women
Deep Frost Film
Today’s Disney-Sermon
Teddy Bear
Total Euphoria
Last Walk Through The City
Red Harvest
My Friend The Microphone
Dream Of Age
  

Facebook voks uge 47

af Dennis Otte
22. november 2013

I dag er det 50 år siden THE BEATLES udgav deres andet album, With The Beatles, indeholdende syv nye Lennon/McCartney-sange, Harrisons første pladekomposition, ”Don’t Bother Me”, foruden sjæleren ”Till There Was You” fra showet The Music Man,  ”Please, Mr. Postman” som først blev indspillet som The Marvelettes debutsingle, Chuck Berry’s ”Roll Over Beethoven” (sunget af Harrison), Smokey Robinsons ”You Really Got A Hold On Me”, “Devil In Her Heart”, først udgivet med The Donays (Devil In His Heart), samt “Money”, først sunget af Barrett Strong.
Det er samtidig i dag 45 år siden The Beatles udgav deres selvbetitlede album, i folkemunde kendt som The White Album.  Dobbeltalbummet indeholder hele 25 nye Lennon/McCartney-sange, fire Harrison-kompositioner og Ringo Starr’s første pladekomposition til The Beatles (ud af i alt to); ”Don’t Pass Me By”. Mange af sangene blev til i Rishikesh i Indien under et transcendentalt meditationskursus hos guruen Maharishi Mahesh Yogi.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

mandag den 18. november 2013

Folkscenens glemte dronninger

af Dennis Otte

En hel række af fortrinlige folkesangerinder fra starten af 1970’erne er i dag lige så glemte som de var overset i deres samtid. Det har den folk-revival som siden midten af 00’erne har fungeret som musikarkæologiske udgravninger nu endelig rådet bod på. Ørevoks bringer her en ganske kort guide til de halvglemte dronninger af den akustiske singer songwriter folk.  

LINDA PERHACS er en amerikansk folkesangerinde, der udgav sit eneste album, Parallelograms, i 1970. Hun vakte liden opsigt og solgte ikke mange plader, men blev genopdaget og kult under den revival som folk oplevede i midten af 00’erne. 
Her var en af foregangsmændene den uforlignelige Devendra Banhart, som tilmed havde Perhacs med på kor på nummeret ”Freely” fra hans plade Smokey Rolls Down Thunder Canyon (2007). 
Perhacs arbejder netop nu på nyt album og kan opleves i Jazzhouse 22. november og i VoxHall 24. november. Den 22. november kan hun endda opleves på Københavns Hovedbibliotek i samtale med Politikens Pernille Jensen kl. 18.30.   

JUDEE SILL var en amerikansk singer songwriter, som udgav to albums inden stofmisbrug tog livet af hende i 1979 i en alder af 35 år.
Hun var den første som blev signet på David Geffens plademærke Asylum. 
I 1971 kom hendes selvbetitlede debutalbum, som 8 måneder senere fulgtes op af Heart Food i 1972. Hun indspillede demoer til en tredje plade i 1974 – den kom aldrig, men demoerne udkom sammen med andre sjældenheder i 2005 på den dobbelte Dreams Come True.



SHELAGH MCDONALD er en skotsk folkesangerinde, der udgav 2 album i henholdsvis 1970 og 1971; Album og Stargazer, hvoraf den første er lidt af en glemt skat. 
Hendes plader er mere rigt instrumenterede end de øvrige nævnte, da hun på begge sine plader havde backing af flere kyndige kræfter fra den engelske folkscene. I juni 2005 blev begge albums genudgivet og hun fortalte samtidig, at årsagen til hendes pludselig tilbagetrækning var et dårligt LSD-trip, som havde forårsaget hallucinationer og gjort hende paranoid. Værst af alt var hendes stemmeføring skadet og det har taget hende adskillige år at genvinde det tabte. 
Hun har imidlertid selv i flere interviews fortalt, at hun arbejder på nyt album. I 2005 kom den dobbelte Let No Man Steal Your Thyme som rummer outtakes og live-versioner af de gamle sange.

SIBYLLE BAIER er en tysk folkesangerinde som kun udgav ét album; den flotte Colour Green. Pladen har en lidt besynderlig fremkomst, al den stund den er sammensat af intime hjemmeoptagelser på akustisk guitar i perioden fra 1970-73. De blev aldrig udgivet, men hendes søn fandt tre årtier senere optagelserne og lavede en plade til familiemedlemmerne. Han var også smart nok til at sende en kopi af pladen til pladeselskabet Orange Twin – med Dinosaur Jr’s guitarist J Mascis’ mellemkomst. 
Pladen Colour Green udkom i februar 2006 og man kan kun gisne om hvilken karriere hun kunne have opnået, hvis materialet var udgivet dengang og fulgt op af lige så stærkt stof.

KAREN DALTON var en amerikansk folk- og bluessangerinde. Hun var en del af den blomstrende folkscene i Greenwich Village i første halvdel af 1960’erne, hvor folk som Bob Dylan og Joan Baez også holdt til. 
Banjo var udover den akustiske guitar hendes hovedinstrument og hun udgav to plader; It’s Hard To Tell Who’s Going To Love You The Best (1969) og den mesterlige In My Own Time (1971). Hun døde alt for tidligt i 1993.



tirsdag den 12. november 2013

Kulturèll krønike

af Dennis Otte

Allerede i forordet til sin nye krønike om Dan Turèll, DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid, skriver Henrik Palle - Politikens altid velskrivende alt-mulig-anmelder - om sin i fredags udkomne bog:
”Det er en krønike. Ikke en biografi. Ikke en litterær monografi. Ikke en tekstvidenskabelig analyse af krinkelkrogene og irgangene i Dan Turèlls litterære univers. Og først og fremmest er den ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden og finde ”den ægte og sande Dan Turèll” (….) Og af samme grund har forfatteren ikke foretaget nye interviews og ført dybe samtaler med familie, venner, kolleger, skolekammerater og andre. Bogen er skrevet alene på baggrund af det rigelige eksisterende materiale, som dels omfatter det næsten hundrede bind store og for en stor dels vedkommende helt eller delvist selvbiografiske forfatterskab, dels det massive baggrundsmateriale som avisartikler, bøger samt diverse tv- og radioprogrammer udgør. Fokus er således på forfatteren og mediefiguren Dan Turèll, men sandelig også på den verden og den tid, Dan Turèll var og blev Dan Turèll i”
Og det er netop en ikke uvæsentlig del af årsagen til den række af forbehold denne anmelder har overfor denne i øvrigt sprogligt brillerende udgivelse. Den bringer nemlig forbløffende lidt nyt til torvs og ender således uforløst med at stille spørgsmålstegn ved sin egen nødvendighed og relevans. Jovist, den slår sig op på at være en krønike, og det er den unægteligt også, men problemet er, at den alt for ofte kører i to parallelle spor; dét spor, der handler om Dan Turèll og hans litterære og menneskelige udvikling, og dét spor, der har til hensigt henholdsvis at placere ham i og berette om hans samtid. Kun alt for sjældent lykkes det at integrere disse to spor på en naturlig måde, så man ikke har indtryk af at sidde med to sammenklippede udgivelser i hånden. Og når så de samfundsmæssige og kulturelle begivenheder og strømninger, der med søvngængergennemgang slås ned på – både nationalt og internationalt – er så oplagte og forudsigelige at de fleste samfundsfagselever i 9. klasse vil vide hvad der om lidt følger, ja så taber man altså gejsten indtil flere gange. Hvad enten det handler om besættelsestiden, de politiske forhold i 1950’erne og 60’erne, Elvis Presley, The Beatles eller Vietnamkrigen, så er det de mest trivielle facts der støves af og leveres uden originalt take. Det hele er skrevet til hudløshed så ufatteligt mange gange før – og bedre.
Dette problem er mest mærkbart i bogens første halvdel, hvor man som læser også flere gange simpelthen savner hovedemnet, Dan Turèll. Det sker imidlertid også, at Henrik Palle ryger for langt ud af en tangent, som når han beretter om Vangedes historie adskillige hundrede år tilbage eller bruger uforholdsmæssig meget plads på den danske arkitekt Arne Jacobsen – fordi han var designeren bag Munkegårdsskolen i Vangede, som Dan Turèll gik på i et par af sine sene skoleår. Eller når han refererer handlingsgange fra Turèll-tekster eller dén udgave af det klassiske DR-underholdningsprogram Lørdagshjørnet, som i 1979 en hel time i bedste sendetid havde besøg af digteren – og som alle jo frit kan se i sin fulde længde på DR’s arkiv; bonanza.dk. Når dette er sagt, må det dog retfærdigvis tilføjes, at bogen sine steder har tilløb til at være decideret spændende. Dette indtræffer særligt, når den helt unge Dan Turèlls passion for jazzmusikken og litteraturen behandles. Desværre når man hver gang kun lige at dykke ned i et spor før det lige så pludselig sluttes igen og man efterlades sulten.  
Det kan paradoksalt nok være vanskeligt at fastslå hvem DT -En krønike om Dan Turèll og hans tid helt præcist henvender sig til. Den henvender sig jo naturligvis til alle, der måtte have interesse i digteren, men hvor fx Dorte Østergren-Olsens undervisningsbog Vild med Dan Turèll fra 2011 klart henvendte sig til skoleelever og studerende, og hvor Lars Movins og Steen Møller Rasmussens Onkel Danny Fortalt fra 2003 i højere grad henvendte sig til fans med en vis forhåndsviden, ja der svæver svaret langt mere besværet i luften i nærværende tilfælde. Bogen er som sagt yderst velskrevet – dog mere sprogligt end kompositorisk – og Henrik Palle er en særdeles vidende mand. Men vil den forudsætningsløse, som gerne for første gang vil stifte bekendtskab med en bog om Turèll, være tjent med den? Kun delvist og i passager, al den stund det ganske enkelt er forsvindende lidt nyt, der bringes til bordet her; dertil kommer, at vinklerne for 90 procents vedkommende er eftersnakkende og direkte refererende tidligere bøger om eller af Turèll. Dette gælder Peder Bundgaards vellykkede favntag med mennesket og mediemaskinen Dan Turèll i biografien Superdan (1995), Asger Schnacks mere forfatterskabsbehandlende og fremragende biografi Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste (2001) og René Høiris’ allerede i 1977 udkomne interviewbog og værkgennemgang Dan Turèll – Samtale og introduktion. Det er – foruden naturligvis Dan Turèlls eget forfatterskab – disse bøger Henrik Palles bog står på skuldrene af, hvorfor den desværre fremstår lidt overflødig.
De ægte fans har sandsynligvis allerede læst de førnævnte og langt mere vellykkede, detaljerige og gennemførte bøger om digteren, og den læser som blot ved en smule om den speedsnakkende digter med de sorte negle og gerne vil vide mere, ja han får nok føjet et par facetter mere til, men ville utvivlsomt få langt større udbytte af de biografier som Henrik Palles bog trækker veksler på. Det er alligevel de samme anekdoter der trækkes frem og de samme konklusioner der langt hen ad vejen drages. Når så oven i købet den nys udkomne efternøler er befæstet med flere sproglige fejl og skorter på originalt tilsnit, så tjener den desværre kun nødtørftigt som dåseåbner til en af landets absolut bedste og mest farverige digtere. Som et appendiks til den fortløbende litteratur om Dan Turèll er den imidlertid et rart bekendtskab, om end ikke essentiel.

DT – En krønike om Dan Turèll og hans tid, 336 sider, udkom fredag 8. november på Gyldendal.  

mandag den 11. november 2013

Facebook voks uge 46

Voksfri uge

Facebook voks uge 45

af Dennis Otte
6. november 2013

PETER INGEMANN bliver i dag 70 år.
Den danske musiker har været vidt omkring i karrieren og sat sine umiskendelige spor ikke så få steder: da 60’erne randt ud havde han allerede spillet i UFO og ikke mindst som bassist i den fantastiske powertrio Young Flowers, der blev set som den danske version af den britiske supertrio Cream med Jack Bruce, Ginger Baker og Eric Clapton. Inspirationen for Peter Ingemann, Kenn Gudman og Jens Dahl (som allerede efter debutsinglen i 1967 blev erstattet af den danske guitargud Peer Frost) kom dog også fra grupper som Canned Heat og Jimi Hendrix Experience. Young Flowers udgav to legendariske LP’er; Blomsterpistolen og No. 2.
Efter opløsningen af Young Flowers i 1970 dannede Ingemann bandet Skousen & Ingemann sammen med sanger, guitarist og sangskriver Niels Skousen. De udgav i 1971 LP’en Herfra Hvor Vi Står, der med sine visebaserede traditionsbevidste rocksange hurtigt opnåede klassikerstatus blandt hippierne og sendte bandet – der også bestod af notabiliteter som Stig Møller, Tømrerclaus, Knud Bjørnø og Børn Uglebjerg – ud på en omfattende turné. Det blev til fire albums op gennem 70’erne i forskellige inkarnationer af Skousen & Ingemann. I mellemtiden nåede han også at indspille LP med Henrik Strubes No Name, være medlem af Røde Mor og fusionsbandet Drops og – med sit revisorstudie som ballast – etablere brancheorganisationen Musik & Lys, som varetog de danske musikeres vilkår.
Ingemann indspillede med bl.a. Troels Trier solo og Erik Grip, var med på Kim Larsens kæmpesucces Midt Om Natten og var derefter keyboardspiller i Larsens band Bellami i de succesfulde 80’ere. Som årene gik fokuserede han mere på sin revisorvirksomhed for utallige danske musikere, heriblandt Kim Larsen, men har også kunne opleves live med bandet Dream City og lejlighedsvise gendannelser af Skousen & Ingemann og Young Flowers.  

7. november 2013

Den canadiske singer songwriter JONI MITCHELL bliver i dag 70 år.
Hun blev født som Roberta Joan Anderson i Alberta og flyttede, efter at have optrådt i mindre natklubber i hjemlandet, til USA som 22-årig i 1965. Hun turnerede Amerika tyndt og opnåede en vis opmærksomhed da mange af tidens trendy folkemusikere tog hendes originale kompositioner på deres repertoire. Hendes debutalbum, Song to a Seagull, blev udgivet på Reprise Records i 1968. Allerede inden sit fjerde album, milepælen Blue i 1971, havde hun etableret sig som en af sin generations fremmeste sangskrivere – og dét i en branche domineret af mænd. Det var vel blandt kvinderne kun Carole King der i disse år for alvor kunne måle sig med Joni Mitchell hvad sangskrivning og indflydelse angik.
Hun besad endvidere den svære kunst at forny sig på en særdeles vellykket facon da hun fra midten af 70’erne inkorporerede både r&b, pop, tilløb til verdensmusik, rock and roll og ikke mindst jazz i sit udtryk. Hun har produceret langt hovedparten af sine egne albums og spiller udover guitar bl.a. klaver, ukulele og autoharpe. Hun har i alt udgivet 19 albums, figurerer som nummer 72 på Rolling Stone magazines liste over de bedste guitarister nogensinde og blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame – dog uden selv at dukke op til ceremonien.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

tirsdag den 5. november 2013

A tribute to George Harrison – ASTRID & STANLEY SAMUELSEN

af Dennis Otte

Far og datter med stor kærlighed til salig George Harrison har udgivet en EP med 5 vellykkede fortolkninger af eks-beatlens sange.

Stanley Samuelsen stammer fra Færøerne og var dér som ung i tresserne guitarist og sanger i et populært band, hvorefter han som 19-årig rejste til Danmark og etablerede sig som studiemusiker og medlem af forskellige bands. Solokarrieren har varet over tyve år og har kastet 6 albums af sig. Den modersmålsbaserede musik har for længst gjort ham til hvermandseje på Færøerne.

Datteren Astrid Samuelsen (født 1988) er på trods af sin unge alder relativt erfaren med en fortid i de danske bands Ilovebirds, The Love-In og Wonderland. Hun har optrådt i både Danmark, Tyskland og på Færøerne.

Den 20. september i år udsendte duoen EP’en A tribute to George Harrison med numrene “Long, Long, Long” (fra albummet The Beatles, 1968) “Beware of Darkness” (fra All Things Must Pass, 1970), “Here Comes The Sun” (fra Abbey Road, 1969), “So Sad” (fra Dark Horse, 1974) og “Your Love Is Forever” (fra albummet George Harrison, 1979). Det er altid modigt at kaste sig ud i fortolkninger af kendte sange – de to første har især klassikerstatus – men det imponerende er, at Astrid & Stanley løfter opgaven så fejende flot.

Pladen er spartansk indspillet; begge spiller akustisk guitar og synger. ”Long, Long, Long” leveres åndenødsfremkaldende smukt og inderligt med Astrids smukke stemme og Stanley på kor i omkvædet. Alene dette nummer er EP’en værd og er da også udsendt som single.

”So Sad” leveres efter samme formel; Astrid på lead vokal og Stanley på kor, men med et lidt mere moderat resultat. På ”Here Comes The Sun” synger Stanley lead og Astrid kor og Stanleys fremragende guitarspil kommer virkelig til sin ret.

Der leveres fornemt samspil mellem de to guitarer i ”Beware of Darkness”, der igen har Astrid på vokal, desværre ikke helt så overbevisende som på de to forrige. Som stod hun uden for sangen og viste den frem, frem for at være i den. Enormt smukt bliver det heldigvis imidlertid igen på den afsluttende ”Your Love Is Forever”, hvor hendes stemme virkelig viser sit store potentiale.

En virkelig flot EP, der kan hentes via dette link:

Videoen til ”Long, Long, Long”:

mandag den 4. november 2013

Facebook voks uge 44

af Dennis Otte
31. oktober 2013


JOHNNY MARR bliver i dag 50 år.
Som guitarist i det legendariske engelske band The Smiths leverede han nogle af 80’ernes absolutte bedste melodier til forsanger og tekstforfatter Morrissey. Han præsterede en enorm alsidighed i sit guitarspil i The Smiths fra 1982-87 med sin distinkte ringlende Rickenbacker- og Fender Telecaster-lyd, som udover Morrisseys originale stemme blev gruppens trademark. At kalde ham sin generations bedste guitarist ville ikke være nogen overdrivelse.
Efter bruddet med The Smiths blev Marr spået en glorværdig karriere, mens flere nok betvivlede non-musikeren Morrisseys evner for at lykkes som solist. Ikke desto mindre stod det snart klart, at det var Morrissey, der trak det helt lange strå. Marr etablerede en mere anonym karriere som periodisk medlem af bands som Electronic, The The, The Pretenders, Modest Mouse og The Cribs. Tidligere i år udsendte han sit første regulære soloalbum, The Messenger, som Ørevoks var slemt skuffet over. Marr har desuden fungeret som sessionsmusiker for bl.a. Bryan Ferry, Talking Heads, Beck, Oasis, Pet Shop Boys, Tom Jones, Pearl Jam, Crowded House og Billy Bragg. I år 2000 dannede han bandet Johnny Marr and the Healers som udgav pladen Boomslang i 2003, hvor Zak Starkey (søn af Ringo Starr) sad bag trommerne.
Foruden hovedinstrumentet guitar behersker Marr også keyboard, klaver, trædeorgel, autoharpe og mandolin.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

fredag den 1. november 2013

Gæstevoks: Hvorfor poesi ikke behøver være så svært - og noget fra de nye poeter

Denne måneds gæst er Amrit Maria Pal - freelance redaktør, korrekturlæser, anmelder og journalist. Jeg har glædet mig meget til hendes bidrag til bloggen, for hendes anbefalinger er altid spot-on. Hendes store kærlighed til litteratur ses tydeligt i hendes anmeldelser, og jeg bliver aldrig skuffet, når jeg læser en bog hun har anbefalet. Hun har en stor faglig viden, og forstår at formidle den til et bredt publikum.

Hermed giver jeg ordet til Amrit - en skøn litteraturfashionista!
/Heidi.



“Jeg forstår det ikke!” “Det er så svært!” “Og kedeligt.” “Kun for de kloge!” Disse argumenter, og en del flere i samme dur, hører jeg ofte, når snakken falder på poesi. For lige så gerne som folk læser romaner, lige så lidt læser de som oftest poesi.

Og det er synd. Ikke mindst, fordi det ikke behøver være så utilgængeligt, som mange har indtryk af. For lige som der findes et hav af forskellige romaner, findes der mange forskellige former for poesi, og noget af den bedste og mest tilgængelig for nye poesilæsere er ofte den, der læner sig op ad romangenren, nemlig knækprosaen. Tag fx Lone Hørslevs fabelagtige digtsamling La’os. Digtene handler om delemoren/singlen/kvindens helt ordinære hverdag med børn, tømmermænd, rengøring, tv, eks’er og kærester, og er lige dele dystre hverdagsbetragtninger og virkelig skægge og ironiske og meget præcise genkendelige portrætter af sig selv og andre. Hørslev spidder os røvalmindelige gennemsnitsdanskere gennem de floskler vi bruger (elsker det!) og gennem vores utrolige gennemsnitlige adfærd – uden overhovedet at være nedladende, men tværtimod virkelig fintfølende og indfølende.

“Jan Nielsen hænger min lampe op og fortæller
mig historier fra sit arbejde i hjemmeplejen.
Han kastede blod op indtil han døde (såkaldt blodstyrtning).
Hun måtte sove med en hjelm fordi hjernen
ikke fyldte kraniet helt ud.
Hans lunger blev langsomt ædt op af betændelse, så døde han.
For Jan Nielsen er det bare et arbejde.
Det skal man for guds skyld ikke tage med hjem, siger han
og spiser den kage jeg har givet ham.
Jan Nielsen – der ikke tager døden med hjem.
Det er flot
og modigt
at sætte karrygult og mintgrønt sammen. Siger Jan
Nielsen så. Nå.”

Eller hvad med Søren Ulrik Thomsens mange spot on iagttagelser? Fx denne meget fine om at få ordnet sine ting, men også at gribe nuet:

En gang om dagen er ensomheden så stor,
at man ikke kan stille noget op med den.
Og én gang er lykken.
Ind i mellem må man så se at få ordnet sine ting.

Naja Marie Aidt har sagt noget i retning af, at digte mere end nogen anden skriftlig form kan vække og beskrive følelser. Dette er i al fald tilfældet hos det nye poetiske stjerneskud Asta Olivia Nordenhof, der i sin digtsamling “Det nemme og det ensomme” om blandt andet hendes afdøde forældre, især faren, kombinerer det knækprosaiske med meget smukke sætninger - helt renbarberede for sentimentalitet og selvmedlidenhed:

»jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra/i nogle år junkede han og levede på gaden/jeg er for nylig blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve/henvendt til andre kvinder/den lille gris tog aborten pænt, skriver han«

og andre steder anderledes lyrisk:

»og det blege gule nedenfor/et myrebo af dråber og vejrets stille foretagsomhed«.

Litteratur er bedst, når den er for folket. Når den flytter, bevæger og inspirerer så mange som muligt. Og det er der megen poesi, der gør, så kast jer ud i det folkens! Og unge Yahya Hassans fremragende digtsamling om forældregenerationens svigt ligger lige for:

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN [...]
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50 [...]
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN