mandag den 11. november 2013

Facebook voks uge 45

af Dennis Otte
6. november 2013

PETER INGEMANN bliver i dag 70 år.
Den danske musiker har været vidt omkring i karrieren og sat sine umiskendelige spor ikke så få steder: da 60’erne randt ud havde han allerede spillet i UFO og ikke mindst som bassist i den fantastiske powertrio Young Flowers, der blev set som den danske version af den britiske supertrio Cream med Jack Bruce, Ginger Baker og Eric Clapton. Inspirationen for Peter Ingemann, Kenn Gudman og Jens Dahl (som allerede efter debutsinglen i 1967 blev erstattet af den danske guitargud Peer Frost) kom dog også fra grupper som Canned Heat og Jimi Hendrix Experience. Young Flowers udgav to legendariske LP’er; Blomsterpistolen og No. 2.
Efter opløsningen af Young Flowers i 1970 dannede Ingemann bandet Skousen & Ingemann sammen med sanger, guitarist og sangskriver Niels Skousen. De udgav i 1971 LP’en Herfra Hvor Vi Står, der med sine visebaserede traditionsbevidste rocksange hurtigt opnåede klassikerstatus blandt hippierne og sendte bandet – der også bestod af notabiliteter som Stig Møller, Tømrerclaus, Knud Bjørnø og Børn Uglebjerg – ud på en omfattende turné. Det blev til fire albums op gennem 70’erne i forskellige inkarnationer af Skousen & Ingemann. I mellemtiden nåede han også at indspille LP med Henrik Strubes No Name, være medlem af Røde Mor og fusionsbandet Drops og – med sit revisorstudie som ballast – etablere brancheorganisationen Musik & Lys, som varetog de danske musikeres vilkår.
Ingemann indspillede med bl.a. Troels Trier solo og Erik Grip, var med på Kim Larsens kæmpesucces Midt Om Natten og var derefter keyboardspiller i Larsens band Bellami i de succesfulde 80’ere. Som årene gik fokuserede han mere på sin revisorvirksomhed for utallige danske musikere, heriblandt Kim Larsen, men har også kunne opleves live med bandet Dream City og lejlighedsvise gendannelser af Skousen & Ingemann og Young Flowers.  

7. november 2013

Den canadiske singer songwriter JONI MITCHELL bliver i dag 70 år.
Hun blev født som Roberta Joan Anderson i Alberta og flyttede, efter at have optrådt i mindre natklubber i hjemlandet, til USA som 22-årig i 1965. Hun turnerede Amerika tyndt og opnåede en vis opmærksomhed da mange af tidens trendy folkemusikere tog hendes originale kompositioner på deres repertoire. Hendes debutalbum, Song to a Seagull, blev udgivet på Reprise Records i 1968. Allerede inden sit fjerde album, milepælen Blue i 1971, havde hun etableret sig som en af sin generations fremmeste sangskrivere – og dét i en branche domineret af mænd. Det var vel blandt kvinderne kun Carole King der i disse år for alvor kunne måle sig med Joni Mitchell hvad sangskrivning og indflydelse angik.
Hun besad endvidere den svære kunst at forny sig på en særdeles vellykket facon da hun fra midten af 70’erne inkorporerede både r&b, pop, tilløb til verdensmusik, rock and roll og ikke mindst jazz i sit udtryk. Hun har produceret langt hovedparten af sine egne albums og spiller udover guitar bl.a. klaver, ukulele og autoharpe. Hun har i alt udgivet 19 albums, figurerer som nummer 72 på Rolling Stone magazines liste over de bedste guitarister nogensinde og blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame – dog uden selv at dukke op til ceremonien.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar