Brun mands byrde af Hassan Preisler (boganbefaling)

af Heidi Buur

Roman. Lindhardt & Ringhof. 2013. 220 sider.

Havde overhovedet ikke hørt om den her, før jeg var på arbejde i bogladen og min kollega gav mig læseeksemplaret fordi hun mente det var lige noget for mig. Apparently har den været meget omtalt i medierne, men det havde jeg ikke lige fanget, så jeg vidste ikke andet end at det var en fængende forside, og hvad jeg kunne læse bagpå:

BRUN MANDS BYRDE er en debutroman af Hassan Preisler. På én gang fandenivoldsk selv-fiktion, rablende udviklingsroman og kontroversiel samfundssatire.

Så blev nysgerrigheden vakt, dog med en vis skepsis. Vidste ikke om den kunne leve op til det gennemtænkte cover og sigende titel. Læste med vilje ingen anmeldelser eller googlede forfatteren, fordi jeg ville gå til den med et åbent sind. Jeg blev dog hurtigt begejstret! Han er så sjov, og han skriver så forrygende.

Smagsprøve nr 1 om at være dansker, 
men have et eksotisk udseende og navn: 
[...] og jeg lærte mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar forlængelse af "hej, jeg hedder Hassan", og som lød: "Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne, og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvindeundertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent". (s. 39)

Det er samfundssatire, om danskere når de er bedst og værst. Men det er også en rørende historie om forfatterens families historie og kærligheden til datteren. Det er om at vokse op og være anderledes, og hele tiden prøve at finde sin plads i livet. Det er menneskeportrætter og små anekdoter.

Smagsprøve nr 2 om familien på morens side:
Morfar Mogens har to søstre, faster Hanne og faster Jytte, og faster Hanne er lillesøster, og faster Jytte er storesøster, og morfar Mogens er midtimellem, og faster Jytte rasper og ryger cerutter og drikker rødvin og taler "som dronningen" siger far, og har været gift flere gange, og første gang er det med Carl, og Carl er skuespiller, og alle siger, at han er en dårlig skuespiller, og jeg ser ham på tv løbe rundt i sort-hvid med brede bukser og smalle skjorter, og jeg ser ham køre på motorcykel og sejle i båd, og jeg synes, han klarer det fint, men Carl bliver teaterdirektør i stedet, og Carl har depressioner, som han ikke kan slippe, hvor hårdt han end prøver, og han prøver hårdt [...] (s. 117) 

Der er ikke mange punktummer i bogen, og ingen kronologi. Frem og tilbage i tiden, og rundt i hele verden. Alligevel er bogen ikke svær at læse. Sproget glider bare. Jeg blev revet med - som når jeg læser Dan Turèlls klummer eller anekdotiske digte. (Og sjovt nok har jeg lige set, at BT kalder ham "en brun Onkel Danny".)

Jeg kom også til at tænke på Farshad Kholgis klummer pga det til tider rablende og fabulerende univers, og (selvfølgelig) fordi han også er brun. Men bogen mindede mig lige så meget om Ramslands Hundehoved og Knud Romers Den der blinker er bange for døden pga slægtshistorien og det selvbiografiske.

Læs den! Især hvis du har den holdning, at alle de mørke bare kommer og stjæler vores cykler og piger...

Her er flere uddybende anmeldelser:
"Klingende skæg og skarp" mener Politiken
Information synes stadig "Hassan gør det godt" 
Hassan har selv samlet alle anmeldelser i sin blog

Alsidige Paul McCartney bliver i dag 71 år

af Dennis Otte

Den tidligere beatle bliver ofte betragtet som lidt af en popdreng med hang til silly love songs. Dette er utvivlsomt rigtigt, men det er kun en del af sandheden om den mangefacetterede musiker. John Lennon er ofte omtalt som den avantgardistiske og intellektuelle i The Beatles, men også han kunne skrive nogle sødmefylde kærlighedssange hele karrieren igennem.

Rent faktisk var McCartney længe før Lennon aktivt ude at snuse til de avantgardistiske miljøer, særligt i London, og deltog fx aktivt i en performance ledet af Cornelius Cardew på Royal Collage of Art i 1966, hvor McCartney bl.a. spillede på radiator (!).  

To år før Lennon og Ono fremfragte den fantastiske lydcollage ”Revolution 9” til The White Album, havde McCartney planlagt at lave et avantgardistisk album med titlen Paul McCartney Goes Too Far. Desværre blev det aldrig til et helt album i første omgang, men han var dog særdeles banebrydende med sin 14 minutter lange lydcollage ”Carnival Of Light”, ligeledes fra 1966.

Samme år lavede McCartney to eksperimenterende kortfilm, ”The Defeat Of The Dog” og ”The Next Spring Then”, begge skabt på baggrund af erfaringer med LSD. Således foregreb han Lennon og Ono’s lignende film med flere år. Han lod ikke lydsiden på disse film bestå af egen musik, men derimod J.S. Bach og The Modern Jazz Quartet. Han var begyndt at lytte engageret til mange andre typer musik end sin egen pop/rock-boldgade og havde kort forinden i samspil med producer George Martin begået filmsoundtracket The Family Way med klassisk musik. Således var han den første beatle til at udgive solorelateret musik.

Orkestermusikken og den klassiske musik vendte McCartney frygtløst tilbage til mange gange:

Liverpool Oratorio (selvbiografisk operaværk udsendt som dobbeltplade, 1991)

Standing Stone (keltisk inspireret klassisk orkestermusik udsat for kor på baggrund af langt digt af McCartney, 1997)

Ecce Cor Meum (orkestermusik/oratorium, 2006)

Ocean’s Kingdom (ballet, 2011)

Foruden disse klassiske værker har McCartney med held besøgt avantgardemusikken flere gange:

Liverpool Sound Collage (electronica/reallydcollage, 2000)

Strawberries Oceans Ships Forest (electronica-plade udgivet sammen med Youth under navnet The Fireman, 1993)

Rushes (electronica, ligeledes med Youth under navnet The Fireman, 1998)

Twin Freaks (electronica-plade sammen med DJ Freelance Hellraiser, 2005)  

Electric Arguments (ambient/house-electronica med Youth igen under navnet The Fireman, 2008)

Senest har dagens fødselar med stort held givet sig i kast med den flotte indspilning af standards på den let jazzede crooner-plade Kisses On The Bottom (2012).

Den 18. juni sidste år, da McCartney fyldte 70, afholdt den danske musiker Tim Christensen sammen med sit band The Damn Crystals og to amerikanske venner, Tracy Bonham og Mike Viola, den fremragende hyldestkoncert Pure McCartney i Store Vega i København, hvor de sammen fremførte hele McCartney’s plade Ram (1971) samt en stribe greatest hits fra eks-beatlens ofte undervurderede solokarriere.

Koncerten er udgivet på DVD/CD og DVD/LP og kan glohedt anbefales!

Ny plade fra Black Sabbath

af Dennis Otte

Black Sabbath er stærkt tilbage efter en pladepause på 18 år; det er imidlertid hele 35 år siden at Birmingham-bandet sidst indspillede en plade med den originale forsanger, Ozzy Osbourne. Fælles for både det seneste udspil fra den originale line up (Never Say Die!, 1978) og det seneste med Tony Martin som forsanger (Forbidden, 1995), er, at begge disse plader var sørgelige og uvigtige udgivelser milevidt fra fordums storhed.

Det er således særdeles modigt at de gamle kumpaner tør kaste sig ud i en helt ny plade med lutter nyt materiale efter så mange år – og med de enorme forventninger der uvægerligt vil være. Guitaristen Tony Iommi har kæmpet mod kræften længe og Ozzy’s kamp imod alkoholen er permanent. På denne baggrund synes oddsene for en vellykket ny plade ikke nødvendigvis at være høje. Hertil kommer, at den originale trommeslager, Bill Ward, af kontraktmæssige årsager har måttet melde pas og har overladt stikkerne til den yderst habile Brad Wilk (Rage Against The Machine og Audioslave).

Den gode nyhed er, at bandet lever op til forventningerne; ja faktisk overskrider de mine. Thi jeg havde i mit stille sind ikke turde håbe på et så velskabt og potent udspil oven på alle de middelmådige plader med skiftende forsangere. Ikke meget mere har der været at hente i Ozzy’s ellers fine solokarriere.

Rick Rubin i producerstolen

De aldrende herrer har imidlertid været omhyggelige og tænkt sig om denne gang. De har ganske velvalgt hyret den altid fantastiske producer Rick Rubin, der tidligere har ageret troldmand for så forskellige navne som Red Hot Chili Peppers, Run DMC, Beastie Boys, Slayer og Metallica, ligesom han nærmest reddede Johnny Cash’s pladekarriere og fik ham redefineret og introduceret til et nyt publikum – og genvundet det gamle – med den geniale serie American Recordings.

Således i sikre hænder, besluttede Black Sabbath at forsøge at vende tilbage til den lyd og det udtryk, der startede det hele dengang i starten af 70’erne. Uden at lyde som en parodi på sig selv, og uden bevidstløst at genbruge en formel, har bandet fået skabt et solidt værk af 8 lange numre (plus 3 ekstra sange på special edition udgaven), hvor de både genopsøger de klassiske temaer og dyder, men også lægger nye nuancer til det samlede billede. Det er i høj grad Rick Rubins fortjeneste; han ejer en unik evne til at få musikere til at yde deres bedste. Uden selv at stjæle billedet eller sovse pladen ind i sin signaturlyd, som visse andre producere på godt og ondt kan gøre. Det er da også Rubin, der i samfulde 13 år har forsøgt at få dette album i kassen i sit Shangri-La Studios i Malibu. Pladetitlen 13 refererer dermed til både dette forhold, mytologien omkring det uheldsvangre tal samt dette sene udgivelsesår, 45 efter bandets dannelse i 1968.

På skuldrene af sig selv

Pladens første nummer, End Of The Beginning, giver i sin åbning, inden Ozzy for første gang åbner munden, reminiscenser tilbage til både Iron Man og Black Sabbath. Dengang det nu aldrende band definerede og omtrent opfandt heavy metal genren, som vi kender den i dag. At begrebet så blev lanceret første gang hos forfatteren William S. Burroughs og musikalsk hos Steppenwolf i verset til Born To Be Wild, og at det kan argumenteres, at allerede tidlig Kinks og Cream støbte fundament til den hårde rock, ændrer ikke på, at diverse undergenrer i heavy metal efter Black Sabbath’s debut i 1970 står i massiv gæld til pionererne. Det kan faktisk være svært at overvurdere deres betydning for heavy metals historie, uanset hvor stringent man vælger at forholde sig til begrebet; Tony Iommi, Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Bill Ward viste hvor gravstenen skulle stå. Ved at sænke hastigheden i blues-rocken, spille lettere ude af takt og inkorporere virkemidler og effekter fra gyserfilmen, fik bandet skabt noget helt nyt og unikt. Og blev følgelig haglet ned af anmelderne for det. De har siden lyttet og lært, anmelderne, sammen med snart sagt et hvert andet proletargarageband med uro i fingre og stemmebånd.

13

Teksterne er atter forfattet af Geezer Butler, som også løftede denne opgave fornemt på de første 6 uanfægtelige Black Sabbath-plader. Der er sket en modning lyrisk fra det unge og rastløse vanvid imod en mere moden melankoli. Religiøse og psykologiske spørgsmål og dilemmaer præger teksterne, hvoraf afslutningsnummeret, Dear Father, omhandler noget så uhyggeligt og konkret som Geezer’s egne oplevelser af misbrug i barndommen. Overordnet er teksterne dog ikke alle steder lige så vellykkede som i bandets velmagtsdage.

Bandets guitarist, Tony Iommi imponerer imidlertid nok en gang med et solidt opbud af de tunge riffs, som han er en af gudfædrene til. Og som han, grundet en arbejdsulykke på fabrikken som helt ung hvor han fik kappet de øverste led af på et par fingre, måtte finde en helt særlig teknik til at udvikle; ligesom den legendariske jazzguitarist Django Reinhardt, der ligeledes var udsat for en ulykke og fik sin hånd slemt forbrændt, har Iommi måtte forme sit spil herefter. Hans helt særlige lyd skyldes således i høj grad, at han har monteret metalstumper på de afkortede fingre, hvilket afstedkommer det metallisk hårde resultat, der i de tidlige år var med til at definere genren.

I modsætning til mange af de forgangne plader, hvor bandet har haft skiftende forsangere og i alt har haft hele 26 medlemmer samlet set, har Iommi ikke lagt lag på lag af guitar i et utal af spor, men for det meste, og på foranledning af Rubin, holdt sig på ét spor og én guitar. Ligesom i de gode gamle dage. Kompositorisk er pladen spændende og dygtigt udført med sine hyppige og markante skift og på nummeret Zeitgeist giver Iommi sin hidtil tydeligste hyldestreference til netop Django Reinhardt. Stærkeste nummer må imidlertid være førstesinglen, God Is Dead?, med sine Nietzsche-referencer og Ozzy’s kraftfulde sangforedrag.

Føromtalte Dear Father, som lukker pladen, slutter med sin brug af regn og kirkeklokker ringen i fortællingen om Black Sabbath; det var nemlig med disse effekter pladelytterne allerførst stiftede bekendtskab med dem på deres selvbetitlede åbningsnummer på deres selvbetitlede debutplade. Skulle dette vise sig at være punktummet for bandets brogede karriere, er det således en yderst værdig gravskrift for et af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige bands nogensinde, her 70 millioner solgte albums efter debuten.

Lad mig til sidst kraftigt og glohedt anbefale Ozzy Osbourne’s fremragende og på én gang morsomme og sørgelige selvbiografi, I Am Ozzy, fra 2010.

Diskografi (med Ozzy Osbourne)

Black Sabbath (1970)

Paranoid (1970)

Master Of Reality (1971)

Vol. 4 (1972)

Sabbath Bloody Sabbath (1973)

Sabotage (1975)

Technical Ecstasy (1976)

Never Say Die! (1978)

13 (2013)

Fransk krimi og Krimi Top 10 (Boganbefaling)

af Heidi Buur

Krimi. Rosinante. 2004. 380 sider.
Anmeldelse fra Litteratursiden

Tredie bog fra min bogchallenge-liste (det går støt og roligt fremad). Har fået forfatteren anbefalet af nogle stykker, og specielt af min biblioteksmentor som jeg ofte deler smag med. Så jeg har taget hul på serien, og er bestemt ikke færdig med Vargas.

Det gik hurtigt med at blive fanget af personerne og det gådefulde plot. Vi er i nutiden, men har at gøre med en seriemorder der bruger Pesten som våben. Det med Pesten, og at der figurerer en moderne opråber, giver et pudsigt tidsmiljø. Sådan en slags Middelalderen møder Nullerne.

Hovedpersonen, Adamsberg, er Carl Mørck/Harry Hole-type, og jeg glæder mig til at følge ham i de næste bind. Han har en rodet kærlighedsaffære sideløbende med handlingen, og det kan ofte kede mig, men Vargas formår at gøre det levende og troværdigt.

Endnu en serie til min

Krimi Top 12:

Jo Nesbø 
(10 bind. Seneste: 2013)
Han bliver bedre og bedre, og jeg glæder mig til Politi som udkom i dag!
Jeg læste først Frelseren (bind 6), og så tog jeg dem i rækkefølge derfra, og læste de første da der ikke var udkommet flere. Det er et spændende og makabert, dystert miljø og personer man har lyst til at følge. Og så er der kastet humor og musik-referencer ind, og det er jo aldrig dårligt.
Her har jeg lavet en miniguide til Harry Hole.

Åsa Larsson 
(5 bind. Seneste 2012)
Eneste krimiserie, hvor jeg har læst de tre første bind to gange! Hovedpersonen Rebecka Martinsson er så sej, og hendes nabo Sivving er en skøn og elskelig personlighed. Beskrivelserne af det iskolde Kiruna er så gode, at man tager sig selv i at skutte sig, når man læser. Spændende plots, og god leg med det psykologiske spil mellem mennesker.
Find bøgerne på Litteratursiden

Jesper Stein 
(2 bind. Seneste 2013)
Axel Steen er min nye Harry Hole/Tom Thorne. Jeg har kun læst ét bind, og jeg savner ham allerede og ser meget frem til bind to Bye Bye Blackbird som udkommer lige om snart. Plottet i URO var anderledes og aktuelt (rydningen af ungdomshuset), men det blev sekundært i forhold til beskrivelserne af Nørrebro, og ikke mindst Axel Steens følelser. Storartet. Ikke sært han fik debutantprisen!

Læs anmeldelse af URO på Litteratursiden

Jørgen Brekke 
(2 bind. Seneste 2012)
Der er kun udgivet to bind indtil videre, men begge har de været forrygende. Han veksler mellem nutid og 1500/1700 tallet, og plottet er så gennemtænkt - og det holder. Politimanden Odd Singsaker vokser på mig, og personerne er i det hele taget meget sjove og skæve. Jeg plejer at anbefale ham som en Dan Brown møder Jussi Adler-Olsen.
Find bøgerne på Litteratursiden

Jean-Christophe Grangé 
(8 bind. Seneste 2012)
Grangés bøger har ikke en fast hovedperson, og det er egentlig meget forfriskende. Det er handlingen der er i højsædet, og der er hele tiden gang i den. En cliffhanger i næsten hvert kapitel, og derfor er hans bøger svære at lægge fra sig. Han beskriver stemninger så man er der, og hans temaer er en god blanding af det psykologiske og historiske. Sublim underholdning.
Find bøgerne på Litteratursiden

Jussi Adler-Olsen 
(5 bind. Seneste 2012)
Jeg blev så skuffet over Marco effektens sidste halvdel, men jeg ser frem til det næste Afdeling Q-bind og håber at der er lidt mere fokus på det psykologiske, som han mestrer så godt i de første fire bind. Og mindre fokus på biljagter og politik (k e d e l i g t). Det er dog svært ikke at holde af Assad og Rose og de andre store personligheder i Afdeling Q, så jeg er ikke skræmt væk endnu.
Læs mere om forfatteren og find bøgerne på Litteratursiden

Susanne Staun 
(Fanny Fiske 5 bind / Maria Krause 3 bind. Seneste 2013)
Fanny Fiske bøgerne var for mig lidt satire over Kay Scarpetta-figuren - selvom Staun har udtalt, at hun ikke er inspireret af Patricia Cornwell. Mest sjove, med meget karikerede figurer og plot, men hendes andre selvstændige romaner har været psykologisk spændende, og det er Maria Krause-bøgerne også, selvom det blev lidt for mærkeligt til mig i første bind. De er værd at læse pga. det sprudlende sprog, dialogerne og de blodige, semi-erotiske scener.
Læs mere om forfatteren og find bøgerne på Litteratursiden

Håkan Nesser 
(5 bind. Seneste 2012)
Ham er jeg lige begyndt på, og ser frem til at gå ombord i de næste bind. Meget speciel hovedperson, den følsomme og Gudskritiske Barbarotti, og en fornøjelse at læse pga. et meget flydende sprog. Har tidligere læst Skyggerne og Regnen, men den greb mig ikke. Det gjorde Menneske uden hund, og jeg glæder mig især til den sidste i serien Slagteren fra lille Burma, som har Sorg som et stort tema.
Find bøgerne på Litteratursiden

Mike Billingham 
(11 bind. Seneste 2012)
Tom Thorne er en britisk antihelt, der har rod i følelseslivet, og elsker sin kat og Johnny Cash. Han opklarer bestialske mord i London sammen med sin flamboyante retsmediciner og andre interessante personligheder. I begyndelsen var det de makabre scener og de psykologiske plots der fyldte mest. Nu synes jeg desværre der er lige lovlig meget om privatlivet. Så begynd fra bind et, hvis du kan lide de mere barske krimier.
Find bøgerne på Litteratursiden

Unni Lindell 
(6 bind. Seneste 2008)
Cato Isaksen var i mange år min yndlings-krimi-antihelt. Familiefaderen der blev styret af sin libido mens han opklarer mord med psykologiske og spændende temaer. Der er en uhyggelig, historisk stemning i nogle af bøgerne, og jeg håber på at Cato kommer igen, selvom det er nogle år siden sidste bind. Lindell er en af de første krimiforfattere jeg læste, og i mit univers bedre end de andre nordiske, kvindelige forfattere.
Find bøgerne på Litteratursiden

Dan Brown 
(4 bind. Seneste 2013)
Jeg sluger de gådefulde romaner om Langdon råt, og jeg bliver godt underholdt hver gang jeg læser en Dan Brown bog. Så jeg kaster mig garanteret over Inferno inden alt for længe.
Find bøgerne på Litteratursiden

Ruth Rendell 
(mange bind. Seneste 2009)
En af de store fra min ungdoms læseår, som jeg er blevet ved med at følge. Hovedpersonen i de fleste bøger, Wexford, er så sympatisk og hyggelig, på far-måden. Rendells plots er altid gennemtænkte og udspekulerede, og hun er god til de psykologiske portrætter, samtidig med at hun er samfundskritisk. Hun er efterhånden oppe i årene, men den seneste fra hendes hånd Tretten trin ned holder stadig niveauet.
Find bøgerne på biblioteket

Lad os sammenligne mytologier: En kort guide til Leonard Cohens bibliografi

af Dennis Otte

Den canadiske singer-songwriter Leonard Cohen er en af verdens mest beundrede og respekterede sangskrivere. Han nævnes ofte i samme åndedrag som Bob Dylan, når der skal findes værdige kandidater til titlen som best rock lyricist of all time. Den hyppige sammenligning af de to er dog ganske malplaceret, al den stund de i form og udtryk er så vidt forskellige, at den eneste fællesnævner synes at være at de begge gennem en menneskealder har været leveringsdygtige i bunkevis ekstremt slidstærke sangtekster.

I modsætning til Bob Dylan, som kun udgav én roman; den mislykkede og amputerede Tarantula (skrevet 1965-66 og udgivet i 1971) samt den fremragende men lettere upålidelige eringdringsbog Chronicles i 2004, er Leonard Cohen i høj grad lige så meget digter og forfatter som han er musiker og singer-songwriter. Faktisk havde han allerede 11 år før sin musikalske debut etableret sig som en af Canadas mest respekterede nye poeter. Her følger en kort guide til hans litterære oeuvre.

Let Us Compare Mythologies. Digtsamling, 1956

Cohens første digtsamling udkom I 1956 i et førsteoplag på 400 eksemplarer – skulle du ligge inde med et af disse, kan du snildt veksle det til 1.000,-. Dollars, forstås. Den unge digterspire skrev hovedparten af sin debut mens han stadig studerede på McGill University i Montreal, og den udsendtes således som en del af The McGill Poetry Series. Selvom Cohen kun var 22 år, havde han allerede et særegent sprog og mange af de kendetegn og tematikker, der senere skulle kendetegne ham, var allerede at spore på dette tidlige tidspunkt.  

80 sider.

The Spice-Box Of Earth. Digtsamling, 1961

Cohens anden digtsamling, Spice-Box Of Earth, var den mest populære og succesfulde af hans tidlige bøger og etablerede ham i det litterære landskab i Canada. Samlingen føjer et bredere spektre til den unge digters udtryk, der både rummer højromantiske og mere dystre digte, ladet med vold og død.

128 sider.

The Favourite Game. Roman, 1963

Cohens første roman er i høj grad et selvbiografisk værk. Ned i detaljen skriver han om sin jødiske opvækst i Montreal. En dannelsesroman med Cohens alter ego Lawrence Breavman i centrum. Om end romanen fortsætter i det fra de første digtsamlinger udstukne romantiske spor, inkorporeres der opblødende mængder af ironi og den tørre galgenhumor, som senere skulle blive mere fremtrædende, ikke mindst i Cohens sangcyklus.

250 sider.

Flowers For Hitler. Digtsamling, 1964

Cohen var hurtigt blevet lidt af en anmelder-darling i de litterære kredse i Canada. Med denne sin tredje digtsamling begav han sig ud i en bevidst ”anti-art” for med egne ord at frigøre sig ”from the world of the golden-boy poet into the dung pile of the front-line writer”. Med de eksplicitte henvisninger til nazisternes kz-lejre og et gennemført konfronterende og ækelt sprog må man sige, at missionen lykkedes; ikke sådan forstået, at bogen var et kunstnerisk eller kommercielt selvmord – det var en modig bog og blev belønnet herfor.  Samlingen behandler således Cohens og den øvrige jødedoms traume fra Anden Verdenskrig.

156 sider.

Beautiful Losers. Roman, 1966

Cohens anden og indtil videre sidste roman er måske hans litterære hovedværk. En bog der efter Lou Reeds eget udsagn sporede ham ind på skrivegerningen og gjorde et uudsletteligt indtryk på ham ved udgivelsen. Romanen er ikke blot et hovedværk i Cohens værk; den er også et af de mest radikale og ekstraordinære værker i canadisk litteraturhistorie og det litterære værk, hvor Cohen bedst forløser alle sine mange udtryk og sproglige kompetencer. Desværre fulgte Cohen aldrig op på denne bemærkelsesværdige præstation; han albumdebuterede som musiker året efter og fik snart nok at gøre i denne boldgade.

250 sider.

Parasites Of Heaven. Digtsamling, 1966

Cohens gennembrudssang, Suzanne, har sit ophav I denne lettere undselige digtsamling. Som digtsamling betragtet er den ikke nær som homogen og ejer ikke samme tematiske sammenhængskraft som de foregående. Bogen udsendtes i nogen grad i hast for at imødekomme den voksende opmærksomhed Cohen havde mødt i kølvandet på succesen med Beautiful Losers. I dag huskes Parasites Of Heaven mest som rugemor for en række senere Cohen-sange.

80 sider.

The Energy Of Slaves. Digtsamling, 1972

Endnu en opvisning og afprøvning af den “anti-art” som prægede Flowers For Hitler. Digtene er konfronterende og cutting edge i mere end én forstand; hver side var øverst forsynet med et lille sort barberblad. Som Cohen lakonisk bemærkede: The poems doesn’t love us anymore”. Emo-kultur, go home! Ikke nogen stor digtsamling og ej heller synderlig moden i sit udtryk.

127 sider.

Death Of A Lady’s Man. Digtsamling/prosa, 1978

Parafraserende over sit Phil Spector-producerede album, Death Of A Ladies Man fra året forinden, ledsaget af et kommentarspor i prosaform på modsatte side efter hvert eneste digt: dette er en bevidst nørklet og lettere krævende digtsamling, der forud for udgivelsen blev omarrangeret flere gange inden den fandt sin endelige form.

216 sider.

Book Of Mercy. Digtsamling, 1984

Hvor de foregående samlinger har været regulære digtsamlinger, er der med Book Of Mercy i højere grad tale om en salmebog. 50 af slagsen helt præcist. På mange måder en nøgle til forståelsen af Cohens senere dybe vedvarende engagement i zenbuddhismen, hvor han fra 1994-99 boede som munk i det buddhistiske kloster på Mount Baldy. Her havde han imidlertid siden slutningen af 1970’erne regelmæssigt været tilknyttet sin master, Kyozan Joshu Sasaki. En smuk samling af meditationer og bønner i salmeform.

112 sider.

Book Of Longing. Digtsamling, 2006

Cohens længe ventede opfølger til den da 22 år gamle Book Of Mercy synes ved første øjekast let og luftig med sine mange sarkastiske tegninger, erotiske og håndskrevne små digte og legesyge sorte humor. Man bør dog ikke lade sig narre af denne tilsyneladende skødesløshed – Book Of Longing rummer og sammenfletter alle de elementer, der har gjort Cohen til en aldrende litterær statsmand.

240 sider.

Fifteen Poems. Digtsamling, 2012

15 digte, 24 tegninger. Ligesom med især Book Of Longing er denne samling rigt illustreret med Cohens spydige og naivistiske tegninger. Mange af digtene er af ældre dato og har været udgivet andre steder, men er her medtaget grundet de nye tegninger, som Cohen lader dem ledsage af.

53 sider, e-bog.

Alle forsidebillederne er hentet herfra.