Facebook Voks uge 30

af Dennis Otte

22 juli 2013

RUFUS WAINWRIGHT (f. 1973) bliver i dag 40 år.

Det lå sandsynligvis i generne at den canadiske singer-songwriter skulle blive musiker: hans forældre er folk-musikerne Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III. Hans lillesøster Martha Wainwright er ligeledes en succesfuld musiker. Forældrene blev skilt da Rufus var tre år og han flyttede fra Rhinebeck, New York, til Montreal i Canada, hvor han voksede op begyndte at spille klaver allerede som seksårig og som 13-årig begyndte at turnere med moderens The McGarrigle Sisters and Family – også med Martha (f. 1976). Han blev interesseret i opera foruden sangere som Edith Piaf og Judy Garland.

Disse inspirationskilder er hørbare på hans indtil nu 7 regulære studiealbums og mere direkte på live-pladen Rufus Does Judy at Carnegie Hall (2007), hvor han smukt fortolkede Garlands sange. I 2011 kom boksen House of Rufus med 19 plader indeholdende de da 6 studiealbums, DVD, live-plader og rariteter. Hans sangcyklus, leveret med den karakteristiske tenorstemme ofte akkompagneret af hans klaver, handler ofte om opera, litteratur, populærkultur, politik og homoseksuel kærlighed.

En kærlighed, der i 2011 resulterede i, at han og Jörn Weisbrodt blev forældre til en velskabt pige, født af Leonard Cohens datter, Lorca Cohen, som gennem mange år har været Rufus’ nære veninde.

Rufus Wainwright medvirker bl.a. på Antony and the Johnsons plade I Am A Bird Now og Burt Bacharachs At This Time foruden den storslåede hyldestkoncert til Leonard Cohen, I’m Your Man.

23 juli 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol II:

Patti Smith: Just Kids. 278 sider. 2010.

Med Just Kids hævede punkrocksangerinden og digteren Patti Smith (f. 1946) barren for rockselvbiografier i tiden; med sin overstrømmende poetiske flair er bogen andet og mere end ”blot” en gængs erindringsbog – det er et selvstændigt kunstværk. 

Man når næsten ikke at ærgre sig over, at Smith ikke i så rigt mål dækker de sene perioder i sin karriere, så levende og hamrende velskrevet er fortællingerne om det at være ung sulten kunstner i USA i 1960’erne; og at være en yderst bevidst en af slagsen. Om at skabe sig tilhørsforhold, valgslægtskaber, danne sin egen poetik, sit eget kunst- og livssyn, i dette tilfælde i nært samspil med åndsfællen og kunstneren Robert Mapplethorpe om hvem bogen også i høj grad drejer. 

Vinklingen er i sig grad lagt an på de tos fælles skabertrang og vej til ørenlyd, fra ludfattige og periodisk hjemløse bohemer, og til nogle af sin generations fremmeste repræsentanter for den nye hybrid mellem beatlitteratur, symbolistisk digtning, præpunk, billedkunst og et umage sammenrend af udskud, heroinskud og stjerneskud på Chelsea Hotel. Om at sove på strande, stjæle for at have til dagen, indprente sig tidens kunstneriske strømninger fra hippiekultur i Haight Ashbury over jazzmusik og hvor man var, da meldingen om John Coltranes utidige død kom, og til punkens eksplosive kræfter i hedengangne GBCB Club på Manhattan med The Ramones, Television, Talking Heads og – nåh ja – The Patti Smith Group.

23 juli 2013

Det er i dag 40 år siden KIM LARSENs debutplade Værsgo udkom.

Det ærkedanske mesterværk blev til på baggrund af strid om kursen i Gasolin’: skulle der synges engelsksproget rock and roll, som guitarist Franz Beckerlee foreslog – eller skulle der fortsat synges på dansk i den nu klassiske hybrid mellem garagerock, visesang og Højskolesangbog? 

Dette spørgsmål var faretruende tæt på at kuldsejle korpsånden i Gasolin’. Manden i midten blev producer og pladeselskabsmand Poul Bruun, som diplomatisk foreslog, at Larsen fik afløb for den perlerække af dansksprogede sange, som ikke passede ind i Gas-regi og som de andre ofte reagerede lettere hånligt på. 

Løsningen blev en soloplade med Larsen, parallelt med Gasolin’. Beckerlee spiller moog på ”Sylvesters Drøm” og Wili Jönsson spiller piano og orgel på ”Nanna” og ”Jacob den Glade” – herudover er guitaristen Thomas Grue det helt store trumfkort på pladen, som er blevet kaldt Danmarks første unplugged album. Sangene er for størstedelens vedkommende Larsen-sange som er ”jammet” sammen med vennerne Stig Møller (tidligere Steppeulvene), Thomas Grue og Ole Frø omkring dagligstuebordet hos Larsen, når ”dagens hit” skulle præsenteres.

Larsen havde materiale nok til en dobbeltplade, en slags musical om karakteren Sylvester, men Bruun syntes nok at en almindelig plade med 17 sange kunne gøre det – og helst på et skrabet budget. Foruden Larsens egne sange dykkedes der ned i gamle folkemelodier: bl.a. ”Hubertus” hvis oprindelse fortaber sig i tågerne, ”Det er i dag et Vejr” af Ludvig Holstein (1895, musik af Poul Schierbeck 1939) ligesom melodien til ”Byens Hotel” stammer fra den engelske folkesang ”The House Carpenter”, som bl.a. er sunget af Joan Baez – som også sang ”Geordie”, hvis melodi Gasolin’ brugte til deres ”Langebro”. Tekstlig assistance til ”Byens Hotel” fik han af Thomas Grue og Ib Oskar Hansen, ligesom Gasolin’s husdigter og ”guru”, Mogens Mogensen, bidrog med tekster til ”hvis Din Far Gir Dig Lov” og ”På En Gren I Vort Kvarter”. Den fantastiske fantasivise ”Joanna” er skrevet af Larsen, men sunget af den 13-årige Søren Bernbom, som også synger med Larsen på ”De Fjorten Astronauter”. Således optræder Larsens venner som medkomponister her og der. Det er fx Flemming Quist Møller – musiker, forfatter, tegner, filmmager og ophavsmand til ”Bennys Badekar” og ”Jungledyret Hugo” – som har skrevet teksten til det afsluttende nummer, ”Christianshavns Kanal”.

- Og nu vil jeg sætte nålen i LP’en, for det er i dag et vejr, et solskinsvejr!

23 juli 2013

Vores lille side er nu nået 250 "medlemmer" og vi vil gerne takke Jer alle for kommentarer og positive tilkendegivelser.

Vi håber I nyder sommeren, og husk - I er altid velkomne til at invitere venner ombord på Ørevoks; det kan ske inde på selve siden.

25. juli 2013

THURSTON MOORE bliver i dag 55 år.

Den amerikanske musiker er bedst kendt som sanger, sangskriver og guitarist i Sonic Youth, med hvem han har udsendt 15 studiealbums.

Moore figurerer som nr. 34 på Rolling Stone magazine’s liste over alle tiders bedste guitarister og hans signaturlyd må siges at være den signifikante noise rock guitar han har udviklet med afsæt i bl.a. The Velvet Underground. Han mestrer imidlertid også bas, piano, saxofon og synthesizer og kan genremæssigt klassificeres som no wave, noise rock, alternativ/eksperimenterende rock og post punk.

Foruden sine indtil nu tre regulære soloalbums – Psychic Hearts (’95), Trees Outside the Academy (’07) og Demolished Thoughts (’11) – har Moore været involveret i et hav af sideprojekter og bl.a. været medlem af Dim Stars (med bl.a. Richard Hell), To Live And Shave In L.A., black metal-gruppen Twilight og senest Chelsea Light Moving, som udgav det selvbetitlede debutalbum 5. marts i år inkl. singlen ”Burroughs” om den gamle beatforfatter. I 2012 udgav Moore pladen YOKOKIMTHURSTON sammen med Yoko Ono og Kim Gordon (som han var gift med fra 1984-2011 og som også var/er et centralt medlem af Sonic Youth).

Moore har skabt musik til fire film og har udgivet et hav af limited edition-udgivelser med dronebaseret/eksperimenterende avantgardemusik.

Thurston Moore deltog i 6. august 2012 i en Artist Talk med den danske forfatter Lars Movin (hvor Ørevoks’ Dennis Otte fik lejlighed til at hilse på ham). Dette interview – i dansk oversættelse – er bragt i sin fulde længde i det af Asger Schnack udgivne tidsskrift Cool nr. 1.

26. juli 2013

I dag er det 119 år siden den engelske forfatter ALDOUS HUXLEY (1894-1963) blev født.

Huxley er bedst kendt for romanen Brave New World fra 1932 (d. Favre Nye Verden) og The Doors of Perception fra 1954 (d. Erkendelsens Døre), som rockbandet The Doors senere tog navn efter. Han har imidlertid også udgivet et hav af essaysamlinger, børnebøger, digtsamlinger, novellesamlinger, filmmanuskripter, dramatiske værker og en lang række romaner.

Huxley, som var en stor humanist og pacifist, regnes blandt et af sit århundredes skarpeste intellekter. Om end Huxley flirtede med bl.a. spiritisme og mysticisme, så beskrev han sig selv som agnostiker. Han blev allerede med The Doors of Perception kendt for sit åbne eksperimenterende forhold til psykedeliske stoffer, mere end et årti før det for alvor udbredtes med hippiebølgen – tag dén, Timothy Leary! 

På sit dødsleje, hvor han var frataget evnen til at tale, skrev Huxley en seddel til sin kone med ønsket om LSD. Han døde af kræft som 69-årig den 22. november 1963. En historisk dato; John F Kennedy blev som bekendt myrdet samme dag, hvilket ganske overskyggede meldingen om Huxleys død – og i øvrigt også forfatteren C.S. Lewis’, som tilfældigvis døde samme dag.

27. juli 2013

NEKROLOG. Den amerikanske singer-songwriter og multiinstrumentalist JJ CALE er død. Han blev 74 år.

John Weldon Cale (1938-2013) var en af de vigtigste musikere i udviklingen af den særlige Tulsa Sound; en original ”tilbagelænet” blanding af old school rockabilly, country, tidlig rock and roll, jazz og blues, der udvikledes i Tulsa, Oklahoma. Cale var selv født i Oklahoma City og opvokset i Tulsa, Oklahoma.

Cale’s sange er blevet fortolket af så forskellige koryfæer som Eric Clapton, Captain Beefheart, Tom Petty, Lynyrd Skynyrd og Waylon Jennings. Blandt hans bedst kendte sange er ”Cocaine”, ”After Midnight”, ”Cajun Moon” og ”Call Me The Breeze”.

kønt JJ Cale (som ikke må forveksles med musikeren John Cale) aldrig slog rigtig bredt igennem, fik han hurtig status af en slags ”sangskrivernes sangskriver”. En respekteret herre, der fra debutpladen Naturally i 1972 og til Roll On i 2009 nåede at udgive 15 albums. Han arbejdede i 1960’erne som studietekniker i Los Angeles og havde i årene 1966-67 bandet The Leathercoated Minds, som i 1966 udgav deres eneste album, A Trip Down The Sunset Strip. Cale var tæt på at opgive sin egen musikalske karriere, indtil Eric Clapton i 1970 indspillede hans ”After Midnight”. 

Cirklen blev sluttet, da Cale i år medvirkede på Claptons nyeste album, Old Sock, hvor han spiller guitar og synger på nummeret ”Angel”. Allerede i 2006 havde Cale og Clapton sammen udsendt den fine plade The Road To Escondido.

JJ Cale døde i går, den 26. juli, af et hjerteanfald i La Jolla i Californien.

28. juli 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol. III:

Pete Townshend: Mit liv og The Who. 562 sider. 2013.

Jeg elsker den næsten barnlige forventningsglæde man kan føle, når man ser frem til en særlig bogudgivelse. Sådan havde jeg det op til udgivelsen af Pete Townshends (f. 1945) omfangsrige selvbiografi. Og dét af mange divergerende årsager. 

Mestendels fordi manden som hovedkraft i rockbandet The Who har stået bag så vigtige pladeudspil som generationsmanifestet My Generation (1965), verdens første ”rockopera” i miniformat på titelnummeret til A Quick One (1966), pop art og kommerciel radio udsøgt udtænkt på The Who Sell Out (1967), den episke fuldblods ”rockopera” Tommy (1969), det gennemsolide potente rockalbum Who’s Next (1971), bandets smukke opsummering af mods-årene på dobbeltpladen Quadrophenia (1973) og Townshends ”terapiplade” The Who By Numbers (1975). 

Foruden det hårdtslående livealbum Live at Leeds (1970). Men også fordi Townshend velsagtens placerer sig blandt rockens mest velformulerede frontkæmpere, fordi det simpelthen bare er interessant at høre om mods-dagene, Monterey Pop Festival 1967, den artistiske begrundelse for at så mange guitarer måtte lade livet (auto destruktion!), tankerne bag de til tider søgte, til tider smågeniale konceptalbums, både solo og med The Who, samt i den mere prekære afdeling; Townshends version af historien om hans anholdelse for besiddelse af børnepornografisk materiale i 2003 (Townshend fortæller om egne oplevelser med misbrug i sin barndom og den research til en bog om emnet der, ifølge musikeren, ledte ham til at betale sig adgang til en helt forkert hjemmeside). 

Townshend fremlægger og fortæller åbent om såvel dette som sit forhold til kvinder, elskerinder, sin religiøse guru, sine managers og ikke mindst de øvrige bandmedlemmer (sjældent har et rockband bestået af fire så forskellige individer). At der, efter min smag, dvæles lige lovlig detaljeret og ved kvinder, alkohol og managers ændrer ikke ved, at det er en uomgængelig og velskrevet rockselvbiografi.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

MICK JAGGER bliver i dag 70 år.

af Dennis Otte

I den forbindelse bringer vi en liste med 10 ting du måske ikke vidste om musikeren.

1)

Jagger opvoksede i en middelklassefamilie i Dartford, Kent, sammen med sin fire år yngre bror. Faren (og farfaren) var lærer, mens moren var frisør (og i øvrigt aktivt medlem af Englands Conservative Party). Det lå i kortene at Jagger ligeledes skulle blive lærer, men selv overvejede han imidlertid kraftigt at blive enten journalist eller politiker.

2)

Fra 1950-54 gik Jagger i klasse med Keith Richards. Herefter skiftede Jagger skole og da de to mødtes igen på en banegård i juli 1960, havde de begge opbygget en glubende appetit på r&b og blues. Jagger havde netop modtaget en postforsendelse med vinyler fra Chess Records med Chuck Berry og Muddy Waters og bar den under armen, da de to tilfældigt rendte på hinanden. 

3)

Jagger har medvirket i en lang række film. Mest kendt måske Performance af Nicolas Roeg fra 1968 og Ned Kelly fra 1970. I 1995 stiftede han Jagged Films, som bl.a. producerede filmen Enigma fra 2001 og dokumentaren om Jagger selv, Being Jagger, fra samme år.

4)

Jagger mediterer dagligt på baggrund af buddhistisk lære.

5)

I 2008 skrev The Telegraph at medlemmer af Hells Angels havde planlagt at myrde Jagger i 1975. Jagger var kommet i unåde efter offentligt at have givet Hells Angels skylden for katastrofen på Altamont i 1969, hvor en sort fan blev dolket ihjel og voldsomme tumulter opstod mellem publikum og bikerne, som var hyret af Stones som sikkerhedsvagter. Mordplanerne blev heldigvis forpurret af vejrforholdene den dag bikernes ugerning skulle føres ud i livet. Medlemmerne af Hells Angels planlagde at angribe uden om Jaggers sikkerhedsvagter ved at ankomme med båd til Long Island og trænge ind gennem haven – desværre stormede det kraftigt og alle engle røg overbord! 

6)

12. december 2003 blev Jagger slået til ridder af Prins Charles. Titlen som Sir Michael Jagger forårsagede en del polemik mellem Keith Richards og Jagger. Guitaristen var absolut ikke begejstret for denne tvivlsomme ære og mente det stred imod alt hvad The Rolling Stones stod og står for.

7)

Maroon 5’s heftigt spillede popsang ”Moves Like Jagger” handler naturligvis om Jaggers signifikante dansebevægelser. Jagger selv har kaldt sangen ”meget flatterende” og han nævnes i øvrigt også i bl.a. Kesha’s ”Tik Tok”, Black Eyed Peas’ ”The Time (Dirty Bit)" og ”Drive-In Saturday" af David Bowie (med hvem han i 1985 indsang den gamle Martha & the Vandellas-sang ”Dancing in the Streets” til fordel for Live Aid, hvor de to musikeres video blev vist simultant på storskærm på både Wembley og JFK Stadium. Sangen blev samme år nr. 1 i Storbritannien).  

8)

Han har udgivet fire regulære soloalbums; She’s The Boss (’85), Primitive Cool (’87), Wandering Spirit (’93) og Goddes in the Doorway (’01) – alle til moderat succes. Smarte pladeselskabsfolk lovede ham i starten af firserne guld og grønne skove - på størrelse med en anden MJ’s, nemlig Michael Jackson – hvis han gik solo. Det gik som bekendt ikke så godt som kalkuleret og soloeventyret var tæt på at kuldsejle The Rolling Stones inden deres tilbage-i-form-album Steel Wheels udkom i 1989.

9)

Jagger udgav i september 2011 den selvbetitlede debutplade med supergruppen SuperHeavy, som var blevet stiftet i 2009 af Mick Jagger, Damian Marley (søn af Bob), Joss Stone, Dave Stewart (bl.a. Eurythmics – Jagger og Stewart lavede i 2004 soundtrack til Alfie) og det indiske multitalent A.R. Rahman. Modtagelsen af SuperHeavy var overvejende på den positive side af det jævne.

10) 

I 2012 kunne The Rolling Stones fejre deres 50 års jubilæum. 2013 regnes dog af mange for det korrekte jubilæumsår, eftersom trommeslager Charlie Watts først kom med dette år. Bandet spillede den 29. juni 2013 på Glastonbury Festival.

Facebook Voks uge 29

af Dennis Otte

19. juli 2013

Queen-guitaristen BRIAN MAY bliver i dag 66 år. I den forbindelse bringer vi en top 10 over facts om musikeren.

1. Udover at være en stilskabende guitarist, skrev May mange sange til Queen, bl.a. ”We Will Rock You”, ”Save Me” og ”Who Wants To Live Forever”. Han var også hovedsangskriver på ”The Show Must Go On”.

2. May er uddannet astrofysiker. Han påbegyndte sin Ph.D. allerede i starten af 70’erne, men efter Queen tog fart, neddroslede han studiet og blev først Ph.D. i 2007.

3. I 2008 fik han en asteroide opkaldt efter sig: Asteroid 52665 Brianmay.

4. May har udgivet fire soloalbums; Star Fleet Project (’83), Back to the Light (’92), Another World (’98) og Furia (’00, soundtrack).

5. Han benytter oftest sin hjemmebyggede elektriske guitar, som han har døbt “Red Special”.

6. May figurerer som nr. 26 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste guitarister nogensinde. På Planet Rocks liste ligger han nr. 7 og på Guitar World stemte bladets læsere ham ind på en flot andenplads.

7. May er dyreaktivist og har oprettet organisationen Save Me, som arbejder for generel dyrevelfærd og overholdelse af jagtbestemmelser.

8. Han fik i 2005 en CBE (Commander of the Most Excellent Order of the British Empire) for sit arbejde i musikindustrien samt velgørenhedsarbejde.

9. May stiftede sit første band, Smile, i 1968. Trommeslageren Roger Taylor, som også senere tog sig af trommerne i Queen.

10. May dannede i oktober 1991 The Brian May Band. Materialet var hovedsageligt fra Mays soloplader og de nåede kun at indspille en liveplade, Live at the Brixton Academy (’93), inden de gik i opløsning i samme år.

21. juli 2013

I disse år udgiver nogle af rockens største navne deres SELVBIOGRAFIER. I den næste tid vil vi bringe anbefalinger af disse til sommerlæsningen.

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL I

Eric Clapton: Clapton: en selvbiografi. 400 sider. 2007.

Eric Clapton (f. 1945) er nu om stunder en af verdens fremmeste fakkelbærere af den mere traditionelle del af bluesmusikken; fast forankret i Robert Johnson, hvis sange han i 2004 fornemt indspillede på pladen Me and Mr. Johnson. Men han var været omkring, den gode Clapton; allerede inden han i 1970 debuterede overbevisende med sin første soloplade, Eric Clapton, havde han haft hvad mange med rette vil betegne som sin storhedstid.

Som en af de vigtigste engelske guitarister i 1960’erne havde han sat sit umiskendelige præg på store grupper som The Yardbirds, John Mayall & The Bluesbreakers, The Powerhouse, Cream, Blind Faith og Delaney, Bonnie & Friends. Udover disse grupper arbejdede Clapton mere flygtigt – somme tider blot ved enkelte lejligheder – sammen med John Lennon, The Beatles, The Rolling Stones, The Band, George Harrison og utallige andre.

Claptons touch er tilnærmelsesvist allestedsnærværende i den engelske rock fra 1960’erne.

Efter solokulminationerne med først 461 Ocean Boulevard (1974) og Slowhand (1977) er Clapton efter min mening stagneret en smule; bevares, der er kommet fine albums, men udviklingen er det så om så med. Her gælder indvendingen om at være tro imod bluestraditionen ikke: mange af de store bluesmænd og –kvinder som Clapton står på skuldrene af og hyppigt citerer og fortolker, var garanter for den udvikling i bluesmusikken som er skyld i, at vi i dag kan opdele blues i et væld af undergenrer og fusioner med andre genrer; noget Clapton jo selv var foregangsmand for i 1960’erne. Nuvel, kun de færreste kan forny sig og holde sig på toppen i 50 år, og Clapton har da også cementeret sin position som bluesens grå eminence. Tager man de i selvbiografien udpenslede beretninger om alkohol- og stofmisbrug i betragtning, skal vi være glade for, at han overhovedet stadig lever og udgiver plader. For det er en betydelig selvbiografi men en både rørende og yderst informativ gennemgang af karriere, kollegaer, kærlighed og katastrofer Clapton udgav i 2007 – faktisk en af de bedste i disciplinen fra en så indflydelsesrig musiker. Hjerteskærende fortælles om den fireårige søn Conors død ved fald fra et vindue fra 53. sal, Claptons alvorlige alkoholisme og den følgende oprettelse af sit eget rehabiliteringscenter for stof- og alkoholafhængighed, Crossroads Centre. Og vejen frem til den tørlagte tilværelse, hvor han nu, i sit 50 års jubilæumsår efter et par årtier uden alkohol, udgav pladen Old Sock (2013) – titlen på foranledning af David Bowie: efter dennes fine comeback i år var Clapton blevet imponeret over førstesinglen, ”Where Are We Now” og skrev til Bowie og lykønskede ham. De to legender har aldrig kendt hinanden (ret godt) privat, men Bowie replicerede i jovial tone: ”thank you for the shout-out, old sock!”, hvorefter Clapton, efter på en ferie at have taget et foto af sig selv med sin mobiltelefon, straks valgte af lade sit nye album, med omtalte foto som cover, døbe Old Sock!

21. juli 2013

NYT ALBUM FRA PAUL MCCARTNEY

McCartney sender splinternyt album på gaden i midten af oktober 2013. Derudover en single allerede i september.

Det er 6 år siden McCartney sidst har udgivet et regulært studiealbum med lutter eget materiale (Memory Almost Full), ser man bort fra den McCartney-komponerede ballet, Ocean's Kingdom fra 2011. På hans seneste udspil, den fine standards-plade Kisses on the Bottom, har han også et par fornemme selvskrevne numre med.

Herudover forlyder det, at halvdelen af et Fireman-album (McCartney og Youth) skulle være indspillet med henblik på nyt album 2014-2015.

Paul McCartney påbegynder dette efterår sin verdensturné, "Out There".

22. juli 2013

GEORGE CLINTON (f. 1941) bliver i dag 72 år.

Amerikanske Clinton er, sammen med James Brown og Sly Stone, blandt de mest innovative funkmusikere verden har set. Som sanger, sangskriver og bandleder er han især kendt som primus motor i de to funkbands Parliament og Funkadelic, som vandt stor popularitet i 1970’erne. De to bands bestod hovedsageligt af de samme medlemmer, men hvor Parliament med sin blødere r&b-orienterede funk stod overfor Funkadelics mere rå og rockede funk. Clinton arbejdede i en periode i 1960’erne som sangskriver hos Motown udover at have sit eget band, The Parliaments – som efter juridiske forviklinger ikke måtte kalde sig dette og transformeredes til Funkadelic. Da det juridiske igen var udredt, blev også Parliament stiftet. De to bands udgav med deres mikstur af Jimi Hendrix, Sly and the Family Stone og især James Brown over 40 singler, hvoraf tre blev nr. 1, foruden en række skelsættende og genredefinerende albums.

I starten af 1980’erne gik Clinton solo og har udgivet over 20 albums og medvirket på plader med så forskellige navne som Michael Bolton, Prince, Ice Cube, Snoop Dogg, 2Pac blandt mange flere, og har produceret albummet Freaky Styley for Red Hot Chili Peppers. Sammen med James Brown regnes Clinton for en af de mest samplede musikere nogensinde.

Clinton blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Parliament-Funkadelic.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Guide til Haruki Murakami

af Heidi Buur

Den japanske forfatter bliver mere og mere læst og kendt i Danmark - og hvor er jeg dog glad for det, for hans bøger er fremragende! De ligner ikke noget andet man før har læst, og de er lettilgængelige uden at være trivielle.

Det jeg elsker ved Murakami:

Dialogen mellem de altid komplekse og skæve karakterer er helt enestående. Jeg elsker, når han lader mennesker mødes tilfældigt og altid snakke om noget vigtigt. Overflødig snak er skåret væk, alt er væsentligt. Og mystisk. Og lærerigt.

Japan - kultur, historie, samfund... Vi får viden og indblik i et spændende og dragende land, hvor kulturen er meget mere vestlig end jeg troede - hvis man da skal tro Murakami.

Magien er med til at gøre Murakami til noget specielt. Jeg er ikke udpræget fantasy-fan, og jeg kørte lidt død i Gabriel Garcia Marquez, men når Murakami lader fisk regne ned fra himlen eller giver en mand evnen til at tale med katte, så er det helt okay. For det kammer aldrig over, og det er ikke irrelevant..

Personerne er sådan nogle besynderlige nogen, som ofte har en sær egenskab. Fx Fuka-eri der taler uden spørgsmålstegn, eller førnævnte Nakata der kan tale med katte. Det er let at blive nysgerrig og få lyst til at vide mere om dem.

Humoren er underspillet og skæv. Ikke lårklaskende, men med et glimt i øjet, som et godt modspil til de store temaer, som oftest er Kærlighed, Ensomhed og Eksistens.

Opskrifterne Jeg elsker, når han detaljeret beskriver hvordan personerne tilbereder mad. Så sanseligt og konkret på en gang. Her er for eksempel  en opskrift fra Trækopfuglens krønike.

Musikken Murakami er musikelsker, så det fylder meget i bøgerne, og der er alsidighed i genrerne. Både jazz, klassisk, rockmusik. I trilogien 1Q84 indledes første bind med værket Janáceks Sinfonietta, og det kan anbefales at høre den mens man læser. Så er det som at sidde i taxaen ved siden af Aomame...

Bøgerne:

Sønden for grænsen og vesten for solen (2003)

Når jeg anbefaler Murakami, bliver mange bremset af det magiske element, og så plejer jeg at foreslå at begynde med den her. Det var den første jeg læste, og det var den der fik mig til at sluge resten af hans forfatterskab på kort tid. Der er en smule magi, men ikke meget. Det er kærlighed og musik og eksistens.

Hajime møder sin eneste ene, pigen Shimamoto, da de begge er tolv år, men han mister hende igen. Han begår den fatale fejl at give slip på hende i teenagealderen for først at møde hende mange år senere, da de begge er kommet op i trediverne. En dag sidder hun pludselig i hans jazzbar, fuld af mystik og hemmeligheder og med dybe sår i sjælen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter midnat (2008)

En anden god “begynderbog” jeg plejer at anbefale. Den har lidt mere krimiagtig spænding end de andre, og derfor fanger den måske mere, når man er ukendt med Murakami-universet.

Denne roman udspiller sig en enkelt nat i Tokyo, fra fire minutter i tolv til otte minutter i syv næste morgen. I den periode mødes vildfremmede mennesker og får indflydelse på hinandens skæbner (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter Skælvet (2008)

Noveller der alle har jordskælvet i Kobe som tema, og de har alle de samme Murakami-kendetegn med de skæve karakterer, mystik og stemning. Men fordi det er korte historier slutter det alt for brat for mig, og jeg foretrækker romanerne, hvor man kan fordybe sig helt i det specielle univers. 

Hvis man ikke har læst Murakami før, kan man jo snuppe en novelle. Det kan virke mere overskueligt.

Seks noveller om vidt forskellige mennesker, der tilsyneladende ikke er berørt af jordskælvet i Kobe i 1995. Men langsomt afdækkes lag af mørke, angst og fortrængte følelser fra en fortid, som de troede var glemt (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Dans Dans Dans (1999)

Jeg læste den før jeg læste En vild fårejagt, og kunne sagtens følge med alligevel. Det var en af de første jeg læste, og selvom det med fåremanden var lidt langt ude for mig, var det endnu en bog jeg slugte. Især hovedpersonen gjorde stort indtryk på mig. Den er ligeså smuk som sin titel.

I denne selvstændige fortsættelse af 'En vild fårejagt' møder vi igen den 34-årige tekstforfatter, der leder efter en kvinde, han ikke kan glemme. Det fører ham tilbage til Hotel Delfin, men hotellet er revet ned, og i stedet ligger der et stort internationalt kædehotel. Under sin søgen efter kommer hovedpersonen tilbage til en mystisk fåremand, der råder ham til at danse gennem livet (fra Saxo og bibliotek.kk.dk).

Sputnik min elskede (2004)

Meget sanselig og smuk roman. Ikke en jeg slugte som de andre, men en jeg tyggede på og nød langsomt.

Bogen er Murakamis femte roman på dansk. Den forener alle forfatterens bedste litterære træk, kærlighedshistorien, mysteriet om den forsvundne elskede, beskrivelsen af det moderne Japan set i både frø- og fugleperspektiv og endelig den stilfærdige, men dybdeborende undersøgelse af kærlighedens og længslens væsen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden.

En vild fårejagt (1996)

Efter at have læst flere Murakami'er var det nemmere at kapere det lidt syrede med Fåremanden. Dejligt at møde hovedpersonen fra Dans Dans Dans igen.

Romanens navnløse fortæller bor i en næsten tom lejlighed i Tokyo med minimal kontakt til andre mennesker. Han har lært sig at dyrke kedsomheden som en kunstart. Men kedsomhedens modsætning - eventyret - sniger sig ind på vores fortæller. Først møder han en ung kvinde med de smukkeste ører, han nogensinde har set, så falder han over et billede af et får med en stjerneformet plet på ryggen, og endelig opsøges han af en ultrahøjreorienteret mand, der kalder sig Bossen. Bossen er døende, men han har en opgave, der skal løses. Vores fortæller må påtage sig hvervet, hvis han vil overleve. Den vilde fårejagt er i gang (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Kafka på Stranden (2007)
En bog man skal læse i ét stræk på en ferie. Lade sig sluge ind i universet og bare nyde rejsen med Kafka og Nakata.

I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis (fra Saxo). Min anbefaling. Anmeldelse fra Litteratursiden

Norwegian Wood (2005)

Det er en meget melankolsk og eksistentiel roman, som foruden hovedpersonen har to karakterer, Midori og Naoko, der gjorde stort indtryk på mig. Den er filmatiseret og har fået fine anmeldelser. Jeg vil dog hellere læse den igen med mine egne billeder. 

En Boeing 747 lægger an til landing i Hamburgs lufthavn, og ud af kabinens højttalere strømmer en lummer udgave af Beatles-sangen ´Norwegian Wood´. Om bord er Toru Watanabe. Han er 37 år gammel, men da han hører lige præcis den melodi, katapulteres han tilbage til sin studietid 1960'erne i Tokyo. Han finder nogle vennepar, men kommer også tæt på flere selvmord, så forholdet til kvinder ender med at blive selvoptaget og navlebeskuende (fra Saxo og Litteratursiden). Anmeldelse fra Litteratursiden. Trailer til filmen.

Trækopfuglens krønike (2001)

En stor roman, som på samme måde som Kafka på stranden, skal læses i lange træk, og hvor man skal lade sig opsluge. Er blevet udråbt som hans hovedværk (før 1Q84), og det kan jeg godt forstå. Én af dem hvor den er i tankerne hele tiden, mens du læser den. 

En fascinerende fortælling fra en af japans største forfattere, Haruki Murakami. Toru Okada mister sit job, hans kat forsvinder og hans kone kommer ikke hjem - og det skal vise sig, at dette blot er starten på en serie mystiske hændelser og mødet med en stribe bizarre personligheder for Toru Okada (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden. Bogen til debat på Litteratursiden.

1Q84 - bog 1 2 3 (2011-2012)

Måske fordi det er den sidste jeg har læst, men i hvert fald er min ultimative yndlings-Murakami lige nu historien om Tengo & Aomame, The Little People, de to måner og meget mere etc. Det er kærlighed, spænding, erotik, mystik, musik, madopskrifter og syrede karakterer. Det er en afdæmpet David Lynch, der møder Stieg Larsson og Paul Auster i Japan.

Aomame er en 30-årig kvinde, der opdager, at hun kan træde ind i et andet univers. I dette univers er der to måner - den ene kalder hun 1Q84. Tengo er en ensom matematiklærer med en passion for at skrive bøger. Han bliver bedt om, at omskrive den 17-årige pige Fuakeris opsigtsvækkende historie, som er blevet indsendt til en debutantkonkurrence, men finder hurtigt ud af, at den ordblinde Fuakeri ikke kan have skrevet historien selv. Tengos søgen efter at opklare, hvem der står bag novellen, fører til en uventet opdagelse og en afsløring af Fuakeris fortid (fra Saxo). Anmeldelser fra Litteratursiden: Bog 1, Bog 2, Bog 3

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe (2009)

Filosofiske ans essays om løb - og livet & musik. Fordi jeg ikke selv løber, var det svært at forholde sig til hans gejst for den disciplin. Men interessante tanker og dejlige passager om musiklidenskaben.

To store lidenskaber dominerer Haruki Murakamis liv: at skrive og at løbe, og for ham kan det ene ikke tænkes uden det andet. Når han løber, henter han det overskud, den inspiration og frem for alt den vedholdenhed, der skal til for at kunne skrive. Erindringen om arbejdet med de romaner, han har skrevet gennem årene, fletter sig sammen med historierne om hans mange store løbeoplevelser i et både filosofisk og humoristisk erindringsforløb, der ubesværet bevæger sig fra det underholdende fortællende til det filosofisk reflekterede (fra Saxo).  Anmeldelse fra Litteratursiden.