af Dennis Otte
Det er næppe for meget sagt, at ASGER SCHNACK er den vigtigste litteraturformidler i Danmark.
Som forlagsredaktør på henholdsvis Borgen i 70’erne og Hans Reitzels Forlag i 90’erne, som forlægger og ophavsmand på egne forlag som Swing fra ’74-’79 og Bebop fra 2000, idémand og redaktør på tidsskriftet Cool (bemærk konnotationerne til jazz), er han om nogen dansk litteraturs smittende læseglæde.
Af lyrikformidlende karakter bør nævnes Lyrikbogen. Dansk lyrik fra 1680 til 1990 – med europæiske eksempler (1992) og Digte er til at læse (1996).
Herudover et hav af antologier og redigerede digtudvalg af en lang række danske digtere. Med Bebop har Schnack mestendels fokuseret på udgivelse af gendigtninger af udenlandske poeter som Tristan Tzara, Paul van Ostaijen, Paul Éluard, Wassily Kandinsky, Gertrude Stein, Hans Arp med mange flere, samt enkelte genudgivelser af svært opdrivelige danske digtsamlinger og lignende.
Først og fremmest er Schnack dog digter og forfatter. Fra debutdigtsamlingen Øjeæbler på Forlaget Arena i 1967 har han udgivet lige under 100 titler i eget navn: digtsamlinger, essaysamlinger, romaner, biografier og børnebøger. Herudover altså næsten lige så mange antologier og oversættelser af andres værker.
Ørevoks har i denne måned fornøjelsen af at bringe et nyt essay af Asger Schnack om et emne, der har optaget ham siden ungdommen; Bob Dylan.
Lo And Behold
Af ASGER SCHNACK
I dette vadested, hvor de store bedrifter var udført – og nye ventede forude – kom så en temmelig bemærkelsesværdig Bob Dylan-plade, der ikke var nogen Bob Dylan-plade, men en coverplade, der ikke desto mindre er værd at bemærke! Der havde været coverplader før, og der kom coverplader efter, og med coverplader tænker jeg her hele originale plader med kun Bob Dylan-sange. Vigtige havde været Hugues Aufray: AUFRAY chante DYLAN og Odetta Sings Dylan (begge: 1965); og nævnes bør naturligvis også Joan Baez: Any Day Now (1968); men de var alle tre kendetegnet ved (langt overvejende) at bestå af sange, som Bob Dylan selv havde indspillet og udsendt på officielle plader, dvs. der var tale om plader, der stod og faldt med en sammenligning med originalen.
Helt anderledes med den plade, der udkom i 1972 med titlen Lo And Behold – bandnavnet var dets fire medlemmers: Coulson Dean McGuinness Flint. Her var der tale om Bob Dylan-sange, der på udgivelsestidspunktet ikke var udsendt af Bob Dylan selv. Og ikke blot bestod pladen af principielt ukendte Bob Dylan-numre, det lykkedes også for de fire musikere (+ diverse gæstemusikere) at skabe en lyd og et helhedsbillede, der gjorde pladen værd at lytte til, og som på en sær måde sneg sig ind i den tidslomme, hvor Bob Dylan ikke lod høre fra sig, men befandt sig i dette venterum. Og det store under er, at man stadig i dag med fornøjelse – også som en tidsrejse – kan lytte til Lo And Behold (cd-genudgivet i 2007). En single blev udsendt med to ekstra numre, som er inkluderet på cd’en.
Den lægger ud med ”Eternal Circle” (som cd’en også slutter med i form af et alternativt mix). Nummeret blev allerede copyrighted i 1963, men kunne først høres på officiel plade på The Bootleg Series, Vol 1-3: Rare & Unreleased 1961-1991 (1991). Så følger titelnummeret ”Lo And Behold” fra 1967 – Woodstock! – først på plade med The Basement Tapes (1975). Tilbage igen til begyndelsen – 1962 – ”Let Me Die In My Footsteps”, først officielt udgivet på The Bootleg Series, Vol 1-3. Igen Basement Tapes: ”Open The Door Homer”. Tilbage til 1963: ”Lay Down Your Weary Tune”; officielt udgivet på Biograph (1985). Man ser, at der veksles mellem tidlig New York og Woodstock/West Saugerties, og det fortsætter: ”Don’t You Tell Henry” (Basement Tapes); ”Get Your Rocks Off” (som aldrig har været officielt udgivet).
Tilbage igen til ”The Death Of Emmet Till” fra 1962: The Bootleg Series, Vol. 9: The Witmark Demos 1962-1964 (2010); efterfulgt af “Odds And Ends” (The Basement Tapes); “Sign On The Cross” (aldrig officielt udgivet); “Tiny Montgomery” (Basement Tapes); ”I Wanna Be Your Lover” (Biograph). De to sidstnævnte fra singlen, som også rummede “Lay Down Your Weary Tune”. Se, det er jo et originalt sangvalg! Ikke en eneste af sangene havde man hørt før – hvis ikke man havde adgang til bootlegplader. Og orkesteret? Bag de fire efternavne gemmer sig Dennis COULSON (vokal); Dixie DEAN (bas); Tom MCGUINNESS (guitar); Hughie FLINT (trommer). Gruppen McGuinness Flint debuterede i 1970; McGuinness kom fra Manfred Mann; Flint fra John Mayall & The Bluesbreakers.
Alle disse facts for at komme frem til det væsentlige: lyden. Det er lyden af håb; det er lyden af glæde; det er lyden af forundring; og tankevirksomhed, iagttagelse af verden. Det er lyden af at være til og taknemmeligt at være. Det er en sær, skør, tosset livslyst, og det er en ren, vidende, glødende TID. Det er dette, at tiden findes, at det er tiden, der dyrebart er. At tiden skaber et rum, og at det er i det rum, vi lever. Der er så megen susen af, at det er NU, ikke for et øjeblik siden og ikke om lidt, men NU, at det pludselige vitterlig er pludseligt, ikke en gang imellem, men hele tiden. Energien er til stede, rytmen er klar og fyldt af det, man kan se, og det, man har lært, kroppens bevægelser og tankens enorme muligheder. Alt sammen på én gang, som noget, vi bliver bedt om at lægge mærke til, Lo And Behold!
Hittet på pladen – ja, egentlig er der to hits – nej tre: det tredje er alle numrene tilsammen, pladen som helhed. Men hittet på pladen er ”Let Me Die In My Footsteps”. Og det andet hit er ”Lay Down Your Weary Tune”. Alle Woodstock-numrene har dette overskudsagtige over sig (som om vi er i verden og befinder os uden for verden på samme tid); mens de tidlige numre, 1962-63, har en anden tilgang til tilværelsen, en tilgang, der er det søgende, unge, etisk orienterede menneskes første tilnærmelse til en verden, der er modsætningsfyldt og krævende. ”Let Me Die In My Footsteps” indspillede Bob Dylan 25. april 1962 men den kom ikke med på The Freewheelin’ Bob Dylan (1963). ”Lay Down Your Weary Tune” indspillede han 24. oktober 1963, men den kom ikke med på The Times They Are A-Changin’ (1964).
”Let Me Die In My Footsteps” er skrevet som en kommentar til den overhængende krigsfare, som i oktober 1962 kulminerede i Cubakrisen. Vi taler om atomkrig og udslettelse af menneskeheden. Man installerede beskyttelsesrum i tilfælde af krig. Hertil siger sangen: “I will not go down under the ground / ‘Cause somebody tells me that death’s comin’ ‘round”. Nej, jeget vil holde hovedet højt, indtil han dør og skal i sin grav. Denne protestsang får her en usædvanlig behandling med tabla og tryllet ind i en helt ny sfære, så den er lige så aktuel og vedkommende, som da den blev skrevet. ”Lay Down Your Weary Tune” passede ikke ind i konteksten på The Times They Are A-Changin’; men er en af Bob Dylans smukkeste sange, en lovprisning af skaberværket, som selv er en sang, ”No voice can hope to hum”.
Det tredje hit er som sagt helheden, den sammensatte lyd af noget, vi ikke ved hvad er. Hvert nummer sin stemning, sit arrangement, ingen kedelige gentagelser af kendt mønster, en leg med materialet, der både er høj og ærbødig, smertelig og oprømt fornøjet, en kollektiv hippieforestilling om, at forandring er i syne, at noget vil ske, eller: at noget sker hele tiden, det forandrende, der modtages som en gave. Det er ikke et vejrlig i sig selv, men opleves som sådan, som noget, man træder ud i, fra en søvn vågner man op til nu sol, nu regn. Man sætter pladen på, og af sted flyver man. Intet har jeg at udsætte på denne plade. Jeg er glad for pladen, og jeg lytter til den, når jeg har lyst. Jeg ved præcis, hvad den betyder, hvad den har at sige. Goddag, kære, forsvundne tid; farvel, kære, forsvundne tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar