Månedens Gæst er HENRIK MARSTAL

af Dennis Otte

Marstal er ikke allestedsnærværende i dansk musikliv, musikdebat og musikorganisation, men det er tæt på: han er multiinstrumentalist, forfatter, ivrig og skarp debattør af såvel musikalske som moralske anliggender, tidligere blogger på Politiken, tidligere medlem af bestyrelsen for Musikhistorisk Museum, ROSA – Dansk Rock Samråd, næstformand for Kulturministeriets Kanonudvalg, beskikket medlem af Statens Kunstråds Musikudvalg osv. osv. i samme dur og mol. 

Foruden sin egen musik, som genremæssigt spænder vidt, har han fungeret som producer, menigt medlem og/eller tekstforfatter med så forskellige folk som Martin Hall, ibens, Marie Frank, Annika Aakjær, Lars Lilholt og mange andre. Det vidner om en sjælden musikalsk åbenhed, som også lyser ud af siderne i de anbefalelsesværdige bøger Jeg lytter, altså er jeg - tanker om musik og liv (Gyldendal, 2010) og Alt hvad musikken kan - samtaler om musik og liv (Aschehoug, 2002). Dette er blot et par af de bøger Marstal har skrevet i musikpædagogisk øjemed.

Ørevoks har fornøjelsen af at bringe et nyt indspark i musik(køns)debatten af Henrik Marstal.

Det ser stadig ikke for kønt ud

Af Henrik Marstal

I midten af februar kunne man i den svenske avis Aftonbladet læse et lidt usædvanligt debatindlæg. Det var underskrevet af ikke færre end 157 musikere, og det havde overskriften 'Glem os ikke, når historien skal skrives'. Musikerne, viste det sig, var alle kvinder, og flere af dem internationale ikoner: Nina Persson, Robyn, Lykke Li og Lisa Nilsson. I indlægget kritiserede de hvordan kvinder i svensk pop og rock alt for ofte blev underprioriteret eller helt set bort fra i musikhistoriske sammenhænge, fordi vanen tilskrev journalisterne, kritikerne, anmelderne, musikhistorikerne og pladebranchefolkene at favorisere de mandlige musikere og ignorere de utallige vigtige bidrag til svensk musikliv begået af kvinder. 

Jeg genkendte forholdet fra en tilsvarende problematik: Et par uger inden havde jeg været til en koncert i Copenhagen Jazzhouse, hvor et bookingbureau havde inviteret til label night med fire af deres stærke, nye navne. Men da aftenen var færdig, var billedet desværre det sædvanlige: 13 mænd havde optrådt, mens blot en enkelt kvinde havde været på scenen – og hun havde været sanger og befandt sig altså på den plads, som kvinder oftest befinder sig på som den mest socialt accepterede plads enhver musikalsk sammenhæng inden for pop og rock. 

Selvom det var en god aften, var jeg ganske enkelt dybt irriteret: Har et moderne bookingbureau slet ingen fornemmelse for deres ansvar, når de med denne samling af navne signalerer til publikum at musikere, det er da først og fremmest mænd, mens kvinderne ikke rigtig regnes som seriøse? Nu vil bookingbureauet selvfølgelig svare, at det ikke er deres skyld hvis der ikke er flere kvinder, som laver så god musik at de kan præsentere den. Nej, det er det selvfølgelig ikke – men måske bureauet i så fald skulle stramme sig an og gøre en lidt større indsats for at kigge sig omkring efter eller måske endda opmuntre kvinder til at spille mere.

Forresten bestod publikum af nogenlunde lige mange kvinder og mænd, som måske også undrede sig en smule undervejs. Det er vel kun et spørgsmål om tid før det bliver ganske enkelt for påfaldende med den skæve kønsfordeling selv for kønsblinde bookingbureauer. For når musik er for både kvinder og mænd, hvorfor er det så næsten kun mændene der skriver og fremfører den? Der er en række historiske begrundelser for netop det, men valide – det er de ikke. 

Heldigvis findes der mænd derude med et noget andet syn på tingene. En af dem er den engelske sanger Antony Hegarty, frontperson i Antony and the Johnsons (der i 2005 fik et gennembrud med albummet I Am a Bird Now, og som ved en række lejligheder også har begejstret et stort, dansk publikum). Den androgynt udseende sanger med den usædvanlige stemme og de usædvanlige sange er en af de kunstnere, for hvem relationen mellem kønnene har været et hovedtema i hans kunstneriske produktion: Han hævder selv, at han er en transkønnet person, der nok er født mand, men i lige så høj grad føler sig som kvinde – eller som betragter sig selv som værende begge dele på én gang.

”Vi har grundlæggende brug for mere østrogenbaseret tænkning,” udtalte Hegarty i 2012 i et interview med den engelske avis The Guardian. For, sagde han, hvis menneskeheden skal overleve, har den akut behov for en seismisk (dvs. jordskælvsfrembragt) forandring mod det feminine i vores empatiske måde at opfatte og interagere med verden.” 

Nødvendigheden af at lade et matriarkalsk samfund opstå lod til at gå gennem Hegartys verdensopfattelse som en rød tråd. I interviewet slog han fast, at hele problemet bestod i den grundlæggende forskel mellem mænd og kvinder – og manglen på opmærksomhed om denne omstændighed. Hegarty plæderede altså for øget oplysning og bevidstgørelse om kønsrelationernes egentlige problemer for at kunne undgå dem fremover.

Ved en tidligere lejlighed havde han i magasinet AnOther pointeret, at verden kun har set toppen af isbjerget hvad angår en forestående såkaldt ’re-imagination’ af en mindre patriarkalsk og mindre misogyn måde at organisere verdenssamfundet på såvel som de politiske og åndelige systemer. Problemet var, hævdede han, at denne verdens systemer kun tilsyneladende var kønsneutrale – for i virkeligheden var de fortsat stærkt kønsprægede i retning af det patriarkalske og hierarkiske. 

Ordene klinger godt sammen med den mere end syv minutter lang monolog med titlen ’Future Feminism’, som Hegarty fremførte på live-albummet Cut the World (2012) (der i øvrigt er danskproduceret, og hvor sangeren optræder ledsaget af DR RadioUnderholdningsOrkestret). I monologen, der angår intet mindre end hele menneskeheden, gør han sig tanker om betydningen af, at verden kommer til sig selv i en ny udgave, hvor kvindelige snarere end mandlige værdier er langt mere i højsædet. Desuden påpeger han nødvendigheden af, at mennesker verden over begynder at afmaskulinisere guderne og i stedet feminiserer dem, sådan at vi seriøst kan begynde at tale om Allah som en kvinde og Jesusbarnet som en pige. 

Hegarty har desuden hørt et interessant – og, kan jeg bekræfte, sandt –rygte om, at Dalai Lama ønsker at blive reinkarneret som pige, hvilket i så fald vil være første gang nogensinde det sker. Det ville, påpeger Hegarty, være det mest revolutionerende Dalai Lama overhovedet kunne gøre og den i forhold til verdens tilstand mest behjælpelige, åndelige gestus han kunne give verden. 

Det er tankevækkende hvor forskelligt mænd inden for en periode på omkring 130 år kan tale om kvinder. I den ene ende er der Hegarty, og i den anden den tyske klavervirtuos, Hans von Bülow, som også blev regnet som en af det 19. århundredes største dirigenter og i øvrigt var komponisten Franz Liszts svigersøn. For von Bulöw hævdede, at kvinder godt kunne have et reproduktivt geni eksempelvis som pianist (og det dengang meget kendte klaver-ikon Clara Schumann er et godt eksempel), men at et produktivt geni eksempelvis som komponist ville være helt umuligt at forestille sig (her er Clara Schumann også et godt eksempel, idet hun komponerede en del sange og klaverværker, men mødte næsten ingen opbakning til den del af sit virke). Bülow tilføjede, at en god, kvindelig komponist aldrig nogensinde ville komme til at findes, at begrebet "skaber" ikke fandtes i feminin form, og at han i øvrigt hadede al snak om kvindeemancipation.

Sådan talte en sand patriarkalsk autoritet, og sådan tillod en komplet kønsblind samtid, at der blev talt om og til kvinder. At der rent faktisk længe havde fandtes kvindelige komponister, især efter at en ny, borgerlig musikkultur vandt frem i det 19. århundrede, er noget som først en nyere tid har fået øjnene op for, vel at mærke længe efter at de ellers var blevet skrevet mere eller mindre fuldkommen ud af historien. 

I den rytmiske musik har kvinderne altid været i stort undertal. Jazzen var ikke i særlig stor stil for kvindelige udøvere, og de, der var, blev – selvom de kunne være populære i samtiden – ofte tillagt mindre betydning end de rent faktisk havde. Resultatet er, at når vi tænker tilbage på eksempelvis den store, amerikanske jazzkanon, kan de fleste af os ikke komme i tanker om ret mange kvinder, hvis nogen overhovedet, som før 1975 var aktive som musikere, kapelmestre, komponister eller arrangører. Og dem vi kan komme i tanker om, er for de flestes vedkommende sangere, ikke instrumentalister. 

I sin bog Inte riktigt lika viktigt påviser den svenske musiker Marie Selander hvordan alle genrer har været mandsdominerede, og hvordan eksempelvis 1900-tallets jazz- og blueshistorikere næsten har formået at skrive kvinder ud af historien, selvom der rent faktisk har været en hel del af dem, og selvom ikke så få af dem var stærkt stilskabende som guitarister og pianister – bare tag den amerikanske bluesmusiker Memphis Minnie, der var aktiv fra 1920'erne og i 1942 begyndte at spille elektrisk guitar som en af de allerførste overhovedet.

Jazzkulturens mønster kendes fra mange senere områder af populærmusikken: Bortset var sangstemmen, der gav adgang til at også kvinder kunne udøve musik, var genrerne kønnet i stærkt mandlig retning. Så hvor det er fuldkommen umuligt at forestille sig jazzkulturen uden Charlie Parker, Duke Ellington eller Miles Davis, er det til gengæld meget let at forestille sig den uden kvinder. Er det rimeligt at det er sådan?

Noget lignende kunne et ganske pænt stykke hen ad vejen siges om soul, folk, rock, pop, hip-hop, r ’n’ b og techno – mens electronica-musikken og i vagt stigende grad også rocken og singer/songwriter-genrene til gengæld har udvist flere og flere eksempler på kvinder, der både synger, skriver og spiller. Og det er blevet en smule mindre sjældent at støde på kvindelige producere og lydteknikere. Dog ikke mere end at Marie Selander i sin bog anfører hvor få kvinder der generelt blive nævnt i nyere svensk musikhistorieskrivning, hvilket får hende til at tale om decideret historieforfalskning. Og så er vi tilbage ved det førnævnte debatindlæg i den svenske avis, der netop problematiserer denne omstændighed.

En artikel i Politiken fra 2009 fortæller om hvordan det stadig forholder sig herhjemme: Det år havde amatørmusikkonkurrencen Emergenza haft deltagelse af en lang række bands og solister, og antallet af musikere havde været helt oppe på 450. Men af disse, viste det sig, havde kun 20, altså 4-5 procent, været kvinder – og af dem var det endda kun ganske få, der var instrumentalister. Landets øvelokaleforeninger kunne desuden udvise lignende tal: Kun hvert tiende medlem var en kvinde. Samme år havde en brancheorganisation i musiklivet foretaget en undersøgelse, hvori man havde spurgt 30 pladeselskaber hvilket køn deres direktør havde. 24 af dem svarede, og i alle tilfælde var svaret det samme. Gæt selv hvad.

Tilsvarende fandt DR-journalisten Anya Mathilde Poulsen, forfatter til samtalebogen Feminint forstærket fra 2007 frem til, at Danish Music Awards’ fagjury på 31 personer året forinden havde bestået af 27 mænd og fire kvinder. De fleste nominerede havde da også været mænd – måske fordi et ubevidst forhold til køn altid vil føre til kønsblindhed og dermed til reproduktion af det genkendelige. 

Måden hvorpå kvindelige musikere og komponister bliver opfattet i medierne, giver også indtryk af en decideret kønsmæssig skævvridning. I Feminint forstærket beretter flere kvindelige musikere om, hvordan rigtig mange journalister – også kvindelige – ofte hæfter sig ved deres udseende, deres hårfarve, tøjstil og ansigtstræk og efterfølgende gør disse iagttagelser til en integreret del af artiklerne. Og flere af kvinderne i bogen fortæller om hvordan journalister i ramme alvor ofte kan finde på at spørge dem om de selv har skrevet deres sange. Det sker tilsyneladende ud fra en underforstået præmis om, at kvinder ikke forventes at kunne gøre andet end at synge, samtidig med, at egentlig kunstnerisk selvstændighed normalt ikke bliver overvejet som noget, kvinder kan være i besiddelse af, med mindre de hedder Björk eller P.J. Harvey.

Musikudøvelse bør selvfølgelig være for begge køn, og begge køn bør have lige gode muligheder for at prøve kræfter med musikken. Hvis flere piger og kvinder deltog i den rytmiske musikudøvelse, ville der utvivlsomt blive skabt en større mangfoldighed i de musikalske udtryk. Det ville blive til gavn for alle – forbrugere, formidlere og de udøvende selv – med en sådan øget frodighed, rent bortset fra at rytmisk musik samtidig ville komme på omgangshøjde med andre kunstarter, hvor ligestilling og stor kulturel mangfoldighed relateret til kønsaspektet lader til at være blevet langt mere selvindlysende. 

Desværre er der langt endnu til, at det vil ske. For i det rytmiske musikliv er mandekønnet så langt foran kvindekønnet, at det skriger til himlen, selvom der hele tiden kommer flere og flere markante kvindelige artister frem. Det er stadig et usædvanligt syn at se en kvindelig ansat i en musikbutik. Kvindelige musikkritikere ved dagblade og magasiner kan nærmest tælles på én hånd. Musikbranchens prisuddelingsfester er altid domineret af mandlige nominerede og optrædende. Og langt de fleste af gatekeeperne, det vil sige musikkens beslutningstagere, er også mænd. 

Kønsbalancen er skæv, men hvad er konsekvenserne af det? Jeg tror der er flere. Dels går det rytmiske musikliv og dermed musikforbrugerne glip af en meget stor talentmasse af kvindelige musikere, som alle opgiver før de overhovedet er kommet i gang. Dels går der ofte regulær drengerøvsklub i den, hvor musik lavet af mænd for mænd om mænd bliver favoriseret på bekostning af musik lavet for alle mennesker. Og dels bliver den løbende udveksling mellem kønnene, som andre kunstarter kan trække på og hente dynamik fra, hindret i at udfolde sig, hvilket ikke ligefrem er til gavn for den kunstneriske mangfoldighed. Den nuancering og kvalificering af det skabende og udøvende aspekt, som flere kvinder ville kunne tilføre, er slet ikke i tilstrækkelig grad til stede. Dermed er kønsubalancen til skade for musiklivet såvel som for dets aftagere – forbrugerne. 

Et særligt aspekt af kønsdebatten i populærmusikken er seksualiseringen af især unge, kvindelige sangere, der enten selv anvender eller bliver forventet at anvende deres kroppe i markedsføringen af sig selv som kommercielle artister. Som iagttagere af kønsdebatten har pointeret, kan kvinder ikke i samme grad som mænd være identiske med deres krop, fordi denne krop med eller mod deres vilje bliver opfattet som uadskillelig fra deres handlinger.

Det kunne forklare hvorfor selv kvinder, hvis kunstneriske integritet og troværdighed ellers har førsteprioritet for dem, gang på gang optræder næsten afklædt i musikvideoer eller på pladecovers. Det er et tankevækkende paradoks, som burde mane til eftertanke hos både musikere, branchefolk og musiklyttere.

Tilbage står det retoriske spørgsmål om hvordan en stærk seksualisering af ens egen krop i videoer og tv-optrædende alligevel kan være andet end male gaze-inviterende. Og spørgsmålet om hvordan en sådan seksualisering på nogen måde kan forstås som et udtryk for kvindefrigørelse, melder sig også. For, kunne man sige, ingen tilhængere af heteronormativitetens vanemæssige seksualisering af kvindekønnet kan siges ligefrem at tabe, så længe der er gode former og nøgen hud at kigge på. I den forstand er sangerindernes reclaiming af deres egen krop på deres egne betingelser en illusion, som blot får historien til at gentage sig, og som ikke ændrer en tøddel på relationen mellem mænd og kvinder.

Lørdag den 8.marts er det vanen tro International Kvindedag. Måske den dag er en god anledning for os alle – mindst lige så meget alle mænd som alle kvinder – til at tænke lidt mere over hvordan vi kan gøre den rytmiske musik mere rummelig, sådan at kvinder kan føle sig både inviteret inden for og mere anerkendte.

Skulle vi begynde at tænke lidt ud af boksen?

NB: Det svenske debatindlæg kan læses her: