KRZYSZTOF KOMEDA (1931-1969) ville i dag være blevet 83 år.

af Dennis Otte

De fleste af jazzens fyrtårne har været amerikanere, men andre geografiske giganter har også sat sine præg på genren. I Skandinavien var Jazz på Svenska i 1964 genstand for megen opmærksomhed med den svenske pianist Jan Johansson i front. Andre jazzpianister fra cirka samme himmelstrøg kunne også være med: du har fx med stor sandsynlighed hørt fremragende polsk jazz – måske endda uden at vide det!

Den polske pianist er nok bedst kendt for sin uforlignelige filmmusik til især Roman Polanski (Rosemary’s Baby, Knife in the Water, The Fearless Vampire Killers, Cul-de-sac), men også til film af Ingmar Bergman og filmatiseringen af Knut Hamsuns roman Sult, som blev instrueret af danske Henning Carlsen i 1966.

Komeda var et kunstnernavn, som Krzysztof Trzcinski tog grundet det kommunistiske styres foragt for jazzen. I 1956 blev han medicinsk uddannet med speciale i øre, næse og hals. Mens ”Dr. Jekyll” således studerede medicin, spillede ”Mr. Hyde” jazz rundt omkring i Europa med stadig større succes ud i hard bop, cool, third stream, avantgarde, modal music og andet godt fra jazzmosfæren. En succes, der imidlertid blev sat en tragisk brat stopper for, da den end ikke fyrreårige musiker efter et voldsomt uheld endte i coma og siden døde af haematoma i hjernen den 23. april 1969 i Warszawa.

I 1995 afholdtes for første gang en festival til minde om komponisten: Komeda Jazz Festival har til formål at promovere nye kunstnere og holde mindet om en stor jazzmusiker i live.  

En ret uMØlig teknik – MØ live på Forbrændingen 12. april

af Dennis Otte

Lånt fra Gaffa

25-årige Karen Marie Ørsted fra Odense har, efter en fortid i pigepunkduoen Mor, gået sin sejrsgang på den danske musikscene siden hun blev Ugens Uundgåelige på P3 i marts 2013. Siden er det gået slag i slag; bl.a. som vinder af Kronprinseparrets Stjernedryspris og P3 Prisen ved P3 Guld tidligere i indeværende måned – kombineret med hype i store udenlandske musikmagasiner som fx Pitchfork. En hype, som absolut ikke har været mindre herhjemme, hvor først singler og sidenhen EP og debutalbummet No Mythologies To Follow har retfærdiggjort den megen omtale. Thi hun har i dén grad noget at byde på, denne charmerende ungmø, som med sin egen DIY-attitude har formået at kombinere følsomheden fra de hjemmeindspillede vokaler med de stramme beats og den sceneoptræden, der gør hende så enigmatisk karismatisk på en scene. Look’et er velovervejet, de film som under koncerten pryder bagtæppet er nøje indstuderede med den i høj grad præindspillede musik og den energisk fandenivoldske koreografi – kort sagt en synergieffekt, der i sine bedste øjeblikke løfter alt op i en højere enhed.

Men dette stramt kalkulerede udtryk har også sin indbyggede begrænsning, ulempe og fastlåsthed, som bevirker, at det efter de første par numre gradvist taber i effekt. Simpelthen fordi udtrykket ikke giver plads til variationer, der kan rykke sangerinden ud af det brand hun med held har skabt. Lige så fedt dette udtryk er, lige så meget længes man efter at nå dybere ned og se andre facetter, som man aldrig er i tvivl om findes. Som fx da maskinparken med den præindspillede musik gik ned hele to gange til koncerten: simpelthen gik i hak midt i et nummer og efterlod MØ forlegent undskyldende, hvorefter bandet forlod scenen med løfte om at komme igen, så snart problemet var løst. Heldigvis gik der ikke længe før festen kunne fortsætte, publikum var tålmodigt og MØ afvæbnende forsonende. Da teknikken svigtede anden gang, foreslog MØ scenevant og roligt en a cappella: uden ledsagelse af elektroniske beats, men kun akkompagneret af sin guitarist, leverede hun en smukt indlevende version af ”Never Wanna Know”. Således oprandt aftenens smukkeste øjeblik som resultat af maskinernes stadige strejke. 

Under de sidste numre svigtede filmen på bagtæppet også, men midt i MØs publikumstække, hvor hun flere gange sprang ned og dansede blandt sit medlevende publikum, ja der opdagede man det knap nok. Måske bør dette være en tilfældets gave, således at det stramt elektroniske udtryk kan kombineres med mere afdæmpede leveringer – ikke som erstatning, men som supplement til det udtryk, som har skabt hendes succes og som – indrømmet! – fungerer pisse fedt, når det fungerer!  

FLORIAN SCHNEIDER fra det innovative tyske band Kraftwerk bliver i dag 67 år.

af Dennis Otte

Lånt fra Kraftwerk.wikia.com

Paradokset omkring Schneider er, at selvom han er berømt for sine elektroniske lydlandskaber – medstifteren af Kraftwerk Ralf Hüttel har ligefrem kaldt ham ”a sound fetishist” – så behersker han faktisk så mange instrumenter som guitar, trommer, violin, fløjte, saxofon (og synthesizer). Med tysk præcision var han aktiv i fyrre år (1968-2008); sammen med sin partner in crime, førnævnte Hüttel, spillede han improviseret eksperimentalmusik i gruppen Organisation fra1968-70, hvorefter de samme år sammen dannede Kraftwerk.

Men allerede inden mødet med Hüttel havde han i 1967 været medlem af en gruppe med det prægtige navn Pissoff. I de tidlige år var Schneiders hovedinstrument fløjte, som det kan høres på tidlige plader med gruppen, men han lod sig ikke nøje med konventionelle tilgange: der blev blæst behørigt med hjælp fra diverse elektroniske effekter, ekko, fuzz, wah-wah og jeg-skal-komme-efter-dig. Denne stædige udfordring af de gængse instrumenter overførtes ligeledes til hans brug af eksempelvis elektrisk guitar (og slideguitar). Disse eksperimenter resulterede ligefrem i opfindelse af hans egen elektroniske fløjte. Fra midten af 70’erne forsvandt de akustiske instrumenter dog gradvist mere og mere fra lydbilledet i takt med den elektroniske revolution i musikken som Kraftwerk selv var så fremtrædende foregangsmænd for.

At han således inspirerede andre musikere fremgår af en titel på David Bowies klassiske album ”Heroes” fra 1977; ”V2-Schneider” er opkaldt efter lydmagikeren fra Düsseldorf. Forinden havde Kraftwerk sunget på deres fremragende Trans Europe Express: ”From station to station back to Dusseldorf City / Meet Iggy Pop and David Bowie”.

20 året for KURT COBAINs død

af Dennis Otte

Da KURT COBAIN den 8. april 1994 af en håndværker blev fundet død i sit hjem i Seattle, havde han allerede været død i tre dage. Håndværkeren troede, at der var tale om en dukke af en art, som Nirvanas allerede i levende live legendariske forsanger lå dér livløs med en blodtilsølet shotgun ved sin side – skudt gennem hovedet.

DET ER I DAG PRÆCIS 20 ÅR SIDEN de seneste årtiers største rockmusiker døde. Højst sandsynligt (og ifølge den officielle rapport) for egen hånd, selvom alternative teorier i samfulde 20 år har floreret hyppigt. Flere folk tæt på Cobain mener, at han var udsat for en forbrydelse. Utvivlsomt er det imidlertid, at Cobain levede et endog meget hårdt liv med heroin, voldsomt ulidelige kroniske mavesmerter og en livsholdning, der vidnede om lige dele apati, nihilisme og grundlæggende mistro og foragt for tilværelsen, iblandet den helt enestående evne til at formidle med humor, sarkasme, afgrundsdyb melankoli og frem for alt en ubetalelig ægthed, der med katapultagtig fart havde fået en hel generation af utilpassede outsidere til øjeblikkeligt at identificere sig med hans udsathed. En rolle, som den ængsteligt følsomme fyr ingenlunde kunne honorere og aldrig havde bedt om. Vel havde han selv et stykke hen ad vejen spillet med på markedsmekanismerne og MTV’s lancering med alt hvad det indebar af pressearbejde, men det syntes altid at være i musikkens ærinde. Meget tyder tilmed på, at dette massive pres var medvirkende til hans selvmord. Så meget desto stærkere står han i dag, hvor ægthed i ungdomskulturen oftest er en saga blot – ingen nævnt, ingen glemt, Miley, Gaga, Bieber & co!

Da Joy Division’s Ian Curtis blev fundet i sit hjem efter sit selvmord, var det Iggy Pop’s LP The Idiot, der stadig snurrede i udløbsrillen på grammofonen. I Cobains tilfælde var det R.E.M.’s mesterlige Automatic For The People. Michael Stipe og Cobain planlagde at arbejde musikalsk sammen. Cobain var stor beundrer af Stipe. Dette smukke initiativ satte selvmordet desværre en stopper for. Cobain var, om ikke automatisk for folket, så dog en mand af folket; en fyr, som forblev tro mod sit udgangspunkt på trods af verdensberømmelse – eller måske netop derfor. En fyr for hvem R.E.M.’s antiselvmordsballade “Everybody Hurts” ikke rakte. Har du en time i overskud, så kan du mindes musikeren med nedenstående berømte koncert, optaget fem måneder før selvmordet. Først efter dødsfaldet blev scenografiens lighed med begravelsesdekorationer skræmmende slående.

Månedens Gæst er musikjournalisten og musikeren PER WIUM (f. 1954).

af Dennis Otte

I 2007 stoppede han efter årtier som musikekspert hos Danmarks Radio; som radiovært, som redaktionschef på den klassiske kanal og siden som chef i DR’s musikafdeling, hvor han med sine entusiastiske talegaver har præsenteret lytterne for et bredt udvalg af musikalske genrer fra mange forskellige vinkler. Af særlig betydning for Per Wium er imidlertid The Beatles, om hvem han har skrevet bogen Beatles for alle – en introduktion til gruppens musik (2010). 

Wium rejser landet rundt og holder foredrag om gruppen, men er også leveringsdygtig i foredrag om eksempelvis Frank Zappa og klassisk musik.

Hertil kommer arbejdet som coach for en række danske bands og jobbet som ordstyrer ved møder og konferencer. 

Som musiker har han bl.a. spillet med C.V. Jørgensen, ACHE og Lotte Rømer.

Kopier eller nytolkninger

- begge kan være værdifulde hvis du er sanger eller musiker

Af Per Wium, musikjournalist

I de senere år har jeg stået på scenen med mange bands og solister, der har spillet sange fra det store Beatles-katalog.

Nogle har været udprægede ”play-alikes”. De har luret alle guitar-riffs, bas-figurer og tromme-fills af, og er kommet endog meget tæt på original-lyden fra for ca 50 år siden.

Andre har lavet deres helt egne og meget personlige fortolkninger, hvor de ikke har været bange for at bevæge sig et pænt stykke væk fra indspilningerne med ”The Fab Four”.

Det er min klare opfattelse at det er en god idé at prøve kræfter med begge ”dicipliner”. Både at kopiere og at nytolke.

Man lærer af begge processer.

Når man kopierer bliver man klogere på mange ting

Dét at kopiere kræver et stort forarbejde. Man skal sætte sig grundigt ind i den musik, man skal have under huden.

Enten skal man finde noder/becifringer (og huske at forholde sig kritisk til disse!) - eller man skal i gang med en god gammel disciplin:

At lytte af!

Når man sætter sig ind i hvordan et band spiller og synger får man en god portion stilforståelse. Men kommer simpelt hen tæt på en stil og et udtryk, man måske ikke normalt selv befinder sig i. Dette kan i sig selv være inspirerende. Også til den musik, man måske selv skaber.

Det at sætte sig ind i hvordan f.eks. en anden musiker spiller er også berigende. Man får ofte nogle andre ”vinkler” på instrumentet. Man udvider sin egen spillemåde.

Endelig giver det en ordentlig bunke rutine at sætte sig ind i og beherske et stort repertoire.

Når man skal fortolke skal fantasi- og sanseapparatet i gang

Jeg har flere gange lavet Beatles-projekter med musik-eleverne på Oure-skolerne på Fyn.

Først har jeg introduceret dem til Beatles-musikken (som mange af dem allerede kender til i forvejen).

Derpå har eleverne selv lavet deres helt personlige tolkninger af selvvalgte sange.

Og så er forløbet sluttet med et par koncerter, hvor de har sunget og spillet tolkningerne for deres kammerater og lærere. Jeg har været konferencier.

Ofte er det løbet mig koldt nedad ryggen af fryd når jeg har stået ved siden af scenen og overværet hvordan de er gået langt med en sang. Modigt og frygtløst har de kastet sig ind i deres personlige tolkninger af sang og tekst.

Her handler det om netop at turde – og at slippe fantasien løs.

Det handler om at have sin helt egen holdning til musikken.

Der er ingen regler, når det gælder dét at fortolke. Jeg har hørt en dubstep-version af ”Eleanor Rigby” og en heavy-version af ”Come together”, etc. etc.

Forestillingen af samme navn (Østre Gasværk) for nogle år siden var i øvrigt i hele sit koncept et eksempel på endog meget frie og fantasifulde tolkninger af en række Beatles-sange. Denne er dokumenteret på en dobbelt-CD (bare lige som inspiration).

Outro

Jeg optræder fast med 'The Beatrio', som er et kopi-band. Gruppen har nærlyttet The Beatles – både hvad angår instrumenter og stemmer.

Ligeledes er jeg fast medlem af 'Beatles forever live', hvor jeg optræder med sangerinden, Karoline Budtz, og den klassiske guitarist, Søren Bødker Madsen.

De to laver smukke fortolkninger netop for det mere sarte lydbillede kvindelig vokal og akustisk guitar.

Jeg har introduceret en lang, lang række andre kunstere, der spiller og tolker sange fra The Beatles.

Jeg laver ofte kursus-forløb i Beatles-musikken og dens mange facetter på skoler og gymnasier.