En ret uMØlig teknik – MØ live på Forbrændingen 12. april

af Dennis Otte

Lånt fra Gaffa

25-årige Karen Marie Ørsted fra Odense har, efter en fortid i pigepunkduoen Mor, gået sin sejrsgang på den danske musikscene siden hun blev Ugens Uundgåelige på P3 i marts 2013. Siden er det gået slag i slag; bl.a. som vinder af Kronprinseparrets Stjernedryspris og P3 Prisen ved P3 Guld tidligere i indeværende måned – kombineret med hype i store udenlandske musikmagasiner som fx Pitchfork. En hype, som absolut ikke har været mindre herhjemme, hvor først singler og sidenhen EP og debutalbummet No Mythologies To Follow har retfærdiggjort den megen omtale. Thi hun har i dén grad noget at byde på, denne charmerende ungmø, som med sin egen DIY-attitude har formået at kombinere følsomheden fra de hjemmeindspillede vokaler med de stramme beats og den sceneoptræden, der gør hende så enigmatisk karismatisk på en scene. Look’et er velovervejet, de film som under koncerten pryder bagtæppet er nøje indstuderede med den i høj grad præindspillede musik og den energisk fandenivoldske koreografi – kort sagt en synergieffekt, der i sine bedste øjeblikke løfter alt op i en højere enhed.

Men dette stramt kalkulerede udtryk har også sin indbyggede begrænsning, ulempe og fastlåsthed, som bevirker, at det efter de første par numre gradvist taber i effekt. Simpelthen fordi udtrykket ikke giver plads til variationer, der kan rykke sangerinden ud af det brand hun med held har skabt. Lige så fedt dette udtryk er, lige så meget længes man efter at nå dybere ned og se andre facetter, som man aldrig er i tvivl om findes. Som fx da maskinparken med den præindspillede musik gik ned hele to gange til koncerten: simpelthen gik i hak midt i et nummer og efterlod MØ forlegent undskyldende, hvorefter bandet forlod scenen med løfte om at komme igen, så snart problemet var løst. Heldigvis gik der ikke længe før festen kunne fortsætte, publikum var tålmodigt og MØ afvæbnende forsonende. Da teknikken svigtede anden gang, foreslog MØ scenevant og roligt en a cappella: uden ledsagelse af elektroniske beats, men kun akkompagneret af sin guitarist, leverede hun en smukt indlevende version af ”Never Wanna Know”. Således oprandt aftenens smukkeste øjeblik som resultat af maskinernes stadige strejke. 

Under de sidste numre svigtede filmen på bagtæppet også, men midt i MØs publikumstække, hvor hun flere gange sprang ned og dansede blandt sit medlevende publikum, ja der opdagede man det knap nok. Måske bør dette være en tilfældets gave, således at det stramt elektroniske udtryk kan kombineres med mere afdæmpede leveringer – ikke som erstatning, men som supplement til det udtryk, som har skabt hendes succes og som – indrømmet! – fungerer pisse fedt, når det fungerer!