tirsdag den 1. april 2014

Månedens Gæst er musikjournalisten og musikeren PER WIUM (f. 1954).

af Dennis Otte

I 2007 stoppede han efter årtier som musikekspert hos Danmarks Radio; som radiovært, som redaktionschef på den klassiske kanal og siden som chef i DR’s musikafdeling, hvor han med sine entusiastiske talegaver har præsenteret lytterne for et bredt udvalg af musikalske genrer fra mange forskellige vinkler. Af særlig betydning for Per Wium er imidlertid The Beatles, om hvem han har skrevet bogen Beatles for alle – en introduktion til gruppens musik (2010). 

Wium rejser landet rundt og holder foredrag om gruppen, men er også leveringsdygtig i foredrag om eksempelvis Frank Zappa og klassisk musik.

Hertil kommer arbejdet som coach for en række danske bands og jobbet som ordstyrer ved møder og konferencer. 

Som musiker har han bl.a. spillet med C.V. Jørgensen, ACHE og Lotte Rømer.

Kopier eller nytolkninger
- begge kan være værdifulde hvis du er sanger eller musiker

Af Per Wium, musikjournalist

I de senere år har jeg stået på scenen med mange bands og solister, der har spillet sange fra det store Beatles-katalog.
Nogle har været udprægede ”play-alikes”. De har luret alle guitar-riffs, bas-figurer og tromme-fills af, og er kommet endog meget tæt på original-lyden fra for ca 50 år siden.
Andre har lavet deres helt egne og meget personlige fortolkninger, hvor de ikke har været bange for at bevæge sig et pænt stykke væk fra indspilningerne med ”The Fab Four”.
Det er min klare opfattelse at det er en god idé at prøve kræfter med begge ”dicipliner”. Både at kopiere og at nytolke.
Man lærer af begge processer.

Når man kopierer bliver man klogere på mange ting

Dét at kopiere kræver et stort forarbejde. Man skal sætte sig grundigt ind i den musik, man skal have under huden.
Enten skal man finde noder/becifringer (og huske at forholde sig kritisk til disse!) - eller man skal i gang med en god gammel disciplin:
At lytte af!

Når man sætter sig ind i hvordan et band spiller og synger får man en god portion stilforståelse. Men kommer simpelt hen tæt på en stil og et udtryk, man måske ikke normalt selv befinder sig i. Dette kan i sig selv være inspirerende. Også til den musik, man måske selv skaber.

Det at sætte sig ind i hvordan f.eks. en anden musiker spiller er også berigende. Man får ofte nogle andre ”vinkler” på instrumentet. Man udvider sin egen spillemåde.

Endelig giver det en ordentlig bunke rutine at sætte sig ind i og beherske et stort repertoire.

Når man skal fortolke skal fantasi- og sanseapparatet i gang

Jeg har flere gange lavet Beatles-projekter med musik-eleverne på Oure-skolerne på Fyn.
Først har jeg introduceret dem til Beatles-musikken (som mange af dem allerede kender til i forvejen).
Derpå har eleverne selv lavet deres helt personlige tolkninger af selvvalgte sange.
Og så er forløbet sluttet med et par koncerter, hvor de har sunget og spillet tolkningerne for deres kammerater og lærere. Jeg har været konferencier.
Ofte er det løbet mig koldt nedad ryggen af fryd når jeg har stået ved siden af scenen og overværet hvordan de er gået langt med en sang. Modigt og frygtløst har de kastet sig ind i deres personlige tolkninger af sang og tekst.

Her handler det om netop at turde – og at slippe fantasien løs.
Det handler om at have sin helt egen holdning til musikken.
Der er ingen regler, når det gælder dét at fortolke. Jeg har hørt en dubstep-version af ”Eleanor Rigby” og en heavy-version af ”Come together”, etc. etc.
Forestillingen af samme navn (Østre Gasværk) for nogle år siden var i øvrigt i hele sit koncept et eksempel på endog meget frie og fantasifulde tolkninger af en række Beatles-sange. Denne er dokumenteret på en dobbelt-CD (bare lige som inspiration).

Outro

Jeg optræder fast med 'The Beatrio', som er et kopi-band. Gruppen har nærlyttet The Beatles – både hvad angår instrumenter og stemmer.
Ligeledes er jeg fast medlem af 'Beatles forever live', hvor jeg optræder med sangerinden, Karoline Budtz, og den klassiske guitarist, Søren Bødker Madsen.
De to laver smukke fortolkninger netop for det mere sarte lydbillede kvindelig vokal og akustisk guitar.

Jeg har introduceret en lang, lang række andre kunstere, der spiller og tolker sange fra The Beatles.
Jeg laver ofte kursus-forløb i Beatles-musikken og dens mange facetter på skoler og gymnasier.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar