torsdag den 22. maj 2014

DEN BRITISKE BIGMOUTH MORRISSEY BLIVER I DAG 55 ÅR

af Dennis Otte

Man bliver mildere og rundere med alderen, siges det. Intet tyder imidlertid på, at Morrissey opfatter dét som andet end volapyk-nonsens. Få i musikken – og generelt! – har været så indædt kompromisløse i forhold til deres ungdoms idealer, hvad enten det gjaldt vegetarisme, politikere eller almindelig mainstream-skørlevned.  
Han har skiftet pladeselskab lige så ofte som vi andre skifter undertøj – eller er det snarere pladeselskaberne, der har kastet sorteper-sangeren rundt imellem sig gennem årtierne?
Hvorom alting er, har Morrissey stået uden pladekontrakt i de seneste år, men udgiver 15. juli i år et splinternyt album – det tiende i rækken, hvis man fraregner ”oprydningsalbummet” Bona Drag fra 1990. Det nye album bærer den meget Morrissey’ske titel World Peace Is None Of Your Business
Jo,  bigmouth strikes again, de første udspil fra pladen er lækker årgangs-Moz, og hvis han er i lige så god form som i selvbiografien Autobiography i fjor, ja så er der nok at glæde sig til!    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar