af Dennis Otte
 |
| Lånt fra browndmt.blogspot.com |
Det er en af verdens mest indflydelsesrige, velformulerede og enigmatiske musiker, der i dag har fødselsdag. Og så betegner han endda sig selv som anti-musiker, og store dele af dagens mainstreamungdom aner ikke hvem manden er, alt imens de danser rundt til den musik, han har produceret og været mentor for. For ikke at tale om al den musik, han gennem over fire årtiers stadigt nysgerrige arbejde har influeret og inspireret til. Jo, Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno sætter sine tydelig spor i såvel poppen som rocken, avantgarden, electronica, art rock og selvfølgelig ikke mindst den ambient-genre som han selv er opfinder af (selvom han selv med klædelig beskedenhed påpeger, at andre omkring samme tid lavede lignende eksperimenter, men at han blot gav det et navn). Ingen har imidlertid defineret og forfinet ambientgenren så fornemt som Eno.
Først kendt som flamboyant keyboardspiller og lydtroldmand i det innovative Roxy Music, hvor han medvirkede på de to første plader. Siden blev kampen om opmærksomheden for stor mellem Eno og forsanger Bryan Ferry, og Eno forlod Roxy Music, som gradvist blev mindre og mindre interessant over de følgende plader. Eno har selv fortalt, at det til sidst var så trivielt at spille koncerter med Roxy Music, at han tog sig selv i at stå og tænke over sit vasketøj imens han spillede. Herefter indledtes en solokarriere, der er ulig nogen anden i musikhistorien. Der var de sangbårne plader som Here Come The Warm Jets og Taking Tiger Mountain By Strategy (begge 1974), Another Green World (1975) og Before And After Science (1977). Mesterlige LP’er! Der var lydlandskabseksperimenterne op gennem årtierne, enten alene eller sammen med kyndige folk som Robert Fripp, Kevin Ayers, Cluster, Harold Budd og David Byrne. David Byrne fra bandet Talking Head for hvem Eno også producerede flere albums fra slutningen af 1970’erne til 1980 og hvor han nærmest blev et femte medlem. Forinden havde han arbejdet med David Bowie på dennes plader Low, ”Heroes” (begge 1977) og delvist Lodger (1979). Mange eksperimenter blev til ved hjælp af de såkaldte Oblique Strategies, som Eno og Peter Schmidt udfærdigede som et tilfældighedssystem, hvor man fra en lille æske trækker et kort, der for eksempel kunne lyde: ”Honour thy error as a hidden intention”. På denne måde kunne fastlåste arbejdsrutiner opbrydes og en nye uforudsigelige resultater opnås.
Efter et uheld var Eno indlagt og sengeliggende, og en veninde besøgte ham. Da hun gik, havde hun efterladt pladespilleren på så lavt et lydniveau, at Eno først frustreredes over det, men efter noget tid funderede over en alternativ og ny måde at lytte til musik på/at bruge musik og lyde på – nemlig som ambiance; blot som en del af det omgivende miljø, hvor man ikke nødvendigvis behøver lytte koncentreret, men alligevel bliver helt hypnotisk opfyldt af lydene. Eno skelnede skarpt mellem ambient og muzak, og der er da også en verden til forskel i ambitionsniveau og udtryk. Ambientmusikken kom allerede til fulde til udtryk på Discreet Music fra 1975, men det var først med Ambient-serien – startende med Ambient 1: Music For Airports (1978) – at genren virkelig slog igennem. Herpå fulgte mesterlige LP’er i genren, samt producerrolle for store bands som U2 og langt senere Coldplay. Herudover er Eno vidt anerkendt som installationskunstner, visual artist, som kurator og som intellektuel talsmand for en række humanitære og politiske anliggender.
